Kirkesyn

I denne serie reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. 

Tidligere minister: Den magtfuldkomne regering genindfører statskirken

Det er, som om regeringsgrundlaget er skrevet af religiøse og teologiske analfabeter, der har begivet sig ind på et område, de ikke har begreb om. Uvidenheden om forholdet mellem de to regimenter, stat og kirke, står bøjet i neon. Den manglende respekt for frihed i åndelige spørgsmål ligeså

Det klinger utrolig hult, at regeringen med den ene hånd bruger sin magt til at indskrænke folkekirkens frihed på et område, som ikke er set, så længe vi har haft demokrati, og på den anden side hævder, at folkekirkens særstatus som evangelisk-luthersk skal bevares, skriver Birthe Rønn Hornbech. Foto: Leif Tuxen.

Danmark er et kristent land. En helligdag skal afskaffes ved lov!

Hvilken indlysende selvmodsigelse. Hvilken magtfuldkommenhed. Hvilken sammenblanding af Luthers to regimenter. Hvilken indskrænkning af friheden. Men sådan står det virkelig sort på hvidt i regeringsgrundlaget fra en regering, der har flertal i Folketinget og ikke behøver lytte til andre.

Det er, som om regeringsgrundlaget er skrevet af religiøse og teologiske analfabeter, der har begivet sig ind på et område, de ikke har begreb om. Selvmodsigelserne står i kø. Uvidenheden om forholdet mellem de to regimenter, stat og kirke, står bøjet i neon. Den manglende respekt for frihed i åndelige spørgsmål ligeså.

Regeringen vil genindføre statskirken

Det proklameres, at Danmark er et kristent land. Men et land har ingen tro. Regeringsmedlemmer og folketingsmedlemmer kan have en tro. Hver for sig. Men som udøvende og lovgivende magt er regeringen og Folketinget efter Grundloven konfessionsløse.

Proklamationen ligner et dårligt forsøg på at gøre Danmark til religiøs stat, et fænomen som ellers kun findes i stater, vi plejer at tage afstand fra. Proklamationen er desuden adskillende mellem de mange forskellige grupper borgere i Danmark. Og det i en tid, hvor der er brug for det stikmodsatte. Fællesskab.

Regeringens proklamation om, at Danmark er et kristent land, signalerer meget stærke ønsker om, at der vendes tilbage til statskirken, der ellers afgik ved døden med enevælden og Grundloven i 1849.

Den nytiltrådte regerings statskirkelige drømme træder tydeligst frem i den vedholdende profilering med forslaget om at afskaffe store bededag som helligdag. Regeringens amatøragtige sammenblanding af begreberne helligdage og arbejdsdage vidner om en afgrund af uvidenhed om, hvad det betyder at være evangelisk-luthersk, og demonstrerer en uhørt mangel på respekt for friheden i den danske folkekirke. 

Bommerten i forhold til arbejdsmarkedet og den danske model samt søforklaringen om, at afskaffelsen af en helligdag kan fremtrylle penge til krudt og kugler, forbigås her.

Sammeblanding af Luthers to regimenter

Hvis regeringen stadig vil kalde sig regering i et frit samfund, skal den holde fingrene fra folkekirkens og andre trossamfunds helligdage. Folkekirken kan undvære store bededag, men det er ikke det afgørende. Afgørende er, at staten skal holde fingrene væk fra at afgøre, hvilke dage folkekirken fejrer som hellige. Det er et indgreb i det kirkelige regimente, og henhører netop ikke under det verdslige regimente.

Det klinger utrolig hult, at regeringen med den ene hånd bruger sin magt til at indskrænke folkekirkens frihed på et område, som ikke er set, så længe vi har haft demokrati, og på den anden side hævder, at folkekirkens særstatus som evangelisk-luthersk skal bevares. Det hænger overhovedet ikke sammen og undergraver i den grad regeringens troværdighed og autoritet.

At regeringen tager Luthers navn forfængeligt i regeringsgrundlaget viser en total uvidenhed om, at den lutherske kirke netop skelner mellem det kirkelige og det verdslige regimente og netop ikke foretager den sammenblanding, som regeringen gør sig skyld i. Den verdslige magt skal sørge for ro og orden i samfundet. Men det tilkommer ikke det verdslige regimente at forsøge at lægge hindringer i vejen for den kristne menigheds afholdelse af gudstjenester. 

Det statskirkelige skridt er unægtelig en historisk nydannelse. Det er en fast tradition, at ritualbogen og alterbogen, der indeholder kirkeårets prædiketekster i respekt netop for folkekirkens særstilling, autoriseres af dronningen uden lovgivning i Folketinget. Regeringen handler altså i strid med sin egen forsikring om, at folkekirkens særstilling skal bevares.

Regeringsgrundlagets frihedssnak undergraves af regeringen selv

Efter at det korte afsnit om kirke i regeringsgrundlaget altså indledes med proklamationen om, at Danmark er et kristent land, og følges af et par linjer om folkekirkens særstatus, der undergraves med statsmagtens indgriben i kirkeåret, er det som om, regeringen kommer i tanker om, at der lige skal skrives et par ord om religionsfriheden. Ordene lyder således:

"Samtidig er det afgørende for regeringen, at der skal være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme."

 Den passus siger jo intet andet end, at man kan tænke, hvad man vil. Hvad ellers? Alternativet ville jo være at indføre samvittighedspoliti. 

Der er ikke i regeringsgrundlaget et eneste ord om, hvordan regeringen vil sikre borgerens ret til at udøve sin religion. Det er, som om livet og politikken for regeringen alene drejer sig om det, som møl og rust fortærer.

En åndelig fattigdom, der stækker friheden

Magten er altid fristet af ønsket om at tilrane sig endnu mere magt. Men at magten også overskrider grænsen mellem det verdslige og det kirkelige,  vidner om en åndelig fattigdom, der tillige stækker friheden.

Det er ikke tilfældigt, at de lande, der har det lutherske som en historisk forudsætning, som de nordiske lande har, netop er de frieste lande i verden. Luthers lære om de to regimenter er i høj grad et frihedsbudskab. Hvor staten begynder at blande sig i kirkernes interne forhold, der svækkes ikke blot kirkernes frihed, men borgernes frihedsrettigheder. Luther lære om de to regimenter, der skal holde hinanden i skak, er i den grad antitotalitær.

Biskopper gør ret i at sige fra

Når statsmagten ikke selv forstår at holde sig indenfor sin banehalvdel, må kirkelige kræfter sige fra og presse statsmagten tilbage på egen banehalvdel. 

Jeg tager afstand fra, at biskopperne begynder at optræde i samlet flok som et politisk parti i politiske spørgsmål. Hvad ti biskopper mener om politiske spørgsmål, tæller akkurat med samme vægt som ti grønthandlere.

Men når folkekirkens og andre trossamfunds frihed krænkes, må vi, der har evangeliet og kirkernes frihed kær, sige fra. Helt uanset partipolitisk ståsted.

Jeg er derfor helt enig med biskopperne, når de i en fælles udtalelse belærer regeringen om grænserne for den verdslige magt.   

Regeringsmagten skal igen og igen belæres ikke blot af biskopperne, men af præst og menighed om, at den verdslige magt må holde sig indenfor egen banehalvdel. Sådan må det være i et antitotalitært samfund. Netop forskellen på arbejdsdag og helligdag anskueliggør så klart hvert af de to regimenters domæne.

Det kirkelige regimente skal holde sig indenfor sit område. Vi skal ikke have en religiøs stat. Derfor understreges det i biskoppernes fællesudtalelse, at biskopperne netop ikke blander sig i, hvorledes staten forholder sig til antallet af fridage, men alene understreger, at staten skal holde sig fra folkekirkens helligdage.

Lige mine ord.