Så skete det igen: I sidste måned blev jeg kontaktet af en gruppe folkeskoleelever, som i en projektgruppe skulle skrive om argumenter for og imod aktiv dødshjælp, eutanasi. De var selv tilhængere, og de havde eftersigende let ved at finde fortalere til interviews, mens modstandere var svære at opdrive.
Jeg har modtaget lignende forespørgsler til interview med en opsigtsvækkende regelmæssighed, siden jeg i marts 2019 publicerede et indlæg på bloggen hos 'Center for teologi i praksis' under Dansk Bibel-Institut.
Svært at finde ekspertholdninger
Det opsigtsvækkende er, at eleverne, der kontakter mig, påstår, at de ikke kan finde andre "eksperter" at interviewe. Og uanset elevernes mulige mangel på kildesøgning, er det for mig at se bekymrende, at simpel Google-søgning på argumenter imod aktiv dødshjælp tilsyneladende sender dem hen til mig. Det er også opsigtsvækkende, fordi mine argumenter stort set er overtaget fra en pjece, Etisk Råd har udgivet om emnet.
Jeg er klar over, at der kan være diskrepans mellem rådets anbefalinger og folkeopinionen, men det forekommer mig alligevel sjældent, at de repræsenterer markante mindretalssynspunkter. Så hvorfor skjuler eksperterne sig for folkeskoleeleverne?
Ukontroversiel modstand
For mig er modstanden mod aktiv dødshjælp ukontroversiel. Jeg er ikke blind for, at der er både rationelle og emotionelle argumenter for aktiv dødshjælp, men det synes alligevel at være mindre intuitivt – i det mindste principielt set – at vi gerne må tage liv. For det er jo, hvad der sker, selvom vi skjuler det lidt under eufemismen "dødshjælp".
Og jeg undrer mig, hvis det ikke er en udbredt holdning i kirken i Danmark, at det principielt er problematisk at afhjælpe mennesker deres liv. Med principielt mener jeg blot, at jeg ikke afviser, at der kan være enkeltstående cases, hvor et tilsagn kan gives, men jeg vil ikke antyde nogle guidelines her.
Otte argumenter imod aktiv dødshjælp
Måske er der ingen hold i det, måske er det rene tilfældigheder, der gør, at min indbakke løbende rummer beskeder fra undrende børn og unge, der ikke forstår, at en moderne akademiker som jeg selv, er modstander af aktiv dødshjælp. Derfor vil jeg dedikere resten af denne klumme til at lufte mine otte argumenter imod aktiv dødshjælp (som nævnt, kraftigt inspireret af Etisk Råd), fordi det er et synspunkt, der ikke må ties ihjel.
- Aktiv dødshjælp strider imod menneskets ukrænkelighed. Det er et ufravigeligt princip, at ethvert menneske er ukrænkeligt. I kristen etik kan vi begrunde det med menneskets gudbilledlighed. I sekulær etik er det mere en intuitiv fornemmelse, som dog er alment accepteret.
- Aktiv dødshjælp bryder med et tabu: man må ikke slå ihjel. Et tabu betyder her, at det er noget, man er enig om, men ikke kan sætte ord på og begrunde. Det hviler på punkt 1 og er en almen lov, vi bærer i hjertet. I kristen etik er det begrundet i det femte bud.
- Aktiv dødshjælp er et forkert svar på lidelsen som menneskeligt grundvilkår. Ethvert menneske lider. At tage et menneskes liv som følge af lidelsen er en forkert respons. Der er ikke nogen objektiv måde at måle lidelse på, så det er umuligt at argumentere for, hvor meget lidelse, man skal have, for at kunne modtage aktiv dødshjælp. I kristen etik må vi sige, at Jesus aldrig bidrager til afslutningen på et liv, men tværtimod helbreder, lindrer, trøster og så videre.
- Udøvelse af autonomi er ikke mulig i forbindelse med aktiv dødshjælp. Hovedargumentet for aktiv dødshjælp er, at mennesket bør have egen-bestemmelse over sit liv. Det må kunne træffe autonome valg for egen krop. Argumentet er isoleret set godt, men det kan ikke anvendes konsistent her, for det er ikke muligt at have absolut autonomi i denne forbindelse. Et patientforløb er langstrakt, og alle patienter vil ikke vide på forhånd, om de er helbredelige eller ej. Først efter mange informationer, behandlinger og samtaler vil man kunne træffe en afgørelse, og i den proces er autonomien forsvundet.
- Aktiv dødshjælp er uforeneligt med et etisk forsvarligt forhold mellem læge og patient. I forlængelse af punkt 4 gælder desuden, at hvis lægen sættes i en situation, hvor hans informationer i sidste ende kan føre til et valg om aktiv dødshjælp, så tvinges lægen til at overveje, hvad han vil fortælle. Læger, der af samvittighedsgrunde er imod aktiv dødshjælp, kan tvinges til at lyve for patienten for ikke u-intenderet at opmuntre til aktiv dødshjælp.
- Lovliggørelse af aktiv dødshjælp pålægger andre en pligt til at slå ihjel. I forlængelse af punkt 5 vil det også kunne medføre, at lægen – eller andre for den sags skyld – sættes i en situation, hvor de pålægges at udføre et drab, fordi patienten ønsker det.
- Aktiv dødshjælp er starten på en glidebane. Hvis aktiv dødshjælp indføres, måske blot for at være en hjælp til de allermest plagede mennesker, så vil det uundgåeligt skabe en etisk glidebane. For: Hvor syg skal man egentlig være? Hvad er eksempelvis "ubærlig lidelse"? Hvad hvis ønsket kommer fra en psykisk ustabil patient? Hvad hvis man ikke kan få samtykke? Disse spørgsmål viser, at det hurtigt vil skride fra at være en tilladt overvejelse til at være en forventet overvejelse. Hvis man er svag og plaget af lidelse, så vil det blive forventet, at man i det mindste overvejer, om man overhovedet finder livet værd at leve.
- Det er umuligt at gardere sig imod reelle drab. Aktiv dødshjælp forsøges underbygget af hensyn til patienten, men slagsiden er, at man ikke kan gardere sig imod, at en legalisering misbruges til drab. Hvem skal bagefter kunne kontrollere, om man reelt blot skaffede sig af med folk?