I samklang med folkekirkens almindelige liturgiske nytænkning hører jeg jævnligt kirkeårets læsninger angivet som en pædagogisk sten i skoen.
Selvom jeg selv er en forholdsvis konservativ natur rent kirkeligt, må jeg også selv indrømme, at kirkeårets pædagogiske genialiteter på nogle områder gemmer sig for dygtigt og grundigt i traditionshistoriens tåger.
Som så meget andet er der mange facetter i kirkeårets pædagogik. Og man skal naturligvis ikke blot i en håndevending smide barnet ud med badevandet – særligt ikke når dele af kirkeårets forløb går helt tilbage til oldkirken.
Men selv hvis man er den konserverende type, bør man holde sig nogle ting for øje:
- Kirkeårets anden tekstrække er kun knap 140 år gammel, nemlig fra 1885.
- Den faste gammeltestamentlige læsning kom først ind i højmesseordningen i 1992 – året for udgivelsen af den seneste bibeloversættelse samt ny ritual- og alterbog.
- Det oldkirkelige kirkeår blev indført blandt andet med det formål at oplære (voksne) dåbskandidater inden årets fastlagte dåbshøjtider (særligt til påske og pinse). Denne præcise funktion har tekstlæsningernes forløb af flere og åbenlyse grunde ikke længere.
Vi skal ikke smide kirkeåret ud. Og slet ikke gøre søndagens læsninger valgfrie. Så kommer det nogle steder til at drive ned ad kirkevæggene med lys og kærlighed og vækst året rundt.
For mig at se giver det derfor mening, at man er tydeligt bevidst om, hvad kirkeårets pædagogiske formål er. Og jeg tror faktisk, at nogle forholdsvis enkle greb kan lette pædagogikken for såvel kateket som kirkebænkebruger.
Det kan blandt andet ske ved at skabe en tættere forbindelse mellem kirkeår og kalenderår (herunder meteorologisk kalender). Og det kan ske ved at justere nogle af de dele af kirkeåret, der ikke hjælper fornemmelsen af narrativ opbygning og sammenhæng særlig godt på vej.
Nedenstående tankeeksperiment ser jeg derfor ikke som en revolution, men som et første bud på en mulig justering.
Og samtidig en justering, der faktisk tillader sig at gentænke dele af kirkeårets tekster under hensyntagen til deres oprindelige pædagogiske hensigt: (dåbs)oplæring og forståelsesfremmende forkyndelse.
Januar-marts
Dvaletid, som jeg kalder det, afløser den gamle fastetid og passer sammen med den mørke sekulære fastetid, som en del mennesker forsøger at gå ind i, efter den forkælede, overdådige, madmættede juletid.
Det er i denne tid, at naturen klæder sig “i sæk og aske”. Her kunne man overveje – for pædagogikkens skyld – netop at placere nogle af de tekster, der i evangeliefortællingernes eget forløb leder op til påskebegivenhederne.
Eksempelvis domsfortællingerne (Matt 25,31-46) eller dele af Joh 16-17. I forhold til det sidste kan man dermed få flyttet nogle af Johannesforudsigelserne fra deres dunkle placering mellem påske og pinse.
April-juni
Fejretid fastholder markeringen af de fleste store kirkelige højtider fra påske-pinse, inklusiv konfirmationerne (endda indbefattende den gamle trefoldighedsfejring, der markerer begyndelsen af trinitatistiden).
Det er tiden for virkeliggørelsen/åbenbarelsen af det fulde gudsbillede, der spiller tydeligere sammen med naturens sprudlende, blomstrende og ødsle åbenbaringstid.
Afsluttende med refleksionen over kirken og menighedens fællesskab som Guds værk.
Her kan ligge den række sædemandsbilleder, vi finder i Det Nye Testamente: “Sædemanden” (Matt 13,4-9 og Mark 4,4-9), “Sennepsfrøet” (Mark 4,26-32).
Juli-september
Takketid, den gavmilde og bekymringsløse sommertid rækkende til og med den klassiske markering af høsten, inden mørket begynder at krybe frem igen.
Her kan man lægge en del af de bibelske vækst- og velsignelsesbilleder. Bespisningsunderne (for eksempel Matt 15,32-38, Mark 6,32-44). “Fiskefangsten” (Luk 5,4-11) “Vand til vin” (Joh 2,1-10). “Træet og dets frugt” (Matt 12,33-37) med flere.
Måske også flere helbredelseshistorier, end tilfældet er i første del af trinitatistiden nu (for eksempel 14.s.e. trinitatis).
Oktober-december
Eftertanketid. En slags forkortet trinitatistid, hvor den tematiske og tekstmæssige vægt på næstekærligheden og opgaven at værne om Guds gaver lægger sig sammen med tiden, hvor mørkets eftertænksomhed langsomt kommer krybende.
Hermed kan den meget lange trinitatistid forkortes og samtidig blive knyttet organisk sammen med december måneds juleforberedelser med gavmildhed og offervilje som ledende motiver frem imod jul.
Hermed kan man samtidig få aflivet den underlige opbygning til dommedag, der ubibelsk hævder at agere kristendommens novemberkonklusion.