Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds nye roman “Nattskolen”, der endnu ikke er udkommet på dansk, fortæller historien om den unge fotografistuderende, Kristian Hadeland, der rejser til London for at realisere sin drøm om at blive en betydningsfuld kunstfotograf.
Det er en moderne gendigtning af den gamle myte om Faust-figuren, som er blevet inkarneret hos forskellige forfattere som Christopher Marlowe, Johann W.v. Goethe, Thomas Mann og nu Knausgård. Den grundlæggende idé er som bekendt, at man kan sælge sin sjæls skæbne til Djævelen, der som denne verdens herre besidder magten til at realisere kunstneriske drømme.
Prisen for succes er så, at man må tilbringe evigheden under den Ondes herredømme. Faust er den figur, der med artistiske aspirationer ikke formår at stå imod overfor denne lokkende fristelse, selvom depositummet senere viser sig at være urimeligt højt.
Knausgårds bog er en undersøgelse af, hvordan kunst skabes, og hvordan et liv går under. Den er storslået og hverdagsnær på den måde, Knausgård er kendt for at skrive. Men bogen fik mig også til at tænke over, hvad mange af os gør for at få succes, og hvor høj en pris vi er villige til at betale for den. Når man tænker efter, er det forbløffende, hvor udbredt det er at indgå dæmoniske pagter.
Faust-mytens udbredelse
Tag det akademiske miljø. En verdenskendt forsker som Eske Willerslev har flere gange fortalt, at han arbejder så meget, at han ingen venner har, at han har rundsave på albuerne og bliver uvenner med mange kolleger, og at hans arbejdsraseri har kostet hans første ægteskab. Sat på spidsen siger Willerslev vel, at han er blevet en stor forsker, fordi han er så dårligt et menneske.
Eller tag det politiske miljø. I flere og flere vidnesbyrd fra arbejdslivet på Slotsholmen er det kommet frem, at der i centraladministrationen er et helt uhørt høje arbejdskrav. Ansatte sover med telefonen under hovedpuden og selv ved fysisk sygdom bliver man bedt om at få opgaven klaret, inden man går hjem og lægger sig. De dårlige arbejdsforhold accepteres (endnu), fordi disse jobs bliver set som springbræt til andre, der er placeret højere oppe ad stigen.
Eller hvad med det økonomiske miljø? “Løven” Jesper Buch er kendt for at sige, at skal man have succes som iværksætter – hvad der sandt for dyden er mange, der gerne vil, som genvej til rigdom og frihed – så kræver det en arbejdsuge på over firs timer.
Vi taler altså noget, der ligner en arbejdsdag fra klokken otte om morgenen til otte om aftenen alle ugens syv dage. På trods af næsten stressepidemiske tilstande i flere af landets arbejdssektorer har licensmediet DR altså eksponeret Buch og givet ham hele nationen som målgruppe for sin celebrerede arbejdsnarkomani.
Er det kirkelige miljø så bedre? Næppe. Kirkehistorien er desværre fuld af dårlige historier om præster, der ikke kunne finde work-life-balance i det grænseløse arbejdsliv, som gerningen også er. Som rockbandet Arcade Fire synger i sangen “Intervention” fra pladen “Neon Bible” fra 2007, er der mange, der har “Been working for the church while your familiy dies”.
Også kendispræster som Kathrine Lilleør og Sørine Gotfredsen har fortalt offentligheden, at livet som præst kræver, at man kan holde til befinde sig i centrum for den eksistentielle samtale nærmest døgnet rundt. Indkøbsturen, børnenes fritidsaktiviteter, vælgermødet – præsten er altid in the zone.
Hvorfor
Så det grænseløse arbejdsliv som en præmis for faglig succes er altså accepteret af mange. Man kan så spørge, hvad motiverer os egentlig til at knokle for at få succes? Hvorfor har vi denne Faust-tilbøjelighed i os? Det er i hvert fald ikke en ny ting!
I Herman Lindqvists store Napoleon-biografi fra 2004 beskrives det, hvordan Napoleon på ekstrem effektiv vis stækkede adelen og militæret i Paris ved at uddele forskellige markører, der signalerede rang og status. Ofte var det tomme symboler, men Napoleon var intuitivt bevidst om symbolernes magt, som han udnyttede til fulde. Ordener sætter man som bekendt på idioter.
Man kan måske forstå, hvorfor det gjaldt i feudale samfund, hvor forskellen mellem succes og afmagt var så tydelig. Men vi vil jo netop ikke have noget af dette i vores demokratiske samfund. Vel? Derfor har flere republikanere da også øffet i forbindelse med tronskiftet, at vi skal komme fri af nedarvede privilegier.
Vores samfund må bygge på meritokrati, det vil sige, at man skal gøre sig fortjent til sine privilegier. Det er vel spontant korrekt for mange af os, men den amerikanske filosof Michael Sandel har problematiseret det, for det giver en hybris i samfundet, hvor de, der ender uden succes, selv er skyld i det.
Dels overser meritokratiet betydningen af både held og sociale forbindelser, dels fratager det værdigheden fra mange typer af arbejde, som bliver set som restprodukter.
Opstandelsens perspektiv
Faust-myten er altså udbredt, den er ikke historisk ny og den går på tværs af samfundslag og arbejdsgrupper. Er der intet alternativ? Jeg tror det, hvis vi skeler til kristendommens mest markante påstand: opstandelsens mulighed.
Døden er besejret og uden brod, og vi skal leve med Gud til evig tid. Det er forkyndelsen af en radikalt ny virkelighed, som bærer revolutionens kim i sig. Her er potentialet til virkelig forandring gemt, og hvor øjeblikkelig succes ikke er det essentielle parameter for et værdifuldt liv.
Udfordringen er jo så, at denne virkelighed kun gælder dem, der tager imod. Derfor spørger Jesus selv alle Faust-typer, som ikke køber ind på opstandelsens virkelighed, men vil have det hele nu: Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?
Måske er det spørgsmål i virkeligheden det skarpeste, vi kan blive stillet, i vores meritokratiske og succesforhastede tid? Og svaret på spørgsmål vil blive afgjort af, hvordan man stiller sig til opstandelsens radikalt nye virkelighed.