En gave, der ikke forlanger en modgave.
En ytring, der ikke forlanger et svar.
Vi er uendelige.
Ursula Andkjær Olsen i ”Det 3. Årtusindes hjerte”, s. 87.
”Vi lever i en tid, hvor man skal være meget social. Man skal være ude og på og halløj,” siger Ursula Andkjær Olsen, forfatter og underviser på forfatterskolen.
Selv holder hun af at være alene. Hun sætter pris på det rum for stilhed og refleksion, som hendes forfattervirke skænker hende.
Ofte sidder hun i karnappen i lejligheden på Amager i København. I en petit, rød sofa. Ved spisebordet. Med udsigt til susende trafik. På sofaryggen ligger et grønt krybdyr, vel at mærke et tøjdyr, og puderne er formet som et sneglehus og en skildpadde. Hun er omgivet af sin 9-årige søns Lego, et flygel, der fylder det ene af lejlighedens tre værelser – og bøger. Både skønlitteratur og faglitteratur. For tiden er hun optaget af den franske filosof Derridas værk om gaven, 'Donner le temps' (værket er ikke oversat til dansk, men på engelsk er titlen 'Given time', red.). Hun holder af den indre dialog, der opstår mellem hende og den tekst, hun læser.
Hun føler sig privilegeret over denne mulighed, fordi vi lever i en verden, der konstant afkræver os svar. På sociale medier skal vi opdatere, kommentere og ”like”.
Hun mener, der i prædikenen kan ligge et værdifuldt modsvar til dette livsvilkår.
”Præstens prædiken behøver man ikke at ’like’. Det håber jeg i hvert fald ikke. I prædikenen får man ord, der ikke kræver en umiddelbar respons. Her skabes et rum, hvor der er mulighed for at sidde og tænke sammen med nogle andre, men dog indeni sig selv.”
Det samme, mener hun, gør sig gældende i læsningen.
”Det, der nemt sker i en travl tid, er, at man ikke har tiden til at tænke konsekvenserne af en holdning igennem. Men dem har vi brug for at få frem.”
Hun ser dette arbejde som en opgave for forfattere. Men i høj grad også for præster.
Begge faggrupper arbejder med – og har tid til – at læse, fortolke, reflektere over og skrive tekster.
”Har man et almindeligt arbejdsliv, kan det være vanskeligt at finde tid til igen og igen at spænde sin bevidsthed ud mellem øst og vest. Nogle gange tænker jeg over, hvad det giver af mening at være forfatter. Nogle redder liv, og andre lærer børn alt muligt. Jeg sidder bare her. Men, tænker jeg, der kan være en vis fornuft i det, jeg gør, hvis jeg formår at tvinge mig selv til konstant at holde verden åben,” siger hun.
”Det at forsøge at forstå andre mennesker, er et arbejde, der skal gøres, for ellers accepterer man, at verden er sort-hvid. Man falder nemt til ro i, at man ved bedre end andre. Og det synes jeg er en dårlig måde at være til på.”
Her kan prædikenen – ligesom litteraturen – udgøre et refleksivt rum, hvor man søger at forstå mennesker, der er anderledes end en selv, og holdninger, der strider mod ens egne.
Hvad det angår, er Ursula Andkjær Olsen på hjemmebane. Men, understreger hun, en prædiken er ofte mere end en refleksion. Den rummer også et vejledende element. Her er hun på udebane.
”Jeg har stor respekt for, at man tager en rådgivende rolle på sig, men jeg føler mig ikke som en rådgiver. Det kræver en helt særlig sikkerhed i forhold til, hvad der er godt og dårligt for den enkelte, som jeg slet ikke har,” siger hun.
Men den refleksive del af prædikenen vil hun gerne forholde sig til.
Det var også den tilgang, hun lagde for dagen, da hun i 2012 blev inviteret til at holde en forfatterprædiken i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København.
Sognepræst Rasmus Nøjgaard sendte invitationen på mail.
Det gav hende tid til at overveje sit svar.
Det at forsøge at forstå andre mennesker, er et arbejde, der skal gøres, for ellers accepterer man, at verden er sort-hvid. Man falder nemt til ro i, at man ved bedre end andre. Og det synes jeg er en dårlig måde at være til på
Ursula Andkjær Olsen
Hun var umiddelbart betænkelig ved at takke ja, da hun ikke havde lyst til at genere nogen. Det skulle ikke føles som en hån for nogen. Hun er ikke døbt og betegner sig selv som kulturkristen.
”Men præsten forklarede, at prædikestolen ikke er et helligt sted. Den er det sted, man diskuterer teksten. Den er et åbent sted. Det synes jeg er ret smukt.”
Med det på det rene, takkede hun ja. Beæret over, at hun var blevet spurgt.
Hun begyndte sin forberedelse med at kopiere prædikenteksten ind i et Word-dokument. Så gik hun til og fra teksten og summede over den i en måneds tid. Så satte hun sig ned og skrev sine umiddelbare tanker ned. Så tænkte hun videre. Kom i tvivl. Tænkte videre og kom nok en gang i tvivl. Alt sammen nedfældede hun, og den reelle proces er afspejlet i den færdige prædiken, som efterfølgende blev udgivet af Gyldendal sammen med de øvrige 15 forfatterprædikener, der blev holdt i Sankt Jakobs Kirke tilbage i 2012.
Læs Ursula Andkjær Olsens forfatterprædiken her.
”Når man laver en første nedfældelse, går væk og kommer tilbage, sker der det, at det, man selv har skrevet, bliver til tekst. Det er mærkeligt, men fantastisk, at det, jeg selv har skrevet, også bliver en ydre virkelighed for mig. Så kan jeg se på teksten igen og spørge: ’Synes jeg nu også det?’. Ofte vil teksten så kalde på en yderligere uddybning,” forklarer hun.
Da hun så var nået til et punkt, hvor hun oplevede sig færdig med prædikenen, kom hun nok en gang i tvivl. Det føltes som om, hun ødelagde det, hun netop havde bygget op. Det føltes som en fejl.
”Men jeg måtte have den tvivl med. Jeg kunne ikke lyve mig til en sikkerhed eller et facit, jeg ikke havde. Men det føltes som om en fejl,” husker hun tilbage.
Men når hun sidenhen har genlæst prædikenen, kan hun se, at det ikke var en fejl.
Hun fortæller, at den proces minder meget om den måde, hun normalt arbejder på.
Og her er det modsætningsfyldte et kodeord. Og et godt redskab.
”Jeg har svært ved at falde til ro i en sætning, der ikke rummer modsætningen. Hvis man kun har ét punkt, så kan man kun stå der. Men har man bare to punkter, har man allerede mulighed for at udfolde en linje eller et rum, hvori man så kan arbejde. Man kan ikke lave meget i et punkt, og det er nemt at sidde der og blive utrolig glad for sig selv og sin egen holdning til livet,” siger hun.
Ursula Andkjær Olsen prædikede over Lukasevangeliet kapitel 11, vers 14 til 28, hvor Jesus uddriver en dæmon, og folkeskarerne anklager ham for at uddrive den ved Beelzebul. Hertil svarer Jesus: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde (…)".
En tekst, der umiddelbart ikke kan læses på andre måder end én: Splid og konflikt er af det onde.
Men står man med en tekst, der ikke umiddelbart rummer en modsætning, så må man selv italesætte den. Og det gjorde hun ved at spørge, om ikke forestillingen om at udrydde al splid, alle konflikter, alle modsætninger i virkeligheden er mere problematisk.
Hun skrev i sin prædiken:
”Eller sagt på en anden måde: Aldrig nogensinde at omfatte en modsætning, det kan man også kalde fanatisme (…) Altså, jeg kom frem til, at forestillingen om at udrydde modsætninger, udrydde splid og konflikt for at lave det perfekte konfliktfrie fællesskab, var meget PROBLEMATISK.”
Men så var det, at tvivlen ubelejligt meldte sig og krævede sin plads:
”Bør jeg ikke – bare en gang imellem – feje mit indre og indrømme: Jeg drømmer om det konfliktfrie. Jeg længes efter et sted uden splid. Jeg er imod døden!”
”Det var helt rigtigt, at denne tvivl skulle have sin plads, selvom jeg følte, at jeg ødelagde min prædiken. Man kan godt holde fast i længslen efter enhed, det konfliktfrie, uden at være blind for, at sådan hænger tingene ikke altid sammen. Jeg har erfaret, at man tit har modstridende følelser, og det er okay. Man skal ikke udrydde halvdelen af sig selv, for at det kan passe ind i det pæne billede af verden eller én selv,” siger hun.
At åbne prædikenteksten op ved at tænke i modsætninger, er et greb, man også kan gøre brug af, når man skal prædike over en tekst, der er prædiket over til uigenkendelighed. På tidspunkter, hvor man føler, at der ikke er noget nyt at sige.
På stående fod foreslår Ursula Andkjær Olsen, at man kunne lade sig inspirere af at omformulere Jesus ord ”Lad de små børn komme til mig” til ”Lad de gamle røvhuller komme til mig.”
Og teksten om den barmhjertige samaritaner kunne man vende på hovedet ved at forestille sig en morale der lød: Du må ikke være barmhjertig!
Ursula Andkjær Olsen hopper på hovedet ud i et tankeeksperiment:
Hvis man nu gik empirisk til værks og noterede sig henholdsvis alle de gange, hvor man måtte lægge bånd på sig selv eller ofre noget for at udvise barmhjertighed og henholdsvis alle de gange, man måtte gøre det samme for at undvige et naturligt instinkt til at udvise barmhjertighed.
”Så tror jeg, man vil erfare at buddet om ikke at være barmhjertig er ligeså svært at udleve som et påbud om barmhjertighed,” tænker hun højt.
Hun kommer i tanke om en antologi, hun for nylig har læst: ’Kampen om mennesket. Forskellige menneskebilleder og deres grænsestrid’. Her illustreres det, fortæller hun, hvordan mennesket på én og samme tid rummer flere modsatrettede sider.
I bogen præsenteres otte forskellige menneskebilleder, der i dag kæmper en kamp om forståelse, blandt andet ’Homo economicus’ eller på dansk, det økonomiske menneske. Det er et menneskebillede, hvor man antager, at mennesket altid sætter sig selv og sin egen fordel først. Men i bogen lyder det, at mennesket har flere facetter. De konkurrerende menneskebilleder er alle gyldige, men har hver deres grænser for, hvad de kan levere forståelse om.
”Ved at tænke i modsætninger kan man altså åbne op for ellers lukkede positioner,” opsummerer hun.
En anden oplagt måde at åbne bibelteksten på er gennem skønlitteraturen. Faktisk mener Ursula Andkjær Olsen, at litteraturen ikke bare er en oplagt inspiration i arbejdet med en prædiken, men slet og ret er svær at komme uden om.
”Det er ikke fordi, det er nødvendigt at inddrage skønlitteratur i sin forberedelse, men jeg vil tro, at mange har en følelse af, at det er svært at undgå. Det nye Testamente er fyldt med litterære billeder, og den vestlige litteratur er fuld af tekster, der arbejder med de samme billeder,” siger hun.
Derfor, tror hun, kan skønlitteraturen være en nøgle til at få flere mennesker i kirke – og til at få flere tilhørere til sin prædiken.
”Bibelen er skrevet i en tid, der er meget fjern fra vores, det må man sige. Og de bibelske tekster kan på nogen virke så fjerne, at det kan være svært at forholde sig til. Her er prædikens formål at bringe dem tættere på, og her tror jeg skønlitteraturen kan være en hjælp.”
Hun forklarer, at megen skønlitteratur behandler mange af de samme emner, som de bibelske tekster gør.
”Men, de vil være fortalt på en anden måde, og fordi teksterne er skrevet i nyere tider, kan de være med til at bringe det, som står i bibelteksterne, tættere på.”