Dagen inden åbningen af KEK’s generalforsamling begyndte et ungdomsmøde for stewarder og ungdomsdelegerede. Her var vi samlet for at dele erfaringer om at være ung i Europa.
Vi blev budt velkommen af KEK’s generalsekretær Jørgen Skov Sørensen. Han bød os ikke kun velkommen til KEK og Tallinn, men også til ”fremtidige økumeniske arrangementer”. Hans egen erfaring havde nemlig været, at han fik lyst til mere, da han først havde fået foden indenfor i den økumeniske verden.
Det kunne flere af os nikke genkendende til. Jeg selv deltog i sommeren 2022 ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Karlsruhe, Tyskland, hvor jeg var på et studieprogram for teologistuderende, GETI (Global Ecumenical Theological Institute).
Her oplevede jeg et sted, hvor man åbenhjertigt deltog i samtale med hinanden om tro, teologi og kirkepolitik. Især personlige historier gjorde stort indtryk på mig, og efter opholdet følte jeg, at jeg havde udviklet mig på mange områder, både personligt, teologisk og politisk.
Jeg havde herefter lyst til at deltage i flere økumeniske møder og tilmeldte mig derfor KEK som steward. Desuden tænkte jeg, at det ville være spændende at opleve en mindre generalforsamling, hvor handlingsmulighederne for kirkerne måske ville være mere konkrete, både for kirkerne individuelt og fælleskirkeligt.
Tsikhanouskaya og Rosa
Generalforsamlingen åbnede torsdag den 15. juni, hvor delegerede, og medlemmer fra de 113 medlemskirker i hele Europa strømmede til havnen i Tallinn.
Her dannede en gammel industribygning rammen om diskussioner blandt de delegerede, taler fra prominente navne, økumeniske andagter samt dannelsen af nye relationer over en kop kaffe.
Vigtigst af alt var det her, rammerne blev sat for, hvordan fremtiden skal se ud for de europæiske kirker. Overskriften for konferencen var “Under God’s blessing - shaping the future”. Samtalen gik på, hvilken rolle kirken spiller og bør spille i Europas fremtid, og hvorledes den kan forme fremtiden.
Der var inviteret flere hovedtalere til at dele deres perspektiv på disse spørgsmål.
På åbningsdagen talte den tidligere præsidentkandidat i Belarus, Sviatlana Tsikhanouskaya. Her præsenterede hun sit syn på, hvad kirkerne kan tilbyde det europæiske samfund.
Hun fortalte også om, hvordan det belarusiske folk på trods af gentagne krænkelser af menneskerettighederne har bevaret troen på Gud. Til gengæld oplevede hun, at det var sværere at fastholde troen på kirken som en støttende organisation. Hun opfordrede derfor de europæiske kirker til at samles om offentlige bønner, hvormed de både kan sprede budskabet om krisen i landet, men også give håb til belaruserne.
Den efterfølgende dag var hovedtaleren den tyske sociolog Hartmut Rosa. Han kritiserede, at man i Europa stræber efter konstant vækst, da det påvirker både politik, klima og menneskets psykologi negativt. Desuden skaber det aggression på mikro- og makroniveau i samfundet.
Rosa arbejder med begrebet resonans som et alternativ til den vækstfokuserede model. Resonans ”skubber” en ud af den accelererende tilstand, der er en konsekvens af vores samfundsmodel. Når man rammes af resonans, bliver man bevæget af noget, responderer på det, så noget ændrer sig.
Rosa mener, at kirken kan tilbyde et fysisk sted, hvor resonans kan ske – selvom det ikke er muligt at planlægge fremkomsten af resonans. Han ser derfor kirken som en mulig ”motor” for et ”resonant” Europa.
Kirken mellem religion og politik
Som teologistuderende er det enormt spændende at høre forskellige tanker om, hvilken rolle kirken kan spille i det moderne europæiske samfund. Med Tsikhanouskayas og Rosas taler blev kirken sat ind i en politisk og sociologisk sammenhæng, der viste dens relevans i dag.
Selvom deres syn på, hvad kirken er og kan, er positivt og opmuntrende for kirkesamfundene, kan der dog være langt fra teori til handling. For hvordan balancerer man som kirke mellem religion og politik? Og hvordan skaber kirken ”ægte resonans?”
Hvis der er noget, jeg har lært af at komme i den økumeniske verden, er det, at relationer mellem mennesker skaber forandring.
Det nytter noget, at vi taler sammen og deler vores historier. Resonans sker også horisontalt mellem mennesker. Jeg selv er et eksempel på, hvordan mødet med andre mennesker og deres personlige historier kan få stor indflydelse på ens liv.
Relationer åbner for forandring
Det kan være overvældende at være et lille menneske eller en kirke i et lille land, når verden står over for så store udfordringer, som den gør. Det kristne budskab kan blive overskygget af storpolitik og konflikter, både mellem og inden for kirkerne.
Jeg tror, at de økumeniske møder er vigtige, idet de kan minde os om, hvad der egentlig er vigtigt. Kristus ville fred og forsoning i verden. Det bedste, vi kan gøre som mennesker, er at forsøge at efterleve dette i vores møde med andre mennesker. Omvendt kan mødet med andre mennesker være med til at skabe dette.
Som Jørgen Skov Sørensen sagde i sin tale ved åbningsmiddagen torsdag aften:
”Mange vigtige beslutninger skal tages på denne generalforsamling, men den vigtigste beslutning blev taget, da I hver især besluttede jer for at tage af sted.”
Vi er alle lige vigtige lemmer på Kristi legeme. Om man deltog på mødet som delegeret eller steward, som biskop eller lægmand, så indgik vi alle i relationer med andre mennesker, der skabte mulighed for forandring.
Jeg er sikker på, at vi hver især i løbet af generalforsamlingen har oplevet en form for resonans, der kan skabe forandring i Europa – enten i mødet med et andet menneske, ved lyden af den smukke kormusik eller under en fælles bøn.