På det lokale boksehold, hvor jeg har tæsket løs på mine sognebørn i snart to årtier, er det en stående vittighed, at præsten er for blufærdig til at hoppe nøgen i Esrum Sø efter træning. Men vi ved godt alle sammen, at det ikke er derfor, jeg springer over.
Jeg springer over på grund af dekorum. Af sømmelighedsmæssige årsager. Ikke fordi der er noget specielt frivolt eller på nogen måde upassende i den rituelle afkøling efter et par kampsvedende timer.
Det er ikke af puritanske grunde, eller fordi der er noget som helst forkert i at springe i bølgen blå uden en trævl. Men vi er nødt til at holde den lille afstand, både af hensyn til dem og mig. Det skal vi gøre, for at det kan være trygt at mødes, den dag en af mine gode træningskammerater har brug for deres præst.
Er det ikke noget pjat? Nej, det er det ikke. Men det er svært at sige præcis hvorfor, og at springe i søen med sine sognebørn vil heller ikke retligt være et brud på dekorum. Dekorum er et langt stykke hen ad vejen en fornemmelsessag. Og måske er det, fordi den fornemmelse vakler eller er udfordret i dag, at der har rejst sig en debat om, hvad der ligger i det lidt bedagede begreb om passende opførsel.
Hvad vil det sige at udvise en adfærd – som det formelt hedder – hvor man udover at passe sit arbejde efter gældende love også ”såvel i og udenfor tjenesten viser sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”?
Hvordan viser man sig værdig til menighedens agtelse?
Stiftskontorcheferne fra alle folkekirkens ti stifter holdt for nylig sammen med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter en konference for at diskutere begrebets aktualitet i en forandret verden.
Måske for at skabe fornyet opmærksomhed om, at det findes, og at det ikke bare gælder præsterne som tjenestemænd, men alle offentligt ansatte – altså også kirketjeneren og kordegnen, organisten og graveren. Det er alle kirkens medarbejdere (og hvorfor ikke også menighedsrådene?), der indbydes til overvejelse over, hvornår man viser sig værdig til menighedens agtelse.
Jeg tænker ikke, at dekorumspørgsmålet er kommet på dagsordenen på grund af de få overgrebssager og anklager om krænkende adfærd, som folkekirken ligesom mange andre offentlige institutioner slås med.
Og godt nok lever vi i et moralsk opgør med meget af det, der for bare ti år siden var helt acceptabelt og normalt. Grænserne har flyttet sig, og som rigtig mange har påpeget, så skyller der en puritansk bølge hen over 68’ernes højt besungne, normbrydende frihedsevangelium, som i bund og grund kun var en frihed for de få. Men har det nogensinde rigtig været folkekirkens problem?
En misforståelse, at dekorum handler om moralisme og udvendig fromhed
Når det er blevet relevant at tale om opførsel og sømmelig adfærd i folkekirken, så er det ikke druk og gramseri og vilde julefrokoster, der er problemet. Men det er al den kiv og strid og ballade, der rydder forsider den ene gang efter den anden og skader kirkens omdømme langt mere, end når en enkelt vildfaren synder opfører sig uterligt.
Det handler ikke om at kirkens folks skal være ”renere og mere ren og from end Herren selv”, som en præst skrev på Facebook i protest imod hele dekorum-snakken.
Det handler heller ikke om, hvorvidt man må danse på bordene, gå med lange støvler og korte nederdele og drikke en fadøl i fuld offentlighed, som en anden præst kastede ind i debatten i et indlæg i Kristeligt Dagblad. Hun var bekymret for, om hun som præst kunne få lov at være et helt menneske, hvis hun skulle gå rundt og være præst hele tiden, og ikke kunne få lov at skeje ud i sin fritid.
Man kan ikke redde folkekirkens omdømme med moralisme og udvendig fromhed. Det har aldrig gjort noget godt for præsters troværdighed at gå rundt med en glorie om hovedet og agere dydsmønster.
Tværtimod er der en lang satirisk tradition for at spidde den farisæiske præsteprofil, som altid har ansigtet lagt i de rette folder, men indvendig er et lille, småligt og hævngerrigt menneske. Der er ikke noget, man taber mere agtelse på som præsten end at være en hykler. Derimod vil menigheden gå langt for at dække over en afholdt præsts moralske udskejelser.
Kirkens ansatte betragtes som vidner for den kristne kirkes troværdighed
Der er to niveauer i dekorum. Der er både det oplagte krav om at være en lovlydig borger. Men så er der også hele den del, der handler om at have fornemmelse for sin rolle. Det er en fornemmelse for ikke at ødelægge, forvirre eller skabe tvivl i forholdet til de mennesker, man er der for. At have hjertet på rette sted, ganske enkelt. Og en sans for, hvilket ansvar man har overfor sin institution og den opgave, man har fået betroet.
Hvad er det vigtigste? At man er et dydsmønster? Eller at man kan have tillid til, at du er et ærligt, velmenende menneske, der ikke løber med sladder eller er fordømmende og ukærlig? Et eller andet sted må vi snart blive voksne nok til at erkende, at kirkens ansatte også betragtes som vidner for den kristne kirkes troværdighed.
Ingen regner med, at vi er perfekte. Men man forventer, at vi gør os lidt mere umage end andre. Og når kernekristne dyder som tålmodighed, rummelighed og overbærenhed ligger tungt begravet under ruinerne af en bitter strid i menighedsrådet – så svigter vi det bærende lag i alt det, vi har med at gøre.