Når jeg læser "udbryderlitteratur" – et selvopfundet ord, der dækker over historier, der handler om at bryde ud af en given sammenhæng – slår det mig, at nogle opgør kan man paradoksalt nok først tage, når man har forladt skuden.
Nogle gange må man bare over åen og finde vand fra andre kilder. Når man er allermest sulten, kan man kvæles af den mad, man har lige foran sig.
Her skal det være min påstand, at enhver kirke har godt af ikke blot at reflektere over sine egne styrker, men også sine medfølgende svagheder.
Ofte bliver det til, at vi fremhæver egne styrker og andres svagheder, og det er vel helt naturligt. Men der er noget godt i at have en selvkritisk proces, hvor man også ser sig selv efter i sømmene.
Styrker kan give bagslag
Lad mig give et eksempel: For en måneds penge siden skulle jeg sige noget om forholdet mellem tro og tvivl på en lederkonference i Luthersk Missions Børn og Unge.
Når jeg taler om tvivl, plejer jeg altid at understrege, at tvivl har et universelt element (man kendte også til tvivl på Biblens tid) og et tidstypisk aspekt (for eksempel næres vores tvivl af andre ting i dag end i fortiden).
Men jeg forsøgte også at sige, at der tilmed kan være noget i teologien i Luthersk Mission, der nærer tvivlen. Og det paradoksale er, at det i mine øjne er foreningens styrker, der giver bagslag.
Og sådan er det ofte. Fællesskabers styrke har indlejrede svagheder.
Jeg pegede på fire punkter for at vise dialektikken mellem styrke og udfordring. Jeg nævner dem her med den appel, at eventuelle læsere kan overveje, hvordan denne vekselvirkning ser ud i din kirke.
Sjælesørgerisk selvransagelse
For det første har Luthersk Mission, som de andre vækkelsesbevægelser i Danmark, et stort fokus på at ransage sig selv. Det udspringer af den reformatoriske grundtanke om, at troen skal være personlig.
Det handler om at have en relation til Gud i sit hjerte. Derfor har man haft en tradition for at spørge fra prædikestolen; "hvordan har du det med Jesus?" eller "hvis Jesus kommer igen i aften, er du så klar?"
Spørgsmålene er ment sjælesørgeriske, fordi man tror på, at det er afgørende, at man har et afklaret gudsforhold. Men udfordringen er, at denne hyppige selvransagelse kan skabe tvivl på egen tro, måske endda unødvendigt.
Når man får den slags spørgsmål, kan man jo godt komme i tvivl om, hvor genuin troen er. Og nogle gange kan selve det at få spørgsmålet nære tvivlen.
"Skriften alene"
For det andet har Luthersk Mission et syn på Bibelen, som gør, at alle udsagn tages alvorligt. Det er også fra den protestantiske arv, hvor "Skriften alene" er blevet betonet.
Udfordringen her kan være, at Bibelen er en stor bog, der indeholder mange udsagn om mange forskellige ting, og man tvinges derfor til at forholde sig til synspunkter, meninger, historier, som man kun skal tage alvorligt, fordi de står i Bibelen.
Det kan afføde tvivl omkring relevansen eller måske om man overhovedet tror på det, der står. Og fordi der er en smal kobling mellem at tro på Bibelen og tro på Gud, kan det generere tvivl.
Kravet om afklarethed
For det tredje har Luthersk Mission nogle gange en udfordring med afklarethed. I mine øjne er det godt med en klar og defineret troslære.
Det er godt at vide, hvad man tror på. Men det gør også, at man kan kræve en afklarethed af hinanden, som ikke efterlader plads til proces.
Paulus advarer os mod at gøre os til herre over hinandens tro. I stedet skal vi være medarbejdere på hinandens glæde.
Men i vores iver efter at få sat skabet korrekt i hjørnet, kan vi som kristne komme til at forlange en afklarethed af hinanden – måske bare implicit – som kan skubbe andre væk fra troen.
Tro i lånte gevandter
For det fjerde har Luthersk Mission en stor tiltro til, at Gud er levende og virksom. Der er en tro på, at Gud handler konkret og direkte, ligesom vi kan læse om det i Bibelen.
Men mange går også hele liv uden at have disse erfaringer, og når der så er denne store forventning om Guds indgriben i vores liv, kan det afføde en tvivl på, om man tror korrekt eller om man overhovedet er elsket af Gud.
Jeg er klar over, at det langt fra er alle kirker, der har så afklaret en selvidentitet som Luthersk Mission. Men min påstand er, at der alligevel vil være en praksisform og en samværsform, som både muliggør og besværliggør det at tro på Jesus i enhver kirke.
Jeg plejer at sige til mine studerende, at det er en kristen dyd at tænke selvkritisk. For hvis vi ikke tænker selvkritisk, lærer vi ikke at gøre standpunkterne til vores egne, så overtager vi bare, hvad der doceres, og det er ingen tjent med.
Det bliver tro i lånte gevandter. Derfor må vi have en frimodig proces, hvor vi som kirke tænker og taler om vores egne styrker og medfølgende svagheder. Hvordan mon det ser ud i din kirke?