Du kender sikkert H. C. Andersens eventyr “Det er ganske vist!”
Et herligt eventyr. Den gamle digter hudfletter de sensationslystne og forargede sladderhanke blandt høner, duer og ugler. Eventyret handler heldigvis ikke om os.
Men i søndags fik vi klar besked i prædiketeksten. I teksten er vi blandt mennesker. Jesus revser hver enkelt af os. Vi ser klart splinten i de andres øjne, men er blinde for bjælken i vort eget øje.
En lille fjer bliver let til fem høns
Når jeg læser døgnets nyheder om ballade rundt om i sognene og tænker tilbage på mit lange liv i folkekirken, indser jeg, hvor fuldkommen Jesu analyse er. Af mig og af dig.
Nogle eksempler fra mit eget liv:
Præstefamilien bor på en præsenterbakke. Min familie kunne ikke tage på ferie søndag eftermiddag efter, at far havde holdt højmesse. Ferien begyndte jo først om mandagen. Et nidkært menighedsrådsmedlem holdt nøje øje med os. Altså måtte vi vente med at tage af sted til lige efter midnat.
Da jeg skulle giftes bad jeg min gode ven organisten om at meddele sladderkællingerne i sognet, at jeg ikke var gravid. Han kunne senere berette, at flere netop havde henvendt sig til ham med bemærkningen, at jeg nok var gravid.
Da far pludselig døde, modtog min mor et brev fra det hjertevarme menighedsråd, der i brevet beskyldte hende for tyveri af en messehagel, som enhver vidste var syet af min tante og min fars private ejendom, og som rundhåndet blev udlånt til andre præster. Jeg, der var politifuldmægtig, skrev til menighedsrådet, at jeg omgående ville anmelde rådet til politiet for at udsprede strafbare løgne, hvis ikke beskyldningerne straks blev trukket tilbage. Rådet fik kolde fødder, men uden aktiv indgriben fra min side kunne sagen nemt vokse, som i eventyret.
I politikredsen var der stor opstandelse: “Har I hørt det, har I hørt det? Det er en frygtelig historie. Præsten promenerer i badebukser.” Budbringerne var stærkt pirrede ved synet. Ved min udspørgen viste det sig, at præsten gik rundt i badebukser og slog græs i præstegårdshaven. Ved at pille lidt ved et hul i hækken, kunne de gamle damer nyde synet og forarges. De kiggede grundigt og kunne berette om den store præstemave. Den var forargelsens genstand. ”Lad gå videre, lad gå videre.”
Sladderhankene skal konfronteres med deres egen sladder
Med mails og sociale medier er det blevet meget lettere at sætte en sladderkampagne i gang og få den bragt vidt omkring. I massemedierne er kiv og strid i sognene ikke sjældent en god historie. Sladderhankene, der så gerne vil vise sig, bidrager lystigt til at konflikter vokser.
Med alle de sager, jeg har set og hørt om, må jeg igen og igen spørge mig selv, hvorfor sagerne ikke bliver stoppet i fødslen, men får lov at løbe videre og vokse og skabe og øge konflikter?
Som tidligere offentlig anklager er jeg vant til, at man i retsvæsenet går budbringeren virkelig på klingen: Er der tale om sladder eller om kendsgerninger?
Derefter udøves det så kaldte kontradiktoriske princip. Parterne stilles overfor hinanden. Det kan være ubehageligt for en budbringer at skulle gentage sin ord og beskyldninger falder måske til jorden. Samtidig får den, beskyldningen rettes imod, mulighed for at forsvare sig imod sladder og anklager.
Det princip er meget let at anvende i folkekirken, men sker sjældent eller alt for sent, når historien allerede er rendt fra hønsene til duerne og uglerne.
Menighedsråd og provstiudvalg er myndighedsorganer, ikke kaffeklubber
Menighedsråd og provstiudvalg har myndighed. Og den myndighed skal udøves efter reglerne. Beslutninger træffes i møder efter behørig indkaldelse med dagsorden og så videre. Det er alvor.
Jeg har gennem årene oplevet, at flere råds- og udvalgsmedlemmer har vanskeligt ved at forstå, at de har ansvar og ikke er private kaffeklubber.
Jeg husker, at et menighedsråd smed et medlem ud af rådet. Der blev holdt en slags privat møde uden det medlem, man ønskede at smide ud. Ingen indkaldelse eller dagsorden.
Jo, det er ikke sladder. Det er ganske vist. Den slags sker. Og de ansvarlige er for feje til at tage ansvaret. Hele klagesystemet går i gang og medlemmet genindsættes i rådet, der har handlet i strid med alle regler.
Det er ikke demokratiets skyld, men menneskets
Det kirkelige demokrati er alvor. Man har selv ansvar for de beslutninger, man træffer. Det er først og fremmest den sladdervorne menneskelige skrøbelighed, der er problemet, og ikke systemet.
Det er så let at sende en mail til provst eller biskop og sladre lidt om præst eller organist.
Der er efter min mening kun én måde at tackle problemet på for provst og biskop. Man trykker på besvar og svarer, så alle medlemmer af menighedsrådet og provstiudvalget kan se, hvad der er skrevet, og hvad biskop og provst svarer.
Og der er det ene svar. Hvis der er en sag, der rager menighedsrådet eller provstiudvalget, så sæt sagen på dagsordenen, så deltager provst eller biskop med råd og dåd.
Men det var jo slet ikke meningen. Det skulle jo ikke frem i lyset. Man vil jo ikke sidde i et møde og gentage sin beskyldninger overfor for eksempel præsten, der deltager i mødet.
Men sådan er det. Den folkevalgte, der har fået myndighed betroet, skal forvalte sit hverv efter lov og med anstændighed. Desuden er det jo livsfarligt for en provst eller biskop under private former at deltage i sladder om emner og personer, der kan ende på tilsynsmyndighedens bord.
Sladder og sager skader folkekirken
Aktuelt er Aarhus Stift er kommet på forsiderne. Sagens kendsgerninger kender jeg ikke. Men jeg bemærker, at der er mennesker, der meget gerne bidrager til løjerne ved at udtale sig til medierne. Lad gå videre, lad gå videre.
Der er en gruppe, der føler sig kaldet til at forlange et privat møde med biskoppen for at tale om en person, der – så vidt jeg forstår – er en del af en personale- eller klagesag.
Nu er de fornærmede i gruppen, fordi biskoppen ikke vil møde dem. Så vidt jeg forstår vil de tale pænt om den pågældende ansatte eller tidligere ansatte. Men hvis biskoppen indlader sig på det, hvad skal han så gøre, når der kommer en endnu større gruppe, der vil svine den pågældende til?
Biskoppen svarer præcis det, han skal. Der er en verserende sag, der alene skal behandles af kompetente organer og ikke i privatregi. Hvis provstiudvalget vil tale med ham om en sag, der henhører under provstiudvalgets kompetence, så deltager biskoppen gerne i et provstiudvalgsmøde.
Sladder og sagerne skader folkekirken. Og de skader alle de menighedsråd, der samvittighedsfuldt røgter deres hverv og som oftest i det stille.
Tænk, om vi alle hørte efter Jesu klare besked til os om, hvordan vi er. Tænk, om vi alle besluttede at gå løs på vor egen bjælke, før vi angriber splinten i den andens øje.
Tænk, om vi alene havde kirkens liv og vækst for øje!