I dag er det 75 år siden, de første tre kvindelige præster blev ordineret i Odense Domkirke af biskop Hans Øllgaard. ”Der skal jo nogen til det værste”, som han sagde med et glimt i øjet.
For dengang i 1948 var der vitterligt dem, der mente – at det her var det værste, der kunne ske for den danske folkekirke. Eller for den kristne kirke i det hele taget!
514 præster ud af 1500 havde skrevet under på en protestskrivelse og truede med at forlade folkekirken, hvis der kom en kvinde i kjolen.
Men ingen præst forlod kirken – eller sit embede – da det kom til stykket. Indre Missions formand, Christian Bartholdy, var ude og advare mod at gå i kirke hos en kvindelig præst. Gå ikke til alters hos hende! Brug hende ikke til kirkelige handlinger! De er udgået fra os, men de er ikke os.
Der er løbet meget vand i åen siden da. I dag vil de fleste sige, at kvindelige præster er det bedste, der er sket for folkekirken. I hvert fald hvis man spørger befolkningen og de mange danskere, der stadig er inde og vende i kirken i stort tal i løbet af et år.
I den forbindelse er det værd at nævne, at den danske befolkning også dengang var positivt stemt. En gallupundersøgelse fra 1947 viser, at 55 procent var for kvindelige præster. Kun 32 procent var imod.
Det var i takt med folkestemningen, at regeringen på trods af kirkens nølen, gav grønt lys til ordination af kvindelige præster.
Det var dengang, forholdet mellem stat og kirke stadig balancerede på en fintfølende skønsomhed fra statens side – en fornemmelse for, om tiden var moden. Og det var den. Gejstligheden var aldrig blevet enige, og man ville have skændtes om kvindelige præster til dommedag, hvis ikke nogen havde trukket en streg i sandet.
Desuden rørte kvindebevægelsen også på sig, sammen med den almindelige samfundsudvikling og demokratisering af alle offentlige embeder, der før havde tilhørt en snæver elite.
Hvor fejre kvindelige præster?
På den baggrund kan man også spørge, hvorfor vi overhovedet gør så meget ud af at fejre og markere denne 75 års-dag? Kirken adskiller sig jo ikke fra så mange andre gamle mandefag, hvor kvinder har kæmpet en brav kamp for at bryde glasloftet og få en fod indenfor og kun gradvist blive anerkendt på lige fod med mænd.
Hvorfor gør vi så meget ud af det? Mig bekendt har man ikke en lignende årsdag for den første kvindelige offentlige anklager eller dommer?
Eller den første kvindelige læge eller dyrlæge? Eller hvad med den første kvindelige jord og betonarbejder? Sidstnævnte har dog stadig meget at fejre, for der er en massiv overvægt af mænd, ligesom i blikkenslager og murerbranchen. Hvorimod kvindelige anklagere, læger og lærere ligesom præster har rundet et klart flertal.
Men ingen af de nævnte fag åbner champagnepropper og udgiver bøger og holder festgudstjenester og fylder medier og dagblade med analyser og interviews for at fejre den dag, ligestillingen ramte deres fag. Hvorfor gør vi så meget ud af det i folkekirken?
Frygten for østrogenkirken
Det er der flere grunde til. For det første er der stadig nogen, der ikke anerkender kvindelige præster. Og menighedsråd har stadig ret til at fravælge ansøgere til præsteembeder, fordi de er kvinder.
For det andet er kirken aldrig blevet rigtig voksen, når det kommer til det med køn. I 1973 udgjorde de kvindelige præster i folkekirken kun tre procent. Det var først i slutningen af 1980’erne og i løbet af 1990’erne, der for alvor kom gang i ansættelsen af kvinder.
Men så snart de kvindelige præster begyndte at fylde noget i landskabet, begyndte nervøsiteten at brede sig: Kan der ikke blive for mange kvinder?
Kønnet er i folkekirken blevet problematiseret på en hel anden måde end i andre fag. Når man i anklagemyndigheden siger, at det er blevet et kvindefag, så er det ikke et skældsord. Det er det i folkekirken. Kvindefag, det er ikke godt. Det skal undgås.
Kvindelige præster udgør stadig kun 60 procent af præstestanden, men man har længe før vi rundede en halvdel gispet ved tanken om, at præstegerningen skulle gå hen og blive et kvindefag.
En østrogenkirke! Intet har som den kirkelige debat om feminisering af folkekirken fået ordet ”omsorg” til at lyde som noget, Fanden har skabt.
Hvad gik det ud på? Det er interessant, for denne angst for at komme til at præge med sit køn – altså kvindekønnet – er særligt for kirken.
Kvindelige læger gør en dyd ud af det og danner netværk med det formål at tale om at være kvinde og læge. De har en ambition om at gøre op med en gammel mandekultur med spidse albuer og dominerende adfærd.
Kvindelige læger sætter sig sammen for at skabe en ny kultur, hvor det er i orden at bruge hinanden og bløde op på det autoritære top-down system – fordi man insisterer på, at man godt kan udvise sårbarhed og samtidig være en autoritet som læge (Ugeskrift for Læger, december 2021).
Beskyldninger om autoritetstab
I folkekirken har vi ikke haft samme positive debat om kønnets aktiv for den kirkelige verden.
Tværtimod har kvindelige præster lagt øre til meget forvrøvlet kritik om at gå mere op i babysalmesang, sjælesorg og pilgrimsvandringer end i fordybelsen i teologien. Og al den moderlighed omkring spaghettigryderne er blevet beskyldt for at trække autoriteten og myndigheden ud af det præstelige embede.
Men siden hvornår er moderlighed mindre myndigt end faderlighed? Kvindelige præster har reddet den danske folkekirke ved at være med til at løfte den ind i en nutid, der havde brug for en mere åben, bredtfavnende og lyttende institution.
En kirke, der fandt tilbage til sine rødder omkring måltidsfællesskab og omsorg for menighedens liv. En kirke der véd, at det kvindelige også er en side af Guds væsen.
Derfor skal vi fejre 75-årsjubilæum for de kvindelige præster. Til lykke med den moderlige indsprøjtning, der gik lige i blodet på den danske folkekirke!
Forskellige kønserfaringer bidrager til mangfoldigheden
Hvis jeg i den anledning skulle ønske mig noget af fremtiden, så vil det være, at folkekirkens slipper sin berøringsangst overfor køn.
Trods alt det positive, der er at sige om kvindelige præsters indflydelse på at definere en ny og mere tidssvarende præsterolle, som også mandlige præster har kunnet finde sig selv i – så vil vi helst stadig underspille vores køn.
Vi siger helst, at køn ikke betyder noget som helst. Det er der, vi er, og det er i grunden sørgeligt.
Nu, hvor kvinder endelig fylder lige så meget som mænd, så skynder vi os at sige, at det, at vi er kvinder, overhovedet ikke betyder noget. Efter mange tusinde år, hvor det at være mand afgjorde alt, og efter en lang sej kamp for kjole og kald – er vi endt i et kompromis som intetkøn.
Hvorfor ikke glæde sig over mangfoldigheden? Hvorfor ikke være ved, at man bringer sine kønserfaringer med ind i præstegerningen, og at sådan skal det være, hvis kirken skal afspejle samfundet og favne bredt? Som mand, som kvinde, som transkønnet – eller som et af de andre over halvtreds kønsidentiter, der er i spil i dag.
I en tid, hvor vi i andre sammenhænge hylder diversitet og forskellighed, gælder det besynderligt nok ikke kønsroller. De skal helst ikke findes. Men det gør de da heldigvis.
Og da jeg for få dage siden sad og spiste frokost med to franciskanermunke i Rom, sagde den ene, at han misundte os vores kvindelige præster.
Jeg spurgte hvorfor, og han tøvede lidt, for selve tanken var ham jo ret fremmed. Han endte med at sige, at han forestillede sig, at kirken ville blive mere livlig og uden så mange regler.
Skulle vi ikke lade det stå og sige til lykke med de 75 år?