Regeringen vil stramme lov om trossamfund. Det meddelte den vikarierende kirkeminister, Thomas Danielsen (V) forleden. Erklæringen blev fremsat flere gange under et samråd i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Baggrunden er en mistanke om, at imamer medvirker til at tvinge mindreårige ind i et muslimsk samlivsforhold. Ægteskab i juridisk forstand kan der ikke blive tale om, hvor parterne er under 18 år. Nogen dokumentation for ulovlig tvang kunne ikke fremlægges på samrådet. Den eneste sag, hvor der måske var tale om ulovlig tvang, var blevet sluttet af politiet uden tiltalerejsning.
At der ikke er nogen dokumentation for strafbare forhold, forhindrede imidlertid ikke Thomas Danielsen i at love, at regeringen vil stramme lov om trossamfund.
Hvordan man vil stramme, og hvordan det skulle forhindre ulovlig tvang, var der ingen i udvalget, der interesserede sig for. Der var alene tale om politiske markeringer. Den fungerende kirkeminister Thomas Danielsen undlod at gå i detaljer med hensyn til udformningen af de bebudede stramninger.
Det var meget klogt af ministeren. For det er både meget trist og komplet latterligt, hvis regeringen virkelig tror, at man kan bilde befolkningen ind, at man kan dæmme op for ulovlig tvang ved at skærpe betingelserne for at få tilladelse til at forrette vielser med juridisk gyldighed.
Grundloven sikrer, at trossamfund frit kan dannes
At forrette vielser kræver naturligvis en særlig tilladelse, da vielsesforretteren udøver en offentlig myndighed. Tilladelsen er derfor betinget af blandt andet sprogfærdighed i dansk og viden om ægteskabsret. Det er klart, at ministeren sagtens kan opstille skærpede krav til sprog og juridisk indsigt i ægteskabsretten. Men det er et slag i luften og intet andet.
Ved at stramme kravene for eksempel til de juridiske kundskaber og ved at gøre det lettere at inddrage tilladelserne kan regeringen påstå, at den har skærpet kravene. Men det, som ministeren ikke gør klart i det åbne samråd, er, at sådanne skærpelser er totalt ligegyldige.
Det kan nemlig slet ikke kræves, at et trossamfund er godkendt. Langt mindre kan der stilles krav om, at trossamfundene har forkyndere, der har tilladelse til at forrette vielser. Det forhindrer Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed.
Når man er gift på rådhuset, er der fri leg for trossamfundene til at fejre brylluppet med alle mulige ceremonier, som statsmagten overhovedet ikke kan blande sig i. De religiøse ceremonier har ikke mere retsvirkning end den vielse, som et barn foretager af to dukker.
Naturligvis kan regering og folketing indskrive nye krav i loven. Men hvad hjælper det? Når ingen kan tvinges til at opfylde betingelserne, fordi ingen kan tvinges til søge om vielsestilladelse, hjælper det jo ikke at ændre ordene på et stykke papir. Denne papirøvelse hindrer naturligvis heller ikke et eneste tvangsægteskab.
Det eneste man opnår med disse stramninger er, at man gør det endnu vanskeligere for kristne trossamfund og muslimske menigheder, der ønsker vielsestilladelse. Konsekvensen bliver naturligvis, at endnu flere trossamfund dropper vielser med juridisk gyldighed og koncentrerer sig om den religiøse fest efter forudgående vielse på rådhuset.
Hvis trossamfundene i højere grad undlader at bede om godkendelse og vielsesbeføjelse, bliver friheden større. Statsmagten kan ikke true med inddragelse af godkendelser, da der jo netop ikke er søgt om godkendelse og tilladelse. Dermed kan staten heller ikke blande sig i trossamfundenes ritualer, medmindre loven er overtrådt for eksempel ved at en sekt har et ulovligt formål.
Det kan blive ret morsomt at følge, hvordan Kirkeministeriets embedsmænd vil udforme en stramning, der alligevel ikke kan opfylde det erklærede mål at undgå tvangsægteskaber. Og endnu mere interessant vil det blive at måle sandhedsværdien i ministerens propaganda, når budskabet skal sælges.
Trist, at religionsudøvelse igen gøres til prügelknabe
Det er trist, men desværre ikke overraskende, at regeringen og flere politiske partier igen gør borgernes tro til prügelknabe. Det er trist, at lovgiverne igen blander religion og politisk profilering ved at skærpe en lov, der overhovedet ikke løser det påståede problem, men alene tjener til at bilde vælgerne ind, at man er handlekraftig.
Hold dog religionen og lov om trossamfund uden for bekæmpelse af tvangsægteskaber. Naturligvis skal tvang og tvangsægteskaber bekæmpes, men ikke ved generelt at mistænkeliggøre de troendes fællesskaber.
Ulovlig tvang er som nævnt en overtrædelse af straffeloven og altså en forbrydelse, hvormed Kirkeministeriet og kirkeministeren intet har at gøre.
En kirkeminister, der kalder sig liberal, og som må formodes at være antitotalitær, blander naturligvis ikke det kirkelige og det verdslige regimente sammen i en pærevælling, hvor der ikke skelnes mellem religionsudøvelsen og overtrædelse af straffeloven.
Hvis mindreårige udsættes for tvang, bør det medføre politianmeldelse. Ikke mindst skolerne har et ansvar for at holde øje med mistrivsel, der kan skyldes tvang til indgåelse af ægteskab, ligesom det sociale system bør involveres. Men jeg håber da, at både kirkeministeren og udlændingeudvalgets medlemmer er klar over, at der intet nyt er heri.
Tvangsægteskaber har faktisk været et fænomen, som alle gode kræfter indenfor skole-, social- og sundhedsområdet og det frivillige arbejde har været opmærksom på og forsøgt at bekæmpe i årtier.
Regeringen fremmer parallelle samfund
Hvis jeg var muslim og lyttede til samrådet forleden, ville jeg i den grad føle mig udskammet og udenfor. Jeg ville reagere med at lukke mig om mig selv og mit trossamfund.
Var jeg forkynder, ville jeg ikke drømme om at kvalificere mig til at få vielsesbeføjelse. Tværtimod ville jeg udøve min funktion uden vielsesbeføjelse og gå under radaren for at undgå overvågning og mistænkeliggørelse. Jeg ville netop holde mig uden for al offentlig godkendelse for at slippe for statens indblanding i mine religiøse anliggender.
Samrådet efterlader desuden en kedelig dunst af politisk iver efter at benytte et muligt, men ikke dokumenteret antal straffesager til at skabe negative vibrationer overfor borgere i kristne trossamfund og borgere, der tilhører andre religioner.
Det er at lægge gift for integrationen at skabe et modsætningsforhold til troende mennesker ved at blande loven om trossamfund sammen med enkelte straffesager. Det er ikke ufarligt i en verden, hvor troen betyder meget for mange menneskers tilværelse.
En erklæret stramning vil, selvom den ikke er reel, fremme lukketheden i trossamfundene, frem for at fremme åbenhed og integration.
Sådan bliver konsekvensen af regeringens forsøg på at blande en lov, der regulerer trossamfundene sammen med straffesager. Risikoen for flere parallelle samfund og en følelse af eksklusion i stedet for inklusion er nærliggende.