Sognepræst: Måske vil det være godt for os at tidsregistrere

Tidsregistrering kan kaste lys over de store forskelle i præsteembederne og lære os, at når en arbejdsdag slutter klokken 23, behøver den næste ikke at begynde klokken 8, skriver Hans Nørkjær Franch

Mon ikke der også ligger en god del af ”ånden” fra både kaldstanke og rådighedsordning i at være opmærksom på, om vi indbyrdes mellem præster og mellem sogne fordeler arbejdsbyrden rimeligt og ordentligt? spørger Hans Nørkjær Franch.
Mon ikke der også ligger en god del af ”ånden” fra både kaldstanke og rådighedsordning i at være opmærksom på, om vi indbyrdes mellem præster og mellem sogne fordeler arbejdsbyrden rimeligt og ordentligt? spørger Hans Nørkjær Franch. Foto: Kåre Gade

Det er selvfølgelig ikke gået upåagtet hen i folkekirken, at der snart indføres en ny lov om tidsregistrering på hele det danske arbejdsmarked. Fra folkekirkeligt hold har det både været kritiseret og budt velkommen – alt efter hvem man har spurgt. 

Og det kan nok ikke komme bag på nogen, at en god del af præstestanden og samtidig også Præsteforeningen er blandt de kritiske røster. Og ret skal være ret: Tidsregistrering og kaldstanke rimer ikke sådan lige umiddelbart på hinanden.

Jeg vil dog alligevel tillade mig at være forsigtig optimist – eller i hvert fald ikke pessimist – i forhold til implementeringen af tidsregistrering i præstegerningen. Det er der flere grunde til. 

De senere år er arbejdsmængden på mange måder vokset og blevet mere kompleks – også for præster. Aktivitetsniveauet er generelt steget i folkekirken, og der er mange steder en mere eller mindre udtalt forventning om konstant udvikling og nytænkning – også i kerneopgaverne. 

Samtidig har vi en – godhjertet – tendens til ikke at registrere særlig meget arbejdsmæssigt i folkekirken. Udfordringen er, at særligt de store strukturelle og demografiske ændringer, vi gennemgår disse år, er med til at skævvride præstestillinger indbyrdes, så det arbejde, vi egentlig har som fællesnævner, i praksis er meget forskelligt. 

Alarmerende stor forskel på embederne

Det er selvfølgelig noget, stifterne og biskopperne allerede har fokus på, og jeg er bestemt ikke igang med at efterspørge en firkantet one size fits all-model for præstestillinger. Alligevel synes jeg, det er slående, hvor alarmerende stor forskel der er på præsteembeder, som på papiret og lønmæssigt skulle være samme arbejde. 

Der er enorm forskel på at være landpræst i fire sogne, bypræst i et forstadssogn med kirkelige handlinger til op over begge ører og så mere skæve steder, hvor der måske nok er stor befolkningstæthed, men lavt blus på mange kirkelige handlinger, for eksempel på grund af en stor del unge eller studerende i sognet. 

Det er strukturelle forskelle, som vi ikke nødvendigvis tager højde for. Og præcis hvordan vores arbejde fordeles, kunne en tidsregistrering være med til at klarlægge – i solidaritetens navn. Mon ikke der også ligger en god del af ”ånden” fra både kaldstanke og rådighedsordning i at være opmærksom på, om vi indbyrdes mellem præster og mellem sogne fordeler arbejdsbyrden rimeligt og ordentligt?  

En kur mod langtidssygemeldinger

Det kunne også være relevant at holde øje med en mulig positiv indvirkning på den femtedel af præstestanden, der igennem deres præstevirke oplever en langtidssygemelding. Altså om disse kunne nedbringes, hvis vi fik større overblik over vores arbejdstid og dermed bedre kunne fastholde, hvornår og i hvor stor udstrækning det er tilrådeligt at holde fri. 

Og selvom det kan opleves rigidt, så tror jeg faktisk mange af os ville nyde godt af om ikke andet så de tankespirer, der kan sås i os, med eksempelvis en regel om 11 timers sammenhængende hvile, når – vi efter et langstrakt menighedsrådsmøde, der har varet til klokken 23 – pr. automatik tænker, at næste arbejdsdag begynder klokken 8.00.  

Der er allerede tidsregistrering på rigtigt mange arbejdspladser. Og mon ikke det mange steder i praksis er muligt at tidsregistrere både lempeligt og effektivt, så selve registreringen ikke bliver en stor ekstra arbejdsbyrde, og så detaljegraden ikke bliver ødelæggende for den almindelige fleksibilitet. Sidstnævnte er netop et positivt kendemærke ved det danske arbejdsmarked, hvilket også er blevet påpeget i den landspolitiske debat.  

Registrering, ikke styring

Enhver lovgivning har en ånd. Loven om tidsregistrering handler netop først og fremmest om registrering og ikke om styring. Og den er vokset ud af en risiko for overarbejde, hvis ens arbejdsmængde ikke indbefatter et overblik og en gennemsigtighed. Dette vil være væsentligt at holde sig for øje – og holde vores arbejdsgivere fast på i implementeringen. 

Derfor giver det mening, at vi holder godt øje med, hvordan i særlig grad provster og provsteforening i praksis kommer til at fortolke loven. 

For det vil være paradoksalt i en tid, hvor alle taler om afbureaukratisering og at give tilliden tilbage til lærere, sosu’er, pædagoger og lignende, hvis vi i folkekirken pludselig vil til at kontrollere og monitorere medarbejdernes arbejde i en grad, hvor det bliver til skade for arbejdsglæden og trivslen. 

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn