Britta Schall Holberg, der døde som 80-årig sidste onsdag (23. februar 2022, red.), lagde en stor og fremragende indsats i dansk kommunal- og landspolitik i perioden 1970 til 1988. Blødersagen i første halvdel af 80erne klæbede dog til hende til det sidste: 90 blødere med sygdommen hæmofili blev smittet med HIV, fordi nødvendige blodpræparater ikke var tilstrækkeligt screenet for denne sygdom. Som minister blev hun i offentligheden holdt personligt ansvarlig. Dengang var hun midt i 40erne.
Men Britta Schall Holberg gav ikke op. Hun ydede også efter ministertiden, og senere som menigt medlem af folketinget en stor og aktiv indsats, ikke mindst i forhold til folkekirken, hvor hun i perioden 1990 til 2014 fik afgørende indflydelse. Det skal være fokus i disse mindeord.
I april 1990 blev hun således den første, og særdeles markante, formand for det nyskabte Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
Loven, der gjorde det mellemkirkelige arbejde til en officiel del af folkekirken, blev vedtaget i 1989, mens Torben Rechendorff (K) var kirkeminister, efter stor debat: Ville det udvikle sig til en slags kirkeråd, der udtalte sig om dette og hint på folkekirkens vegne? Ville folkekirkens særpræg forsvinde i en tværkirkelig eller økumenisk forhandling i internationale organisationer?
Målet var at finde en model, hvor mellemkirkeligt arbejde var netop - mellemkirkeligt. Det kunne Britta Schall Holberg stå inde for. Hendes fokus var mødet mellem mennesker, der arbejder kirkeligt. Mødet mellem sogne, mellem menigheder, mellem præster og biskopper. Inden for egen tradition. Ikke for at ændre egen tradition, men for at forstå andre og fortælle om eget. Her repræsenterede hun stærkt Fyens Stift. Ønsket om venskabsmenigheder var centralt, måske inspireret af den kommunale venskabsbyordning og tankegangen fra Foreningen Norden. Og Schall Holberg var en udpræget pædagog og en skarp kommunikator; ordet økumenisk blev konsekvent erstattet af ordet ’mellemkirkeligt’ i alle Rådets dokumenter.
Loven om det mellemkirkelige råd blev vedtaget 9. maj 1989. Muren faldt den 9. november 1989. Folkekirkens mellemkirkelige Råd havde sit første møde i april 1990, og Britta Schall Holberg førte an i det første netop mellemkirkelige initiativ, som måtte gå til central- og østeuropa, en besøgsrejse til kirker og menigheder i det daværende DDR og Tjekkoslovakiet. Her mødte hun kirkeledere fra vest og øst i øjenhøjde, uden at give køb på egen position.
Det samme var tilfældet, da Folkekirkens mellemkirkelige Råd i et uklart kompetence-samspil med folkekirkens biskopper afslog at lade den danske folkekirke tilslutte sig Porvoo-erklæringen som grundlag for samarbejde mellem de protestantiske bispekirker i Norden. Grunden var især en afstandtagen fra den svensk-finsk-anglikanske forståelse af apostolsk succession som pipeline tilbage fra Sankt Peter, en tankegang, der stod i centrum ved et centralt møde i Trinitatis Kirkes sognehus, hvor selveste ærkebiskoppen af Canterbury, den venlige George Carey, var mødt op for at overtale folkekirken. Men nej. Britta Schall Holberg ville beskytte vores biskopper, vi har anerkendt Bugenhagens brud med den katolske succession i 1537, de er udnævnt af Dronningen, og desuden har vi siden 1922 selv valgt dem, de har al den legitimitet, de har brug for, og vi vil ikke have dem vurderet som anden rangs.
Da folkekirken alligevel tilsluttede sig Porvoo i 2009, krævede det en signaturforklaring, der af Folketingets Kirkeudvalg blev drøftet ved et samråd med kirkeministeren, under forsæde af – Britta Schall Holberg, der i 2005-2011 igen var MF og i perioden 2007-11 formand for Kirkeudvalget.
Venstre havde kirkeministerposten i hele den periode, Britta Schall Holberg var tilbage som MF, først med Bertel Haarder (2005-07), der implementerede de ændringer i den kirkelige lovgivning, som fulgte af kommunalreformen, og dernæst med Birthe Rønn Hornbech (2007-11), der blandt andet fremlagde et aldrig gennemført lovforslag om åremålsansættelse af biskopper, men som også indførte stiftsråd som rådgivende udvalg på stiftsplan med adgang til at udskrive bindende stiftsbidrag til brug for kirkelige initiativer på stiftsplan.
Omkostningen var, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd nu ikke længere havde base i lokale valg – siden 2009 er det stiftsrådene, der udpeger stiftets repræsentant i Det mellemkirkelige Råd, og da man fortsat kan blive udpeget, uden at være medlem af et menighedsråd, provstiudvalg eller af stiftsrådet selv, indebærer det, at Det mellemkirkelige Råd i høj grad har fået sit eget, mere tværkirkelige og økumeniske liv.
Da regeringsmagten skiftede, ville socialdemokraterne, som det mange gange var tilkendegivet af Karen Klint (S) som mangeårig kirkeordfører sammen med Pernille Vigsø Bagge (dengang SF’s kirkeordfører), have en mere tilbundsgående undersøgelse af folkekirkens styre.
De borgerlige partier fik gennemført, at der skulle udpeges andre til dette udvalg end de sædvanlige repræsentanter for præsteforening, Landsforening af Menighedsråd, provster, biskopper og ministerier, og Britta Schall Holberg blev udpeget af Venstre.
På det første møde i udvalget blev der imidlertid foretaget en klar opdeling af udvalgets medlemmer i den (flertalsgruppe), der repræsenterede folkekirken og den, mindre, gruppe, der var politisk udpegede og derfor, som det lød, ikke repræsenterede folkekirken. Britta Schall Holberg, der havde både fødderne, sindet og sit politiske arbejde solidt placeret i folkekirken, fik dermed søgt frataget sin folkekirkelige legitimitet.
Hun blev rasende. Og det førte selvsagt til, at hun så planerne fra udvalgets flertal som netop det, hun havde frygtet mest: at en indergruppe i folkekirken søgte at gøre sig til herre over folkekirkens medlemmer, menighedsråd mv. Derfor kunne hun ikke støtte de flertalsmodeller, der blev fremlagt.
Hun forklarede situationen i et stort, kirkepolitisk interview til Informations lederskribent, David Rehling (1949-2021) den 31. maj 2014, dvs efter afslutningen af udvalgsarbejdet.
"Min model er, at vi får demokratisk legitimitet på økonomien og giver biskopperne indstillingsret, hvad angår folkekirkens indre anliggender, altså salmebog, bønner og ritualer," lød det.
Det er en model, der har tone fra I.C. Christensens kirkelove fra 1901 til 1922. Og fra den kirkelige lovgivning, mens hun sidst var medlem af folketinget med Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbech som kirkeministre. En model, der fastholder, at folkekirken er bygget op nedefra. Som bygger på medlemmernes, menighedens, kirkeskatteydernes legitime og aktive demokratiske ansvarlighed. Og som samtidig anerkender præsteembedets og bispeembedets legitimitet inden for rammen. En model, der måske i virkeligheden blev udviklet i det første mellemkirkelige råd, i et samvirke mellem de gejstlige medlemmer og den daværende formand, Britta Schall Holberg.
Æret være Britta Schall Holbergs minde.
Lisbet Christoffersen er professor i Ret og Religion, Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet; Adjungeret professor i Kirke- og Religionsret, Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet; Bestyrelsesmedlem, Selskab for Kirkeret; Medlem, Forskningsrådet for Samfund og Erhverv.