Mens bølgerne går højt om folkekirkens arbejdsmiljø, skal vi også huske at tale om det, vi er kirke for, og at vi har noget vigtigt at samles om. At vi har et stærkt og nødvendigt teologisk ærinde, som ligger i folkekirkens officielle titel som evangelisk-luthersk og går tilbage til reformatoren Martin Luther.
Luther har også været til debat denne sommer. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om han overhovedet er relevant mere, med sine gamle kampe og håbløse arvesyndslære?
Det er han. Jeg mener endda, Luther er topaktuel i tidens politiske debat.
Af den gamle reformator kan vi nemlig lære at tænke samfundet med, når vi taler teologi. Og især et begreb som arvesynden leverer en øjenåbnende replik til nogle af de mest presserende problemer, vores vestlige samfund er havnet i.
Folket mod eliten
I bogen "The Tyranny of Merit" fra 2021 af Michael J. Sandel, politisk filosof fra Harvard, tegnes et billede af de sidste fire-fem årtiers økonomiske og ideologiske politik, der førte op til Brexit, Trump og trumpisterne, en ulmende folkelig vrede og højrenationalistiske bevægelser i fremmarch overalt i Europa.
Undertitlen lyder: "Hvad blev der af det fælles bedste?" Har vi mistet sansen for, hvordan man får et samfund til at hænge sammen?
Bogen beskriver den historie, vi efterhånden kender så godt. Om folket mod eliten. Om afmagten blandt de gamle blue collar workers og alle dem, der engang følte sig som en værdig del af samfundet, men nu oplever al magten og æren tilfalde en lille rig og veluddannet elite, der bor i de store byer.
Det er historien om, hvordan globalisering og markedsøkonomi havde alle de bedste intentioner om øget velfærd for alle, men blot øgede kløften mellem rig og fattig. Digitalisering og større krav om uddannelse har kun fået uligheden til at vokse og den sociale mobilitet til at stagnere.
Det meritokratiske projekts fallit
Der er selvfølgelig mange faktorer, der har skubbet til udviklingen. Men Sandel slår ned på det meritokratiske system og analyserer dens mekanismer. Meritokrati er troen på, at man kan skabe et mere lige og retfærdigt samfund ved at gøre det muligt for alle at uddanne sig og arbejde sig opad og få adgang til gode jobs og højere indkomst.
Alle amerikanske præsidenter og præsidentkandidater, lige fra Ronald Reagan til Obama og Hillary Clinton, er gået til valg på at prædike den amerikanske drøm om penge og succes: Alle fortjener en chance i ræset, uanset hvem du er, og hvor du kommer fra. Man kan, hvad man vil.
Vi kan ikke tænke os et moderne, demokratisk samfund uden at hylde lige adgang til uddannelse, magt og velstand. Men på tre afgørende punkter har det meritokratiske projekt slået fejl:
En overmodig elite, grebet af hybris
For det første sker der noget, når man bliver ved med at bruge det, Michael J. Sandel kalder the rhetoric of rising. Når man bliver ved med at sige, at det gode liv ligger i social opstigning, og at samfundet har brug for veluddannede mennesker, bliver det, at man ikke er veluddannet det samme, som at man er mindre værd.
For det andet er det ikke sandt, at man kan, hvad man vil. Ikke alle kan tage en videregående uddannelse. Ikke alle kan blive rige, bare de arbejder hårdt nok.
For det tredje, og måske vigtigst: Præstationssamfundets retorik om, at du kan hvad du vil, gør noget ved vores måde at opfatte succes på. Det gør noget ved vores syn på vindere og tabere. For alt falder tilbage på dig selv. De velstillede kan nu rose sig selv for, at de har fortjent deres succes, mens resten kun har sig selv at bebrejde, at de ikke kom med på toget.
Det er den nye, dybe kløft mellem rig og fattig, siger Sandel. Der er skammen til forskel fra gamle dages sociale ulighed. Skammen og fordømmelsen, ikke mindst selvfordømmelsen. Samtidig har vi fået en overklasse uden skam eller ydmyghed. En overmodig elite, grebet af hybris, som ikke kan se, der er noget galt ved at være rig og privilegeret og bo i storbyen og leve et liv så ufatteligt langt fra flertallet af befolkningen.
Det pralende overmod er tegn på arvesynden
Diskussionen om et menneskes værd i forhold til deres meritter går tilbage til reformationen og Luthers opgør med pavekirken og dens himmelske belønningssystem. Luthers slagkraftige protest lød, at man ikke kan fortjene sig til Guds nåde med nok så mange gode gerninger. Guds nåde modtager man frit og kvit. Ligesom det heller ikke er finere eller mere meritgivende overfor Gud at være gejstlig.
Hos Calvin fik det en anden udformning. Vel kan vi mennesker ikke styre Guds vilje. Hvem der er frelst eller ikke, vil vise sig på dommens dag. Men mon ikke man alligevel kan se tegn på, hvem der har Guds velvilje, ud fra hvordan det går os i livet? Mon ikke et gudfrygtigt, dydigt og arbejdsomt liv trods alt belønner sig i det hinsides?
Med den tyske tænker Max Webers berømte analyse af, hvordan det kapitalistiske præstationssamfund har sin rod i calvinismen, spørger Michael J. Sandel, om vi er gået fejl af reformationen? Om det simpelthen er for svært for den menneskelige karakter at få frataget muligheden for at hovere?
Måske var det derfor, at netop hybris – det pralende overmod – både hos Augustin og Luther er sikre tegn på arvesynden. Det hænger sammen med Luthers smukke kaldsetik, der giver værdighed til enhver plads i samfundet, fra skraldemand til konge.
Dåben er den dybeste sammenhængskraft mellem mennesker
Et menneske kaldes i dåben til at tjene næsten. Det religiøse kald er ikke forbeholdt præster, munke og nonner, men enhver med en gerning. Ethvert arbejde har sin værdighed og betydning i at være til tjeneste for samfundet.
Som den svenske teolog Gustav Wingren så malende har forklaret det: "Hvis en kristen har en pølsevogn, skal han servere de bedste pølser og derved tjene næsten."
"The Tyranny of Merit" er god læsning op til et folketingsvalg, hvor sammenhængskraft, manglen på håndværkere og pædagoger, skellet mellem land og by og ”jyder” overfor eliten på de ”bonede gulve”, bliver vigtige temaer.
Ind i den debat må kirken tale klart og tydeligt om dåben som den dybeste sammenhængskraft mellem mennesker. Om arbejdets værdighed og dåbens kald til at yde omsorg som pølsemand, tømrer, skolelærer eller departementschef.
Det er mere end nogensinde nødvendigt at sætte fokus på arvesyndens selvtilfredse ligegyldighed med dem, vi ikke deler boble med. I en evangelisk-luthersk etik arbejder man ikke for sine meritters skyld, men for sit medmenneske.