Med fornøden rettidig omhu har sognepræst Hans Nørkjær Franch i et indlæg på Kirke.dk peget på, at samtalen om den næste salmebog må begynde nu.
Det ville være smukt med en ny salmebog i Ansgar-jubilæumsåret 2026, men med kendskab til ”den folkekirkelige tidsregning” er det mere realistisk at sigte på reformations-jubilæumsåret 2036, som Bibelselskabet også har sat som frist for en ny bibeloversættelse.
Der er imidlertid meget, der skal tænkes på plads og forberedes, før profilen af en ny salmebog kan stå tydeligt. Så samtalen må i gang. Her er nogle udspil.
En håndbog for kirkegængere, ikke en manual for præster
Helt afgørende er Franchs tanke om, at den næste salmebog ikke skal være en manual for præster, men brugernes bog, en ”håndbog for kirkegængere”. Sådan ønskede man også, at det skulle være i arbejdet frem mod 2002-salmebogen, men så gik det hele op i teologi-politik:
1953-salmebogen, der var den første nyere ”Den Danske salmebog”, samlede ikke blot hele nationen efter genforeningen, men den fandtes snart i 90 procent af alle danske hjem. Tilmed var den udgave, som (næsten) alle fik som konfirmationsgave i dens 50 års virketid, så tilpas håndterbar med tyndt papir og læselig skrift, at man let kunne have den med i lommen til kirkelige forsamlinger.
Også ved andre sammenkomster kunne man roligt foreslå en salme. For kvinderne fiskede lynhurtigt salmebogen op af de små sorte håndtasker. Kommissionen bag 2002-salmebogen lod sig forlede af 1953-salmebogens succes, så man endte med at lave en mådeligt ajourført og i øvrigt topperfektioneret udgave af 1953-sangbogen uden at tage højde for, at formidlingsvilkårene og den kirkelige situation var ved at blive helt anderledes.
Ud med kollekter, historiske oplysninger og forslag til salmevalg
De 70 sider bagerst i bogen med historiske oplysninger og forskellige registre, inklusive forslag til søndagens salmevalg hører ikke hjemme i en brugerbog, modsat salmeoversigten, som selvsagt må med. I dag er det oplagt, at det øvrige stof i den kategori må placeres på salmebogens hjemmeside – som hjælpemidler for præster med flere.
Malplaceret er det også, når alt for mange af teksterne føres tilbage til en formodet oprindelig form. Den slags og mange slags oplysninger om salmernes baggrund og udviklingshistorie, må fremover indgå i en historisk kritisk udgave af salmerne på nettet, sådan som man kender det fra andre vigtige tekstsamlinger, for eksempel Kierkegaards og Grundtvigs værker.
2002-salmebogens tilbageskuende horisont har en ikke ringe skyld i, at akkurat salmerne er ved at være den dårligst tilgodesete del af den danske kulturarv, når det handler om gode netudgaver.
Evangelisk-luthersk set er det tiltalende, at alle bibellæsninger for de to kirkeår, vi p.t. har tekster til, er opført på tur og række i salmebogen, så velforberedte og visuelt orienterede kirkegængere selv kan læse teksten og måske endda se noget andet i den end præsten.
På samme måde er der for hver søndag anført to kollekter, som præsterne meget ofte fravælger, så der kan blive plads til nye og bedre kollekter og bønner i gudstjenesten. Dette store afsnit på cirka 360 sider må udgå.
Til gengæld må der arbejdes med andre formidlingsformer, for eksempel en digital samling af gudstjenestens bibeltekster, en mulighed for at klikke ind på søndagens tekst på kirkernes hjemmesider, hvor gudstjenesterne annonceres. Ikke mindst må teksterne ligesom alle andre tekster, der bruges i gudstjenesten (salmer og liturgi), gøres tilgængelige på papir eller skærm i kirken.
For mange er det visuelle afgørende for tilegnelsen. Andre klarer sig helst (dog ikke nødvendigvis bedst) med at lytte. Tekster bliver allerede i vidt omfang gjort tilgængelige i kirkerummet og ved tv-transmitterede gudstjenester.
Mange steder, både i gudstjenesteprogrammerne og i tv især, gør man desværre den alvorlige fejl, at teksterne til korsang, motet eller recitation, som ofte ikke kan findes andre steder, ikke optræder på gudstjenesteprogrammet – og fuldstændigt tåbeligt heller ikke på tv-skærmen.
Behold bønner, bibelord, katekismus samt korte udgaver af ritualerne
Også afsnittene med bønner til hverdagen, bibelord og katekismus må man overveje placeringen af. De fylder kun 100 sider, som nok er værd at have med i en folkekirkelig brugerbog, hvor de måske tilmed kan få mere opmærksomhed, når der bliver ryddet ud i det fejlanbragte stof.
De vanskeligste emner at få på plads er afsnittene med ritualer (p.t. cirka 80 sider) samt naturligvis salmerne (p.t. cirka 785 sider). Lad os først se på ritualerne, som jo – ligesom de bibelske læsninger, igen praktisk for præsterne – er uddrag af de ritual- og alterbøger, som præsterne er formelt forpligtede på, men ikke altid har lige ved hånden, sådan som tilfældet som regel er med salmebogen.
I en menighedsbaseret kirke, må gudstjenestedeltagere have let adgang til ordlyden af gudstjenestens ritualer, så man kan opleve sig selv om deltagere og ikke blot som publikum. For tiden er den funktion af salmebogen ved at være en illusion, dels fordi kun få kan finde rundt i salmebogen, og ikke mindst fordi der findes så mange alternative udgaver af ritualerne foruden et utal af lokale og ofte helt ad hoc-afvigelser.
Mit forslag – som måske er utopisk i kontroltænkende folkekirke – er, at der udarbejdes faste minimumsritualer for alle former for gudstjenester samt kirkelige handlinger. Vi skylder hinanden at have fælles udskrifter af gudstjenestens og de kirkelige handlingers bærende led (deres ordo), som er det fælles, man kan regne med, hvis man kommer til for eksempel en højmesse eller en begravelse i en folkekirke landet rundt.
I praksis er der en slags konsensus om, hvad der kræves for, at en gudstjeneste kan kaldes en gudstjeneste, og om hvad en fuld højmesse med nadver kræver. Det kan skrives ganske overskueligt efter den model, vi allerede har for begravelsesritualet. Menighedsråd og præst kan så udfylde liturgien efter stedets skik og menighedens ønsker, sådan som præsterne også gør det efter samtale med de pårørende om begravelsen.
Modsat Franch mener jeg, at det er afgørende, at ritualerne for de kirkelige handlinger tages med. I løbet af et år deltog 56 procent af befolkningen i 2020 i en kirkelig handling, heraf cirka halvdelen i en begravelse/bisættelse, mens kun 14 procent var med til en almindelig gudstjeneste uden dåb og konfirmation.
En folkekirkelig brugerbog, som måske kan sælges billigt med mobilepay fra alle kirker, må tage bestik af, hvad folk i praksis kommer i kirken efter.
Mit forslag ender således med at være, at den næste fælles salmebog – som for eksempel kunne hedde ”Folkekirkebogen” –skal bringe cirka 150 sider med bønner, bibelord og katekismus samt de korte udgaver af ritualteksterne, som deltagerne gerne må læse og måske endda sige eller synge med på.
Forkort omfanget fra 791 til 200 salmer
Mit skud fra hoften er, at der skal være cirka 200 sider med salmer, så salmebogen/”Folkekirkebogen” skæres ned fra de nuværende snart 1450 til cirka 350 sider, mens salmernes antal reduceres til cirka 200 mod nu 791.
Det mest teologi-politiserede område i folkekirken er givevist ritualerne. Men valget af salmer til autorisationen følger lige efter – og har i praksis endnu større betydning for den brede befolknings kristendomsorientering end ritualerne, hvis folkekirken ellers holdt sig til de autorisede salmer, hvad den just ikke gør – og ikke har gjort i de sidste cirka 200 år.
Det afgørende argument mod at satse på en ny salmebog i 2036 i stil med den fra 2002 er, at det er umuligt i kraft af det overvældende antal ganske grundigt bedømte salmer, der foreligger i dag.
På Syng Nyt’s hjemmeside salmer.dk er der p.t. 2200 gamle og nye salmer, inklusive salmebogens, som er bedømt af bredt sammensatte paneler. Det vil være svært at reducere særligt meget i dem, for de fleste er i brug rundt omkring. Hertil kommer, at vi har hårdt brug for at overveje og undersøge, hvordan salmer kan gøres tilgængelige og bruges i dag.
Antageligt spiller salmer.dk fuldt så stor en rolle for arbejdet med salme- og melodivalg, som salmebogen – inklusive salmebogens digitale udgave, der savner mange af de søgemuligheder og kvaliteter (for eksempel i melodiafspilningen), der findes på salmer.dk, og som fortsat udbygges, så salmer.dk i dag er i front internationalt på sit område.
Franch har naturligvis ret i, at det er vigtigt holde fast i og yderligere arbejde for, at der kan være en sum af fælles salmer, som mange og helst de allerfleste vil kende, når de kommer sammen i kirken eller andetsteds og skal synge sammen.
I redaktionen for ”Salmesang. Grundbog i hymnologi” fra 2014 nedsatte vi en gruppe med tre organister og tre præster, som efter to døgn i internat nåede frem til en samling af 117 salmer fra 2002-salmebogen, som året rundt kan dække alle slags forsamlinger i kirken ind med fællessalmer til alt fra babysalmesang til begravelse.
Dette udvalg skal mange steder suppleres med andre salmer, som måske er særligt indsunget lokalt. Netop indsyngningen og genkendeligheden er vigtig som et blandt flere kriterier for salmevalget. Herom hedder det, at hensigten med ”117 salmer” har været at samle ”en grundstamme af salmer, som med god samvittighed kan indøves og bruges, fordi det er sandsynligt, at man vil møde dem i andre kirkelige sammenhænge”.
Med det sidste hentydes der dels til, at mange salmer heldigvis kan og bør bruges ved ganske forskellige slags lejligheder, og især til, at de fleste danskere kommer mest i kirke uden for deres eget sogn, fordi de indbydes til kirkelige handlinger for familie og venner, som bor i andre sogne end deres eget.
Når der i dag – og endnu mere om 10 år – skal tages højde for brugen af salmer uden for 2002-salmebogen, skal der antageligt vælges for eksempel 200 salmer, som kan udgøre netop ”vor tids bud på en fælles grundstamme af salmer”, som – hvis de prioriteres i undervisningen, i kirken og ved salmesangsaftener – kan gå hen og skabe en solidere fællesmængde af salmer end de over 1000 salmer, der i dag findes i 2002-salmebogen og dens to tillæg.
Da min kone kom til Avedøre som præst i 1997, havde hendes lidt ældre kollega, Paul Kyhle, der havde været der i snart 25 år, lavet en søgbar samling af alle de salmer og melodier, der havde været brugt de forskellige søndage i hans tid i kirken.
En sådan samling, som man kunne ønske fandtes i alle kirker, vil altid været meget lokalt præget. Den sætter imidlertid nye præster og organister i stand til ubesværet at tage hensyn til, hvad der er kendt lokalt, så det indsungne kan få god plads i salmesangen.
Fra en salmehistorisk til en eksistentielt forkyndende salmebog
Min største udfordring i de år, jeg var med til at bedømme salmer til salmer.dk, var de gamle salmer fra salmebogen 2002. Jeg endte med at lave en (personlig) kategori uden for kategorierne: ”bør bevares i den museale afdeling”.
Mange af salmebogens ældre salmer indeholder meget lidt poetisk kristendomsforkyndelse, men rigtigt meget tidsbestemt ”trosforklaring”, som imidlertid forudsætter et samfund, hvor alle pr. definition er kristne og nu blot skal skoles og opdrages.
Salmebogen er ”et sangværk, der i store dele i dag som forkyndelse er på vej til at blive en teologisk katastrofe”, skriver Iben Krogsdal i artiklen ”Kritik af Den Danske salmebog” i Syng Nyt’s Jubilæumsskrift ”Udsigt fra troens gren” fra 2021.
Omkring halvdelen af 2002-salmebogens salmer er uanvendelige, når det gælder om at lægge poetiske og opbyggelige ord i munden hos de mange forskellige mennesker, der kommer i kirkerne i dag. Det er, med Krogsdals ord, næppe med 2002-salmebogen i hånden, ”at mennesker fremover kommer til at synge sig kristne”.
Ifølge Krogsdals analyse er en stor del af de ældre salmer præget af en slags ”karmateologi”, der er styret af opdragende og belærende, men ganske u-evangeliske retfærdighedsforestillinger, hvor man høster, som man sår – og frelses hvis man tror ”rigtigt”.
Ingen har hidtil svaret på Krogsdals kritik, som i sig selv burde sætte turbo på arbejdet med en ny salmebog. Samlet set stiller situationer, som beskrevet ovenfor, os over for i hvert fald fire store opgaver:
1. Undersøg, hvad der faktisk bruges og virker i dag
Vi har næsten ingen ajourført empirisk viden om salmesangen i dag. Jeg vil derfor slutte med at foreslå fire typer undersøgelser og indsatser, som ville kunne være med til at højne niveauet i både undervisningen, debatten og praksissen omkring salmesang.
For det det første mangler vi elementær viden om, hvilke salmer og salmemelodier, der faktisk bruges i dag.
Hans Nørkjær Franch antager, at der måske allerede er 200 af 2002-salmebogens numre, der er ude af brug. Mit gæt er, at de 142 nye salmer i 2002-salmebogen bruges fuldt så meget som de øvrige dele af salmebogen, og antageligt mere, ligesom jeg tror, at salmer uden for salmebogen bruges mere end de nye i salmebogen, blandt andet i kraft af de to tillæg.
Men vi mangler en undersøgelse af salme- og melodivalget i og uden for gudstjenesten og de kirkelige handlinger. Den sidste af slagsen er fra 1990.
Forud for udgivelsen af ”Salmesang” i 2014 søgte vi syv gange om finansiering af en undersøgelse, hvor et repræsentativt udvalg af organister og præster skulle indberette melodi- og salmevang gennem to kirkeår, men vi fik aldrig pengene, selv om det kunne gøres for under 300.000 kroner.
I dag ville det være naturligt at supplere med interviews med organister og præster for at spørge ind til deres erfaringer og overvejelser omkring salme- og melodivalg. Man bør også bede nogle snese præster og organister fremlægge analyser af, hvad der efter deres erfaring virker i forskellige grupper, sådan som for eksempel Ole Bjerglund Thomsen har gjort det for konfirmandernes vedkommende i ”Udsigt fra troens gren”.
Sådanne repræsentative og kvalitative undersøgelser vil give de mange antagelser, vi hver især kan have, bedre grund under fødderne. Resultatet vil ikke diktere nogen bestemt vej frem, men give overvejelserne et nyt og bedre udgangspunkt.
For det andet er der brug for at høre det almindelige præstedømmes medlemmer gennem en undersøgelse af, hvordan mennesker bruger og oplever salmer, herunder hvad der er en god eller en mindre god salme for dem. Hvorfor skal vi synge nye salmer, når vi har de gamle – eller omvendt: hvad skal vi med de gamle, når vi har de nye?
Mange salmevante mennesker er mere end parate til at give deres svar på det spørgsmål – ofte for at belære andre om, hvilken vej kirken skal gå. Seks instruktive eksempler kan man for tiden finde på folkekirken.dk under overskriften ”Tonen i livet”.
Men der er ingen, der lidt grundigere har spurgt folkekirkens menige medlemmer og brugere om, hvad der virker for dem, når de synger salmer. Personligt er jeg enig i, at salmetekster gerne må bruge ord og billeder, som den gennemsnitlige bruger ikke straks kan gennemskue, sådan som ikke blot de gamle, men også de fleste af de nye salmer gør det.
Men salmer skal, tror jeg, først og fremmest tage brugerne med ind i noget, de kan relatere til deres eget liv her og nu. Kirken skal forvalte en stor salmearv, men den skal ikke lade sig reducere til historisk teater, hvor man søger at holde liv i historiske tekster.
Hvis jeg har ret i, at flere dåbsforældre, hvis de får valget, vil vælge Svein Ellingsens og Hans Anker Jørgensens dåbssalmer frem for Grundtvigs, som ellers er flotte og teologisk stærke, er der her et praktisk kirkelig lærestykke, som de ansvarlige omkring salmevalget i folkekirken må overveje.
Modeller for, hvordan lægfolks salmeerfaringer kan tages alvorligt kan man finde i de undersøgelser, som Kulturministeriets bogpanel har lavet for at finde ud af, hvad det er, der virker i forskellige former for litteratur. Det bedste bud foreliggende med hensyn til salmesangsundersøgelser er to fokusgruppeundersøgelse foretaget af Dorte Dideriksen. De meget sigende resultater er fremlagt i artikelsamlingen på salmer.dk.
Endelig for det tredje er der brug for en fremtidsrettet undersøgelse af, hvordan forskellige mennesker oplever forskellige praktiske forhold omkring salmesangen.
Min antagelse er som nævnt, at 2002-salmebogen er den sidste af sin slags i den form, hvor man tilsigter at være alt for alle. To alternativer er allerede bredt i brug. Storskærme kan bruges med løbende tekster, ikke mindst til stående fællessang – og ikke blot som opslagstavler, sådan som de bruges i en del kirker.
Mens storskærme er gode til korte lovsangsagtige tekster, er en væsentlig negativ side, at salmeteksten er borte og måske helt glemt, når skærmen er slukket eller blot hastet videre til næste vers. Her er alternativet med sangblad – eller fuldt gudstjenesteprogram med indkopierede salmer – stærkere, for så kan man tage salmeteksterne med hjem, hvad mange erfaringsmæssigt gør.
Under alle omstændigheder må vi bort fra traditionen med uforståelige motetter eller korvers efter prædikenen for i stedet at bruge ny prægnante eller ældre, for eksempel bibelske tekster sat i ny musik. Her har sangbladet en stor fordel i, at man ikke blot får den flotte sang ind gennem ørerne, men også kognitivt gennem teksten på sangbladet, som man kan tage frem til genlæsning derhjemme i en stille stund.
Der er meget at lære ved en kvalificeret undersøgelse af de praktiske forhold omkring salmesangen. Det er oplagt at samle viden om erfaringerne, hvor man lokalt har valgt sin egen fremgangsmåde, men det kan også være nyttigt at lave forsøg og eksperimenter, som afprøves i sogne, hvor man hidtil har holdt sig til salmebogen alene.
I alle dele af dansk kulturliv har kulturforvalterne i dag skærpet sit fokus på såvel brugerne som på deres eget formål, så man kan forny arbejdsformerne derefter. Folkekirken har også brug for at vide, hvad der virker, hvordan og hvorfor i brugen af musik og salmer.
2. Undersøg de teologiske tendenser i gamle og nye salmer
En kritisk analyse af 2002-salmebogens ældre salmer som den ovennævnte ved Iben Krogsdal kan ikke stå uimodsagt. I så fald slutter i hvert fald jeg, at analysen er uigendrivelig, og så må der skæres drastisk i salmebogen snarest muligt.
Der er brug for teologiske og ikke mindst receptionsmæssige analyser af de luthersk-skematiske salmer i forhold til moderniteten. Høres de som ren karmateologi i dag? Det slår ikke til, at de er forståelige ud fra deres oprindelige tid og sted, hvis de primært er misforståelige for de fleste i dag. Flere analyser af brugen af de ældre luthersk-skematiske salmer må derfor efterlyses!
Kritiske indlæg mod de nye salmers sprog og indhold har der været mange af i de sidste 50 år, men ikke mange grundige. Det er der søgt rådet bog på med Syng Nyt’s nye udgivelse ”Hvor himmel og jord mødes”, hvor 39 meget forskellige forfattere bidrager med i alt 45 artikler om teologien i de nye salmer.
Der er almindelig enighed om, at en kun en mindre del af de nye salmer har kvalitet. I den henseende ligner de nye de gamle! Men der er alligevel nogle hundrede nye salmer, som bedømmes som gode.
Med den nye bog peges der på, at der også er teologisk hold i et meget stort antal af de nye salmer. Det bekræfter indirekte af den hastigt stigende brug, der gøres af dem. Så meget desto mere må diskussionen om den teologi, de formidler selvsagt forsættes.
3. Gør salmer, der ikke kommer med, tilgængelige digitalt
Som godt og vel antydet ovenfor har vi et stort behov for at få gjort vores salmer tilgængelige med redegørelser for deres baggrund og de forskellige tekstvarianter og udgaver i en stor elektronisk database på linje med andre vigtige tekstsamlinger.
For 15 år siden, før nedskæringerne for alvor haglede ned over universiteterne, var vi en lille snes forskere, der arbejdede med liturgi og salmer på Københavns Universitet. Nu er der højst et par stykker tilbage.
Derfor ligner det nu en kirkelig opgave at rejse midler til at få bevaret alle vore tidligere brugte og måske fortsat brugbare salmer i en historisk bearbejdet, digitalt søgbar udgave. Det er fint, at Kierkegaard og snart også Grundtvig er tilgængelige på den måde. Kirkeligt og måske også kulturelt ser, er salmerne lige så vigtige som de to.
4. En løbende ajourføring af ”Folkekirkebogen” skal sikres
Sidst, men ikke mindst må der sikres, at der løbende arbejdes med og indsamles erfaringer og materiale til fornyelserne af ”Folkekirkebogen”, som jeg kalder den næste fælles salmebog. Antageligt må den komme i nye udgaver for eksempel efter 15 år ligesom højskolesangbogen. Det ligner en oplagt opgave for det Liturgiske Forum, som biskopperne ønsket at oprette under FUV.
Nedsæt en forberedelsesgruppe for en ny salmebog
Jeg synes, at omridset af en ny fælles salmebog for brugere, Folkekirkebogen, tegner sig rimeligt klart, selv om der mangler mange undersøgelser, analyser og debat, før vi når så langt. Man kan man håbe, at det alt sammen vil blomstre frem af sig selv.
Måske vil det være en hjælp, hvis der nedsættes en mindre forberedelsesgruppe til at fremelske eller koordinere de forskellige tiltag, som tilsammen kan bane vejen for et mere målrettet arbejde frem mod en ny kirkelig brugsbog til afløsning af Den Danske Salmebog 2002.
Bibelselskabet, der har sin egen ledelse, skal nok gennemføre sit store arbejde med en ny oversættelse til 2036. Blot der ikke går for meget kirkeministeriel bureaukrati og biskoppelige konsensuspolitik i sagen, kan det også nås i arbejdet med folkekirkens brugerbog 2036.