Et døgn før juleaften: Sundhedsmyndighederne strammer igen anbefalinger for gudstjenester

Folkekirkens taskforce mødes for at drøfte situationen omkring julens gudstjenester. Det sker, efter at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at den har rådgivet Kirkeministeriet om yderligere skærpelser af retningslinjerne

Mindre end et døgn før de første juleaftensgudstjenester, oplyste Søren Brostrøm, at han har rådet Kirkeministeriet til at stramme yderligere på retningslinjerne for gudstjenester.
Mindre end et døgn før de første juleaftensgudstjenester, oplyste Søren Brostrøm, at han har rådet Kirkeministeriet til at stramme yderligere på retningslinjerne for gudstjenester. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kun halvandet døgn efter, at Kirkeministeriet efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne meldte nye og skærpede retningslinjer ud for gudstjenester, sår regeringen tvivl om, hvilke betingelser, der gælder for julens gudstjenester.

På pressemødet om vaccineplanen lillejuleaftensdag, fortalte Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, at han i dag har givet Kirkeministeriet nye anbefalinger – herunder at begrænse eller helt udelade salmesang og at holde gudstjenesten “så kort som muligt, eventuelt 30 minutter.”

I retningslinjerne, der blev udsendt sent mandag, lød anbefalingen ellers på 45-50 minutter. Der forlød ikke noget om, hvad der har ændret sig, som nødvendiggør en skærpelse.

På spørgsmålet om, hvorfor regeringen ikke lukker kirkerne helt, lød svaret fra sundhedsminister Magnus Heunicke, at det sorterer under Kirkeministeriet.

“Men overholder man ikke de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen kommer med, bør man aflyse gudstjenesterne,” sagde han.

Kilder oplyser til Kirke.dk, at folkekirkens ledelse ikke er blevet orienteret om ændrede retningslinjer. Folkekirkens taskforce holder møde sidst på dagen for at drøfte situationen. Biskopperne formodes at holde møde i aften.

Udmeldingen på pressemødet betyder, at kirker overalt i landet igen er kastet ud i usikkerhed om, hvilke regler der gælder for gudstjenesterne fra juleaften og ind i det nye år – eller om det overhovedet bliver muligt at holde gudstjenester i julen.

Mange kirker holder de første juleaftensgudstjenester klokken 11 i morgen.
 

Missing indholdselement.