I efteråret 2023 udgav Isam B – Isam Bachari – den fængende protestsang "Hvis det ikke er dit", der med velklingende indignation sætter ord på frustrationen over samfundets behandling af muslimer i Danmark.
“Hvis det ikke er min Gud, så’ det min tro, hvis ikke det’ moskeen, så er det min skole, hvis ikk det’ Al-Jazeera, så’ det parabolen. Hvis ikke det er blokken, så mit Nørrebro,” messer han, og man mærker vreden og forurettelsen over den umulige opgave, muslimer står overfor i dagligdagen, når de forsøger at finde deres ben i kongeriget.
“Hvis det ikke er dit, så er det dat. Hvis det ikke er racisme, så ved jeg ikke hvad,” lyder refrænet, som opfordrer til, at man kalder en spade for en spade. Danskerne er racister, stå nu bare ved det.
Det er en suveræn sang – med et problematisk budskab. Ikke fordi det er problematisk at italesætte muslimernes afmagtsfølelse, men fordi Isam B gør sig til talsmand for et problematisk kultur- og religionssyn.
For det er ikke racisme, der påtales i sangen. Når man læser igennem teksten, er der næsten intet af hverken “dit” eller “dat”, der knytter sig til etnicitet. Det handler om livsmåder, praksisser, religion, kultur.
Et kulturalistisk religionssyn
Hvorfor kaldes det så racisme? I et interview i Information i december sagde Isam B to gange, at det, sangen tematiserede, ligger i DNA’et.
“Man kan ikke gøre nogen tilfredse, og i sidste ende er det jo min DNA” og “Jeg synes ikke, det er i orden, at vi brune danskere skal lægge låg på noget, der er i vores DNA.” DNA arver man, det kan ikke udskiftes. Derfor er DNA en skæbne.
Hvad protestsangen derfor giver røst til er et kulturalistisk syn på religion, hvor man er bundet til sin religion og ikke kan slippe fri af den.
Men det er dybt problematisk, for mennesket er ikke religiøst eller kulturelt determineret. Det kan se sådan ud, når vi laver simple demografiske oversigter, men alle samfund er meget pluralistiske, og folk skifter hele tiden religiøs og kulturel ramme for deres liv.
Og sådan har det været siden tidernes morgen, som den amerikanske filosof, Martin Puchner, redegør fremragende for i sin bog "Culture. A New World History". Den fatalisme, Isam B udtrykker i sin sang, er ikke troværdig.
Den fatalistiske teologi
Muslimsk teologi er ofte fatalistisk anlagt, men også i dansk teologi er der fatalistiske elementer. Det kommer især frem i to typer af teologier, som begge er problematiske. Den første er naturligvis den danske version af kulturalismen, som man kender fra en nationalkonservativ kristendom.
Her er “danskerne” kristne, og det hører med til pakken at være kristen, når man er dansk. I Morten Messerschmidts relancering af Dansk Folkeparti som et kirkeligt parti fra sommeren 2020 og frem har denne idé stået centralt.
Den anden skæbnetro kristendom er mere subtil. Den er universalismens kristendom, der hævder, at når Gud til sidst får sin vilje igennem, vil ethvert menneske blive frelst.
Den negative variant af universalismen fokuserer på den klassiske “dobbelte udgang” og tager afstand fra dens gudsbillede, hvor Gud dømmer de fortabte til evig pine i Helvede. Den positive variant fokuserer på Guds væsens vigtigste attribut, kærligheden, og slutter, at Gud ikke kan straffe nogen evigt for timelige synder.
Uanset om man argumenterer via den positive eller negative variant, får man en fatalistisk kristendom. Mennesket skal død og pine frelses, uagtet om de vil eller ej.
Mennesker, der ikke vil tro og ikke vil have noget med den kristne Gud at gøre, skal tvinges ind ad døren til evigt fællesskab med Gud, selvom det er svært at se det mindre despotiske i denne fremgangsmåde end den klassiske får-fra-bukke-teologi, man vil tage afstand fra.
Troens frie valg
Både over for den nationalkonservative og den universalistiske skæbnekristendom må man svare, at religion ikke er skæbne. Mennesket kan skifte tro eller vælge troen fra, og skal det være et virkeligt valg i frihed, må valget både gælde nutiden og evigheden.
Det bedste bolværk for en nationalkonservativ er næppe en forblommet kulturkristendom men en opdragelsen i åndsfrihedens grundlæggende principper og Grundlovens fundamentale frihedsbestemmelser.
Og vil man endelig fri af en klassisk frelse-eller-fortabelse-eskatologi, kunne man formulere en moderne annihilationsteologi, hvor efterlivet er forbeholdt de troende kristne. Det er mere i samklang med de bibelske tekster end universalismen og også filosofisk mere robust. Gud er den eneste, der har livet i sig, skriver Paulus til Timotheus, og derfor kunne man slutte, at kun den Gud skænker livet, vil leve.
I en polariseret nutid er det oplagt at ville reducere religion til skæbne. Så er svaret givet, og man kan gå videre med andre emner. Men hvem kan være muslim, dansker eller kristen af hjertet, hvis det ikke er tilegnet i frihed?