Universitetsteologerne Margrethe Kamille Birkler og Anders-Christian Jacobsens dogmatik-lærebog "Frygt ikke" har foranlediget en del samtale.
I Kristeligt Dagblads anmeldelse blev bogen anklaget for at "knytte kristendommen til wokeisme, identitetspolitik og postkolonial teologi". Og i dag [fredag den 7. juni] advarede kirkeminister Morten Dahlin i P1 Morgen mod at "spænde folkekirken for en identitetspolitisk vogn".
Jeg vil ikke begive mig ud i en anmeldelse af bogen, men blot knytte en kommentar til den allerede igangværende debat.
Bogen er blevet kritiseret for at gøre gudsbegrebet flydende, nærmest for at have foretaget en kønsskifteoperation på den almægtige, og forfatterne er blevet skudt i skoene at tale wokeismens sag (og det skal her forstås som noget negativt).
Det ser ud til, at der er flere der har en holdning til "Frygt ikke", end der er folk, der rent faktisk har læst den. Eller i hvert fald læst den grundigt. Flere udsagn om benævnte bog ligner i min optik mere et resultat af en fordomsfuld skimning end en oprigtig nærlæsning.
Bogen er en indføring i dogmatik, og en af dens styrker er, at den rent faktisk opridser en ganske bred palet af de tanker og ideer, der op gennem teologihistorien har formet os.
Så man skal spænde hjelmen for lige holde sig for øje, hvornår det er forfatterne, der taler, og hvornår det er de teologer, der henvises til, der er den egentlige stemme bag udsagnene.
Midaldrende, ciskønnede mænd kan slå sig
En anden styrke i bogen er, at den medtager en god portion af ganske nye teologiske strømninger. Feministisk teologi, womanism, øko- og klimateologi og det nyeste skud på stammen: queer-teologi.
Det kan midaldrende ciskønnede mænd godt slå sig på. Det kan jeg i hvert fald, den indrømmelse vil jeg gerne give. Jeg er 49 år gammel og uddannet i en mere systematisk teologisk tænkning end den, der her i bogen lægges op til. "Frygt ikke" har det anliggende at præsentere en anden tilgang, nemlig den konstruktive teologi.
Og det fordrer netop, at en mangfoldighed af forskellige erfaringer tages med i betragtning. Det kan være lidt vanskeligt for os, der er så gamle, at vi er formet dengang, verden (tilsyneladende) var en mere homogen størrelse.
Jeg tror bare, at vi er nødt til at erkende, at de yngre generationer helt naturligt opererer med mere flydende begreber. Det er en udvikling, der siden nullerne har bredt sig fra især den nordamerikanske universitetsverden til den europæiske og også ud over universiteterne til de yngre generationer.
Derfor skal vi gamle præster også bare prise os lykkelige over at få lov til at have vores konfirmander. Så har vi da i det mindste mulighed for at have fingeren lidt på pulsen. Men det hører til en anden debat.
Flere erfaringer giver flere farver til paletten
Når der således for eksempel i den feministiske teologi eller i womanisme tales om Gud i hunkøn, så er det ikke en afvisning af talen om Gud i hankøn. Men derimod en erfaringsbaseret afgrænsning.
For en stor del af os er det jo let at identificere os med en maskulin billedtale om Gud, men for godt og vel halvdelen af menneskeheden er det måske ikke så indlysende. Hvorfor ikke give plads til det? Måske kan man ovenikøbet lære noget af andres erfaringer.
Vi har jo allerede været igennem første runde, der handlede om racisme. Dengang hvor flødebollen fik sit nye navn. Det tog også lidt tid for nogle af os helt at fatte, at man altså ikke kan have ord i sit vokabular, der af historiske grunde er voldsomt undertrykkende for store grupper af vores medmennesker.
Her på bagkanten er det jo helt indlysende, hvor ondt det er at ville fastholde historisk belastede ord, bare fordi man ikke lige selv har en erfaring af dem som racistiske.
Nu er vi så nået til kampen om talen om køn, der bryder med det historisk set normative.
Al tale om Gud – den kønnede inklusiv – er jo billedlig, metaforisk, symbolsk eller hvordan man nu vil formulere det, så hvorfor ikke tilføje flere farver til paletten. Det hjælper os vel blot til at indkredse det uudgrundelige til endnu større forundring.