Hattedameteologi, degeneration af luthersk kirkeforståelse, tilbagefald i katolicisme. Det er ikke så lidt, vi, der bliver kaldt både diakonitis-ramte, aktivistisk-politisk folkekirkeelite og nydere af rollen som moralske overdommere, skal tage på os, når Jan Lange og Jan Unold svinger krabasken.
Endelig vil vi – og det er vist det værste – slet ikke forkynde evangeliet.
Vi kunne vælge at sige ’pyt’, for der er jo ikke noget i Lange-Unolds stormangreb, der er uventet.
Men vi bliver også lidt tirret af den svulstige tidehverske retorik og position, hvorfra det nærmest bliver en ukristelig beskæftigelse at tage livtag med en verden i forandring, og slet ikke med en teologisk refleksion over folkekirkens forhold til et samfund, der forandrer og udvikler sig. Folkekirken skal øjensynlig blot uforandret kigge på – og så pege alvorlige fingre i ny og næ.
Så var der lige ordet diakonitis, som helt fjernede fristelsen til et ’pyt’. Lange-Unold nedgør det faktum, at kirken siden reformationen har været dybt engageret i diakoni og fattigdomsforsorg. Det er vist de færreste, der er blevet mere katolske af det.
Bekendelse i fem punkter
Når det er sagt, vil vi gå til en 5-punkts-bekendelse:
1. Vi vil gerne vedgå, at vi ikke har samme forståelse som Lange-Unold af, hvad kristendom er for en størrelse, ej heller af hvilken rolle folkekirken må og kan spille i det samfund, den er placeret i.
2. Vi vil tilstå, at vi ikke ser os som repræsentanter for den sande kirke og har ikke ambitioner om at konkurrere med dem, som mener, de kan indtage rollen som garanter for den sande forkyndelse.
3. Vi kan dårligt genkende det golde og umenneskelige offentlige system, som Lange-Unold mener at kunne identificere. Faktisk oplever vi, at der er flere i det offentlige system, der vil snakke med os, ikke selvom, men fordi de ser os som nogen, der har rødder i folkekirken. Det er der også mange andre i folkekirken, der oplever. Læs bogen, som Lange-Unold ikke kan li’.
4. Vi tror ikke, at folkekirken kan undgå at blive direkte involveret i det politiske magtspil. Det har den været, lige siden den blev skrevet ind i grundloven. Og ja, vi mener, at folkekirken skal engagere sig i den politiske kamp for at ændre den politiske prioritering. Med sin forkyndelse, med det sprog, kirken tilbyder, er den sådan set allerede dybt involveret i den kamp. I forlængelse heraf mener vi derfor ikke, at kristendom kun skal beskæftige sig med det, Lange-Unold kalder for den skjulte virkelighed.
5. Og så holder vi for øvrigt på, at der bør skelnes mellem kirken som sådan og folkekirken. Den sidste har – og det står vi også ved – brug for det, Lange-Unold kalder et imageboost, hvis den skal have en mulighed for med legitimitet at holde fast i, at den er folke-kirke.
Dermed har vi nok lagt op til flere skældsord.
Esben Thusgaard er provst for Århus Ndr. provsti og Erling Andersen er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter