Der lever en falsk antagelse i visse dele af det kirkelige landskab. At synlighed i den offentlige debat er proportionelt lig med udbredelsen af kristendommen. Eller med andre ord, at offentlig debat er lig med at aflægge et personligt vidnesbyrd. Det er ikke mindst en udbredt holdning på den kirkelige højrefløj.
Det er forkert af flere grunde og her kommer et par tanker om det.
For det første er offentlig debat karakteriseret ved konfrontation, meningsforskelle og markeringer. Det er en afmærkning af uenighed. Her gælder fornuftens fællesmængde, som digteren Søren Ulrik Thomas har skrevet, og præmissen for debatten er, at man må finde de bedste argumenter frem i forsøget på at overbevise andre. Vidnesbyrdet har en anden struktur, fordi det ikke kan måles restløst på argumentets kvalitet, og det gør sig derfor dårligt på ideernes markedsplads.
Mediernes magt
For det andet er medierne udtryk for en magt, som har sine egne diskursive regler, og kristendommen har svært ved at blive kommunikeret troværdigt ad denne kanal. I sin meget omtalte formandsberetning fra Indre Missions årsmøde, som blev rapporteret af Kristeligt Dagblad, sagde Hans-Ole Bækgaard: ”Vi må derfor indse, at vi skal forkynde evangeliet fra det, man kan kalde kanten af samfundet, og gøre det på en anderledes måde. Ikke fra de bonede gulve.”
”Samfundets kant” kan forstås som hverdagens relationer. Der hvor de fleste af os lever vores liv. I den forstand er jeg enig. For kristendommen handler om en personlig relation mellem skaber og skabning. Og det er derfor, kristendommen formidles som vidnesbyrd. ”Vil du høre, hvad jeg har set, oplevet, erfaret, er blevet overbevist om?”
I offentlig mediedebat bliver det hurtigt klægt og påduttende, i mellemmenneskelig samtale kan det blive jordnært, vedkommende og eksistentielt relevant. Troen kan vokse frem i det personlige vidnesbyrd, hvor nølen og tøven, tvivl og afmagt får lov at være små nuancer sammen med afklarethed og jubel, håb og hengivenhed.
Bliv i debatten
Men – og det er en tredje observation – det betyder ikke, at kristne skal trække sig fra den offentlig debat. Pointen her er kun, at vi skal kende præmisserne. Den amerikanske forfatter Rod Dreher gjorde sig i 2017 bemærket med bogen The Benedict Option, hvor han argumenterede for, at kristne burde trække sig tilbage fra den amerikanske offentlighed, fordi det dekadente samfund er ved at gå under i sin egen depravation. Èn af bogens pointer er, at kristnes deltagelse i den offentlige debat er frugtesløs, fordi man er stigmatiseret på forhånd. Man er kun indbudt til samtalen for at være den, de andre kan tage afstand fra.
Danmark har bare en helt anden fælles offentlig samtale end USA, og vi har også et langt mere homogent samfund, der sikrer en bredere repræsentation af de relativt små forskelle, der er mellem os. Derfor er Drehers nye monasticisme ikke appellerende i vores kontekst.
Jeg kan dog godt være enig i, at det ville gavne den offentlige debat med en større repræsentation af det, vi kalder ”konservativ kristendom”. Dels fordi jeg mener, at det ofte er her, det gode standpunkt findes. Dels fordi den offentlige debat ikke undgår det almindelige konformitetspres, som gælder i alle mellemmenneskelige forhold. Med andre ord, så har vi brug for som mennesker og fællesskaber at lade vores synspunkter trykteste af andre, ellers sander vi til. Og her kan konservative marginalpositioner være nyttige korrektiver til den kulturelle konsensus – men de må naturligvis følge spillereglerne for fornuftens fællesmængde for at kunne deltage.
Den offentlige debat kan derfor lære os meget. Kristne skal ikke isolere sig, for det er sundt at være en del af en offentlig samtale, der tryktester holdninger og synspunkter. Min pointe her er blot, at kristne ikke skal deltage på den arena med håbet om at få privilegeret adgang til at sige noget personligt. Og uanset hvor prominent en plads, en kristen debattør får i den offentlige debat, kan det ikke gøres ud for det personlige vidnesbyrd, vi alle må række. Hverken Sørine Godtfredsen, Jens Ole Christensen eller Lars Sandbeck kan profilere os ud af kirkens akutte behov for at dele evangeliet over ligusterhækken eller i baggården.