Jeg brugte Facebook til at streame gudstjeneste hjemme fra stuen, og jeg har gjort mig følgende refleksioner, om hvordan man bedst griber det an, og hvorfor det er en god idé:
- Mennesker har brug for evangeliets budskab i en krisetid. Vi kan ikke samles fysisk, men jeg havde mange gæster på mit feed, som normalt ikke ville gå i kirke. Behovet for at samles er der altså også i en coronatid.
- Det behøver ikke være professionelt for at være et godt budskab. Vi brugte en god iPhone. Vi havde lånt en gyro-pro (en professionel selfiestang), men da teknikken drillede, gik vi over til håndholdt. Og det gik aldeles fint. Folk efterspørger ikke et perfekt setup, men autencitet og troværdighed. Og et Guds ord ind i deres situation.
- Behold de faste elementer i en ny dragt. Jeg bad fadervor, lyste velsignelsen, og vi sang tre enkle salmer, som ikke er helt ukendte. Det skaber en enkel ramme, og en tidsramme giver overblik til dem, der følger med.
- Brug det, du har. Vi er en musikalsk familie med et klaver derhjemme. Så vi satte det enkelt op. Ryddede lidt op, men ellers er det, som vi bor. Der blev ikke pudset vinduer, og vi fik vores to hjemmeboende døtre til at være “teknikere”. Meget enkelt – og virkningsfuldt. Et flot kirkerum kommer alligevel ikke til sin ret via en onlineforbindelse. Det handler om nærhed.
- Svar dem, der kontakter dig. Vi har fået mange henvendelser på Facebook fra folk, vi kun kender perifert. Der er mennesker, der har delt videoen, som jeg ikke kender, og mine politiske kolleger fra de andre partier har bådet skrevet og liked. De har alle fået svar. Også dem fra Norge, Sverige, Nordjylland og Sjælland. Internettet er vidt forgrenet.
- Du når langt flere end ved den traditionelle gudstjeneste. Her er potientielt tale om en ny missions-strategi. Jeg tænkte ikke strategisk, men lavede blot en gudstjeneste for dem, der ikke kunne samles i vores kirke. Men rækkevidden er langt overgået mine forventninger.
- Kartoffelprædikener er ok i en krisetid. Min prædiken var tilrettelagt mere som en tale. Jeg vidste, at der ville være mennesker uden tilknytning til et menighedsfællesskab, som ville se med. Om ikke andet så af nysgerrighed, da jeg blandt andet sidder i byrådet. Derfor brugte jeg tydelige pædagogiske virkemidler, humor og bibelske referencer til både dem, der læser i deres bibel hver dag – og dem, der ikke gør.
- Der er ikke meget mere arbejde i livestream, end når det er fysisk live. Vi var lidt mere på stikkerne, da nettet jo aldrig glemmer. Men de forskellige forberedelser svarer nok til de normale, når man selv skal stå for det hele.
- Overvej at livestreame hver søndag, også når krisen er ovre. På den anden side af corona-tiden skal vi tilbage i de fysiske kirker. Det fysisk fremmøde er klart at foretrække, men måske kan muligheden for at kigge med give flere mod på at komme ind i den lokale kirke. For mere end 40 år siden optog man gudstjenesterne på kassettebånd og cyklede ud til de syge og gamle, så de kunne lytte med. Nu er teknikken markant bedre og tilgængelig for de fleste.
Den streamede gudstjeneste har i skrivende stund over 1000 visninger. Den kan ses her, inklusive indledende fejl og udfordringer.
Rasmus Elkjær Larsen er præst i Aabenraa Frikirke og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Aabenraa Kommune.