Nogle har sammenlignet forholdet mellem stat og kirke med et ægteskab. Et ægteskab er en relation mellem to parter, der er gensidigt afhængige af hinanden.
Staten er afhængig af en kirke, der tager sig af det kirkelige. Sådan slipper staten for selv at være kirke. Kirken er afhængig af en stat, der gennem politiske processer sørger for lovgivning. Sådan slipper kirken for selv at være stat og dermed politisk.
Relationen har været en stor fordel for Danmark gennem århundreder. Den har sikret os mod, at stat og kirke er blevet blandet sammen og givet os enten en religiøs stat eller en politisk kirke.
Som i de fleste ægteskaber har der selvfølgelig været kriser i forholdet. Kriserne er som regel opstået, når en af parterne ikke har lyttet til den anden og i stedet er begyndt kun at tale med sig selv.
Det har været, når kirken kun har talt med sig selv og ikke har forstået, at den har et forhold til staten. Det omvendte kan også være tilfældet. Det sidste er kendetegnet ved den krise, ægteskabet gennemlever lige nu.
Katastrofe
Krisen viser sig, da staten afskaffer store bededag. Staten taler alene med sig selv om, at det giver mening i forhold til krigen i Ukraine og arbejdsudbuddet. På intet tidspunkt spørger den kirken om det giver mening.
Forklaringerne bliver derfor ligeså absurde, som forklaringer bliver, når mennesker alene taler med sig selv.
Anden gang sker det, da staten finder på at lave en uddannelsesreform. Man kalder reformen ”Danmark kan mere III”. Reformen rammer også universiteterne. Staten vil skære i kandidatuddannelsernes længde. Igen taler man ikke med andre end sig selv.
Folkekirken, som er aftager af de teologiske kandidater, bliver ikke spurgt og derfor hører staten ikke, hvad kirken skal bruge kandidaterne til. Har man spurgt kirken, vil man for det første have fået noget at vide om vigtigheden af højtuddannede teologer.
For det andet vil man have fået noget at vide om, at der i disse år bliver uddannet alt for få teologer. Faktisk så få, at folkekirken står med en præstemangel, der er ved at udvikle sig til en katastrofe - ikke bare for kirken men også for samfund, som kirken er kirke i.
Men staten taler kun med sig selv og kun når man bliver selvrefererende, giver det mening, at Danmark kan mere ved at gøre uddannelser kortere og dermed gøre mennesker mindre vidende.
Ingen svar
Således står vi med en stat, der ikke lytter til den anden part i ægteskabet. Udadtil ser det måske ud til, at alt er i den bedste orden. Politikerne taler med stor selvfølgelighed om folkekirkens betydning for samfundet.
Ja, de nærmest knuselsker folkekirken. Indadtil er virkeligheden, at politikere og embedsmændene ikke svarer, når der bliver spurgt.
Der er ingen svar på, hvad der skal gøres ved en præstemangel, der er ved at udvikle sig til en katastrofe for udkantsområderne.
Der er ingen svar på, hvordan en kirke så skal fungere i de områder, hvor affolkningen har taget fart. Og så har jeg slet ikke talt om alt det andet: Helligdagenes betydning for samfundet, niveauet af de teologiske uddannelser og meget mere.
Jeg tror ikke, at det er af ond vilje, at staten ikke svarer. Jeg tror snarere, at det er udtryk for en stat, hvor politikere og embedsmænd er fanget i sit eget spin.
Sigge Winther Nielsen skrev for et par år siden i sin bog ”Entreprenørstaten” om politikere, der har travlt med et spin fyldt af store visioner.
Embedsværket har samtidigt fået mere og mere travlt med at underbygge visionerne med tal og argumenter i stedet for at få dem udmøntet i virkeligheden.
Resultatet er, at der drives mere symbolpolitik end realpolitik her i landet. Resultatet mærker alle institutioner i Danmark, også folkekirken.
Ægteskabet mellem stat og kirke er en del af Danmark. Alternativet er værre, men forholdet er i krise. Derfor må og skal parterne i en form for ægteskabsterapi, hvor de begynder at give sig tid til at tale sammen.
Måske begynder det hele med, at en kirkeminister tager sin bil og kører ud i landet og sætter sig ved et bord og lytter til de mennesker, der kender til forholdene derude.
Måske begynder det med, at man finder løsninger sammen. Faktisk har jeg hørt, at han allerede er begyndt på det. Måske er der alligevel håb for fremtiden.