For efterhånden længe siden skulle jeg anmelde en bog af den britiske kirkehistoriker, Alec Ryrie. Bogen hedder ”Unbelievers” og fortæller på suveræn vis om de emotionelle forudsætninger for ateismens opkomst i Vesten.
Selvom bogen har mine varmeste anbefalinger, er det ikke pointen her. Det er i stedet at bringe et citat, som slog en tone i mig, som har klinget siden: ”Jeg er en troende med et ømt punkt for ateisme … som mange andre karakterer i min bog, finder jeg en ærlig ateisme meget mere ærværdig og kraftfuld end religionen hos mange af mine medtroende.”
Sådan har jeg det ofte også. Store flader af det kirkelige landkort appellerer ikke til mig, særligt på grund af den måde, der bliver talt om troen på. Og hvordan den praktiseres, ikke mindst.
Hyppigt finder jeg endda mig selv nikkende, når jeg læser kritiske diskussioner af kristen teologi og praksis, og jeg føler mig tit tættere på den ransagende tvivler end den karske karismatiker. Meget af det er naturligvis min psykologi, men ikke det hele, bilder jeg mig selv ind.
Religionskritik er en dybtgående undersøgelse
Derfor burde det glæde mig, at jeg ofte støder på den pointe, at én af kristendommens iboende styrker er evnen til selvkritik. Religionskritik fylder jo en del også i de bibelske skrifter, og der er en både levende og rå tradition for intern og ekstern kritik op gennem kirkens historie.
Nogle gange er det dog også et lidt letkøbt sabelsving at pege på religionskritikken som en størrelse, der beriger kristendommen. For hvad er religionskritik overhovedet? Og er den altid konstruktiv? Ikke at indsatsen behøver at være konstruktiv for at være berettiget, men skal den stimuleres og fremelskes, må man vel kunne pege på nogle frugtbare anliggender.
Ordet ”kritik” skaber i dagligtale ofte negative associationer af fejlfinding eller måske endda fordømmelse. Men ordet må her forstås mere neutralt, sådan som for eksempel filosofferne David Hume og Immanuel Kant gjorde det i titlerne på nogle af deres mest berømte værker som ”An Inquiry Concerning Human Understanding” og ”Kritik der reinen Vernunft”. Her betyder kritik en dybtgående undersøgelse og bedømmelse, og det er, hvad religionskritikken sigter til.
Så langt så godt. Kritik er en undersøgelse, men hvad skal kirken bruge den dybtgående undersøgelse til og på hvilke områder?
Tre typer af religionskritik
Jeg foreslår, at religionskritik kan betyde mindst tre ting, og at kirken har brug for alle tre vinkler.
For det første kan det være en undersøgelse af religionens negative og positive konsekvenser for samfundet. Religion bidrager med meget godt, for eksempel når troende kæmper for social retfærdighed, når der etableres diakonale projekter eller når mennesker inspireres af deres tro til at være opofrende i det lokale foreningsliv som frivillige.
Religion kan også gøre samfundsmæssig skade i form af negativ social kontrol, værdimæssig konservatisme eller føre mennesker ud i misforståede voldshandlinger i troens navn.
For det andet kan det være en undersøgelse af, hvordan religion udøves i konkrete menneskers liv, og hvilke negative og positive konsekvenser det får for det enkelte menneskes selvudfoldelse.
Positivt kan det fylde éns liv med mening, en oplevelse af at være villet og elsket og give håb for fremtiden. Negativt kan det binde mennesker i skadelige tankemønstre, hvor verden opdeles i ”os” og ”dem”, og subkulturers idealer for liv og tjeneste kan trælbinde psyken og fjerne forståelsen for livets skyggesider.
For det tredje kan det være en undersøgelse af religionernes teoretiske indhold, eller hvad man kunne kalde deres sandhedsprætention. Hvad hævder en given religion om virkeligheden, og hvilke konsekvenser får det? Positivt står kristendommen for eksempel som en utrolig gennemreflekteret religion med to tusind års praksis for kritisk tænkning.
Der er velbegrundede indlæg i de fleste filosofiske og religiøse debatter, en rig tradition at trække på i de fleste situationer. Negativt kan religiøse doktriner skygge for nye indsigter eller i værste fald diskriminere ubegrundet ud fra et ønske om at varetage en forstenet positions perspektiver.
Et forsigtigt ønske
Pointen her er ikke så meget, om jeg har ramt rigtigt med mine eksempler under hver af de tre kasser. Mere om ikke disse tre kasser udpeger vigtige arenaer for dybdeborende religionskritik. Min fornemmelse siger mig, at de fleste kirkefolk er enige i de første to gruppers relevans. Den tredje gruppe er mere sprængfarlig, for her er vi uenige om, hvilken retning kritikken skal tage.
Nogle vil hævde, at det er ukristeligt at nå frem til faste konklusioner, fordi vi dermed overskrider en grænse for, hvad mennesker kan sige om det ubegribelige. Andre vil hævde, at kristendommen har et sandhedsindhold, der adskiller den fra andre livssyn og som er uopgiveligt, hvis ikke kristendommen skal forvitre.
Karikeret kan man derfor sige, at nogle hævder, at der ikke er noget sandhedsindhold at undersøge og forsvare, mens andre mener, at der ikke legitimt er noget sandhedsindhold at kritisere.
Vi kommer til at se denne spænding i fuld udfoldelse de kommende år, når vi på samme tid skal have dåbskommission, nadverkommission, en ny bibeloversættelse – og måske også en salmebogskommission, hvis det står til flere.
Et forsigtigt ønske kunne her være, at alle religionskritikkens dyder kommer i spil på en sagligt relevant og konstruktiv måde, også når det handler om den tredje type af religionskritik.