Når et så mættet og voldsomt ritual som en britisk kroningsgudstjeneste ruller over millioner af skærme verden over, sidder seerne sikkert tilbage med enten benovelse eller forargelse.
På de sociale medier er det nok mest de forargede, der får afløb: Ritualet er uden forbindelse til vores virkelighed. Det er et udtryk for pomp og ødselhed. Det er en hån mod modernitet, social ubalance, ja, endog klimakrisen er set inddraget i kritikken af ceremonien.
Det er måske en lidt nørdet øvelse, men hvad nu hvis man bruger lidt tid og tankekraft på at analysere ritualet og dets billeder på dets egne præmisser i stedet for at fortolke ritualet som en form for svar på vores materielle erfaringer og spørgsmål, hvad enten de er individuelle eller fælles?
Ritualet er naturligvis ældgammelt, og dets rødder skal ifølge ritualet selv findes i de jødiske kongers kroning med Davids som den mest prominente. Davids søn Salomons kroning nævnes i det britiske musikalske udstyr under den salvelseshymne, som synges af koret, mens kongen, afklædt til noget, der ligner en natskjorte, føres bag en skærm for at blive salvet på hoved, bryst og hænder: “Præsten Sadok og profeten Nathan salvede Salomon til konge”. Ritualet for Salomons salvning står beskrevet i 1. Kongebog.
De dybeste og tungeste billeder i ceremonien er dog de meget visuelle, der følger umiddelbart efter salvningen. Her modtager kongen sine regalier under forskellige forbønner og formaninger, og til sidst er kongen så at sige bundet på hænder og fødder og kan ikke længere bevæge sig for bare tunge kåber og tunge gyldne stave og stænger.
Endelig sættes kronen på hans hoved, og fra det øjeblik kan han ikke se hverken op eller ned. Sølv, guld og ædelstene tynger ham så meget, at han på samme tid er viklet ind i pragt og er fuldstændig blottet for handlemuligheder. Han kan dårligt heller gå, og han må føres rundt af prælater til støtte, når han skal forcere trapper og gå forskellige ruter rundt i Westminster Abbeys mægtige alterrum.
Her er billedet meget tydeligt, i hvert fald hvis man tillader sig denne tolkning: Det er en destruktion af mennesket som autonomt væsen. En ydmygelse over for Gud og mennesker. Det er Kristi tornekroning, spotten, hånen, pinen – og naturligvis gennem al denne nedgørelse, og det er så konklusionen: ophøjelse til ære og herlighed. Ligesom også den ydmygede Jesus blev ophøjet som Kristus, den salvede.
I enhver gudstjeneste handler aktørererne på hele kirkens vegne. Ved kroningsceremonien bliver det meget tydeligt i nadverhandlingen, hvor kun ærkebiskoppen og kongen og enkelte andre modtager sakramentet. Det er igen et element, der kan forarge mange, men hvis man tolker denne påfaldende begrænsning, står det tydeligt frem, at kongen tager sakramentet på folkets vegne.
Og her bringes rig og fattig pludselig baglæns ind i salvelsen og kroningen. Kongen er allerede som person og individ destrueret – det er en konges lod og tunge byrde – og kongens folk er trådt i stedet. Landet, riget, vi kan kalde det mange ting, men i sidste ende er der tale om, at alle kongens undersåtter i sådan en ceremoni bliver forenet til ét med kongen, som igen på både billedlig måde og konkret i nadverens sakramente forenes med universets konge og kirkens herre.
Det sidste blev i øvrigt denne gang understreget, da repræsentanter fra andre kristne kirker og også andre religioner spillede en rolle eller i det mindste deltog med formelle hilsner under ceremonien. Et smukt eksempel på, hvordan et tilsyneladende moderne og nyt tiltag kan hjælpe til at understøtte de ældgamle billeder.
Verden er efterhånden tømt for disse billeder, som for vores forfædre var en mere naturlig del af hverdagen. Efterhånden er kirkerne de eneste steder, hvor vi møder dem i fri dressur, både i form af ophængt og udstillet levende kunst og i form af ritualerne.
Ellers er billeder noget, man kan se på et museum, hvis man har råd og overskud, men her er billederne frarøvet deres kontekst og dermed også i høj grad deres virkekraft. Billedtabet har gjort os fattigere, fordi de forskubber os, væk fra det underlæggende fællesskab, som vi i kirken kunne kalde evigheden, og over mod en mere praktisk og økonomisk styret materialisme, som måske er produktiv, men hvor sjælen bliver taget til fange.
Jeg kunne ønske mig, selvom det næppe er realistisk, at vi i fremtiden igen kunne se danske konger og dronninger salvet og kronet. De turbulente år omkring 1849 fik afskaffet (eller i skyndingen glemt) salvelsesritualet, men måske skulle man gentænke og genindføre et ritual, hvor alle vi borgere i det danske kongerige kunne få lov at tage Jesu byrder og smerter på os og siden opnå herlighed i fællesskab med ham – gennem kongens eller dronningens symbolske handlinger.