En teologi, der har åbenbaringen og dermed skriften som grundlag, tager udgangspunkt i læsning.
I denne enkle konstatering tager den pensionerede præst og professor i Systematisk Teologi i Bonn Günter Baders nye, lærde og murstenstunge bog Lesekunst sin begyndelse. Teologi er ”læsekunst”.
Ikke blot i den forstand, at teologien frem for alt kræver læsning, og heller ikke udelukkende sådan, at dens allerede eksisterende dele forenes ved læsning. Nej, helt grundlæggende, lyder Baders tese, opstår teologien ved læsning.
Hvordan forholdet mellem teologi og læsning nærmere skal forstås, besvarer Bader på én gang historisk og hermeutisk: Hvad har læsning betydet i den teologiske tradition? Hvad foregår der i læsningen, både i det, der læses, og i den, der læser, og hvad betyder det for teologien?
Det er store spørgsmål, og Baders måde at behandle dem på er nytænkende, samtidig med, at den tager tråde op fra tidligere værker. For Lesekunst betegnes af forfatteren som tredje del af en trilogi.
Første del, Das Emergenz des Namens (2006), handlede om Guds navn. Anden del, Psalterspiel (2009), om de gammeltestamentlige salmers teologi. De udkom i samme prestigefyldte udgivelsesrække som Lesekunst, forlaget Mohr Siebecks serie Hermeneutische Untersuchungen zur Theologie.
Med denne angivelse vil nogle læsere vide, hvad vi, i det ydre, har med at gøre: Bøger med tunge og mange henvisninger, bøger, hvor litteraturlisten, som her i Lesekunst, godt kan komme op på tredive tættrykte sider.
Det er generelt for Baders bøger, at de kræver læsekunnen, hvis ikke ligefrem læsekunst. Men giver man sig i kast med foretagendet, er det også garanteret, at ens blik på læsning og læsningens forhold til teologien, aldrig bliver helt det samme igen.
Bader viser, hvordan nyprotestantismen og især Schleiermacher nedtonede ”det døde bogstav” til fordel for ”den levende ånd” og dermed negligerede læsningens rolle i og for teologien
Bogen er inddelt i 10 afsnit, hvor Bader udover grundlæggende læse-begreber som ”bogstav og lyd” og ”skrift og sprog” blandt andet fordyber sig i forholdet mellem læsning og liturgi.
Det monstrum af en bog, som Lesekunst på enhver måde må siges at være, behandler gennemgående disse emner ved at gå fra det almene og skridt for skridt bevæge sig ind i det specifikke, nærmere bestemt det specifikt teologiske. Fra læsning som almenbegreb til læsning som teologisk disciplin.
Et godt eksempel på, hvad Bader gør, findes i hans behandling af forholdet mellem ”indre” ånd og ”ydre” bogstav. Et emne, som var yderst omdiskuteret i reformationstiden og har været det lige siden.
Bader viser, hvordan nyprotestantismen og især Schleiermacher nedtonede ”det døde bogstav” til fordel for ”den levende ånd” og dermed negligerede læsningens rolle i og for teologien.
Hvem kom så læsningen og læseteologien til undsætning? Det gjorde ifølge Bader såmænd de tidlige tyske romantikere med F. Schlegel i front, som uforvarende genindførte et element i den protestantiske teologi, som ellers var i fare for at forsvinde. Dette er blot ét eksempel på de tankevækkende genealogier, som Baders fremstilling er rig på.
I et medie som Kirke.dk må det være på sin plads at spørge, om denne teoretiske udredning så har en praktisk dimension?
I høj grad! Tænk på, hvor stor en rolle læsningen spiller i vores danske gudstjeneste. Læsning som lydlighed, som klang, som grundlag for den enkelte kirkegængers meditatio, og når vi sammen lytter til det, som én læser højt, som grundlag for fællesskab.
Hele kirkehistorien og hele Bibelen er genstand for Baders redegørelse, men der er alligevel noget, der vejer tungere end andet.
Med hensyn til Bibelen er det især Salmernes Bog. Baders grundlag er bredt og hans historiske overblik er suverænt. Men blandt alle de kirkehistoriske koryfæer, han inddrager, er det Martin Luther, der spiller den største rolle. Ikke som repristination (genindførelse, red.) af noget forbigangent, men som videreførelse af nogle grundlæggende hermeneutiske erkendelser og interessefelter, som findes hos Luther.
Luthersk kan Bader også siges at være i hans evne til bestandig at lade teologien konfronteres med sine egne rødder for på den måde at skabe nye erkendelser. Det gør Bader til én af vor tids mest interessante og udfordrende lutherske teologer.
Martin Ravn er sognepræst i Kokkedal Kirke.