Dengang, der var noget, der hed krigen mod terror, var der præster og andre teologiske debattører både med og uden militæruniform, som satte både himmel og jord i bevægelse i argumentationen for kampens nødvendighed.
Men nu, hvor fjenden ikke er lille og vanvittig, men stor og snedig, synes de samme stemmer påfaldende tavse – eller er jeg bare blevet døv og uopmærksom?
Når jeg siger ”himmel og jord” mener jeg, at man brugte både almindelige, politiske argumenter, men man tog også historien, skæbnen, teologien, identiteten og sågar mytologien ind som argumenter.
Jeg har været præst i Forsvaret i 25 år, og jeg tilhører den del af den folkekirkelige bredde, som typisk ikke ville tage himlen til indtægt for kampens nødvendighed, og jeg respekterer og nyder samtidig, at den fulde bredde både skal være til stede og artikulere sig.
Men jeg er tættere end nogensinde før på at tage himlen ind i min tænkning om militær konflikt.
Krigen i Ukraine står mellem på den ene side et folk, det ukrainske, som tilsyneladende ønsker at gå i retning af vesterlandsk demokrati (der er lang vej!) overfor en totalitær antidemokrat, Putin.
For mig minder demokrati om noget himmelsk: Oplysning og samtale; man bliver klogere, mens man taler sammen. ”Med venner i lys vi tale”. Det totalitære er modsat: Man bliver dummere under enetalen.
Det er naturligvis mine følelser, der er ved at løbe af mig. Følelser skal imidlertid være under kontrol, når man er i en organisation, der har adgang til voldelige midler. Forsvaret har adgang til vold, og jeg er ansat i Forsvaret.
Følelsen handler om skam, og den giver mig lyst til at kæmpe og skrige. Jeg skammer mig over ikke at være i Ukraine lige nu. Jeg har afprøvet min faglighed i forskellige militære kontekster og jeg ville ønske, at der var brug for mig i Ukraine, men det er der ikke.
Min lyst til at kæmpe, må jeg tøjle, da jeg er nonkombattant. Min lyst til at skrige må jeg omforme i demokratiets navn. Skriget og hylet har noget totalitært over sin ensidighed og skal formes til dialog.
Og jeg begynder med et spørgsmål – hjælp min hukommelse: Hvem talte og skrev dengang? Og hvor er I nu?