Stor tak til Hans-Ole Bækgaard, Indre Missions skarpe formand, for at have set den virkelige misere i lovforslaget om afskaffelse af store bededag (Kristeligt Dagblad den 27. januar, red.). Nemlig at lovforslaget ikke alene vil afskaffe store bededag, men vil afskaffe helligdagsbegrebet i lukkeloven.
Hidtil har de danske helligdage været fælles forudsatte. Vi kender efterhånden alle historien: lovgivningsmæssigt finder vi dem dels i danske lov fra 1683 og dels i en forordning fra slutningen af 1700-tallet, en såkaldt helligdagsreform, der samlede små bededage til en stor bededag.
Men ingen af os tror jo på, at det er lovgiver, der har fastlagt helligdagene. Bortset lige fra store bededag.
Alle de rigtige helligdage – juledagene, påskedagene, pinsedagene er helligdage pr. tradition. Fordi de kirkeligt set fortæller centrale historier fra Bibelen og folkeligt set er dage, hvor vi stopper op for at høre centrale historier fra Bibelen i fællesskab. Eller noget.
Helligdage står både i alterbog og lukkelov
For at sikre den samordning står helligdagene i alterbogen, så det er obligatorisk at holde gudstjeneste og præsterne ved, hvad de skal læse – og så i lukkeloven, så vi (næsten) alle sammen kan stoppe op, lukke ned, tænke efter.
Og så står helligdagene i overenskomsterne som dage, hvor det er særligt dyrt at kalde det akutte beredskab på arbejde, fordi meningen er, at det er dage til eftertænksomhed. Ja, og så i en helligdagslov, der har til formål at sikre ro til at tænke efter.
Nu foreslår regeringen at tage begrebet helligdage ud af lukkeloven.
Julens, påskens og pinsens helligdage er stadig remset op, sammen med nytår og grundlovsdag. Men ingen af dem er længere helligdage.
Regeringens forslag skiller statens gebet fra kirkens gebet
Rent lovteknisk betyder det, at næste gang, nogen finder på at fjerne en dag fra den remse, der er nævnt i lukkeloven. Kristi Himmelfartsdag, for eksempel. Så kan man bare ændre lukkeloven. Man behøver ikke vente på folkekirken.
Staten, samfundet, regeringen, lovgivningsmagten tager frit stilling til, hvilke dage, der skal være "lukkedage", og dét spørgsmål har ikke længere noget at gøre med, hvad der er helligdage i folkekirken.
Det betyder, at folkekirken får helligdagene for sig selv. Dem kan folkekirken regulere. I fred og ro. I folkekirken (og de andre kristne kirker) kan man så tage stilling til, om en dag stadig skal være helligdag (med obligatoriske gudstjenester) selvom den engang i fremtiden måtte blive pillet ud af lukkelovens liste.
Vupti er der ikke længere nogen biskopper, landsforening, præste- og provsteforeninger, for ikke at tale om stifts-, provsti- og menighedsråd, der kan blive rasende over, at nogen er gået ind på deres gebet og blander sig i, hvad der er helligdage. Det må kirkerne selv om – mens samfundet bestemmer, hvad der er lukkedage.
Statens gebet og kirkens gebet er blevet skilt ad.
Samfundet vil få fred for helligdage
Hidtil har en helligdag været som en mønt med to sider. Statens side af mønten og kirkens side. Tilsammen har den mønt reguleret helligdagene. Tilsammen har man skullet blive enige om, hvorvidt de skulle ændres, ophæves, fornys, formeres.
Hvis ordet helligdag slettes i lukkeloven – og senere i overenskomsterne – så er de to processer adskilte. Ingen statslige overgreb. Ingen ballade. Og ingen fælles helligdagsfred.
Man ophæver simpelthen helligdagsbegrebet udenfor kirkens rum. En helt central dimension i et land, hvor stat og kirke er sammenvævet, bliver adskilt, hvis man tager ordet helligdag ud af lukkeloven.
I fremtiden – næste gang lukkeloven bliver ændret – kan alle butikker holde åbent altid. Der vil ikke mere i samfundet være helligdage. Kirkerne vil få deres helligdage i fred. Samfundet vil få fred for helligdage.
Var det dét, man ønskede? Fra regeringen side, da man tog stilling til lovforslaget? Fra folkekirkens side, da man hævdede, at det var et overgreb fra statens side at slette store bededag?