Præst: Kirken burde ofre store bededag for fællesskabet

Jeg undrer mig over, at ingen i kirken ser afskaffelsen af helligdagen som en mulighed for at bidrage loyalt og solidarisk til fællesskabet, skriver Bo Breuning Depner

Vil kirken gå foran med et eksempel på, at vores ret og system er vigtigere end fællesskabets ve og vel? I så fald er det lykkes, skriver Bo Breuning Depner. Foto: Privat

De fleste i dansk kirkeliv er tilsyneladende enige om, at det vil være et katastrofalt overgreb, hvis regeringen afskaffer store bededag.

Nu er det jo ikke sikkert, at ”de fleste er de bedste”, og det er da især bemærkelsesværdigt, at der skal en sådan sag til at forsamle folkekirkens fraktioner.

Hvorfor ikke snarere ”frelse”, ”forkyndelse”, ”den sociale nød”, ”ensomhed”, ”åndløshed” eller andre menneskelige lidelser i kølvandet på kirkens opsplittede, svigtende og vigende virke i Danmark?

Tillige med alle de historiske konflikter, som fraktioneringen har medført, og de heraf afledte menneskelige omkostninger og fornedrelser.

Debatten handler meget om, hvad ”jeg” mister, og meget lidt om, hvad jeg kan bidrage med til det store fællesskab.

Vil kirken gå foran med et eksempel på, at vores ret og system er vigtigere end fællesskabets ve og vel? I så fald er det lykkes.

Men er det det, vi vil være bannerførere for? Eller skulle vi snarere tage mod denne mulighed for at  ”give” noget væk, som kommer fællesskabet til gode?

Også hver enkelt af os, du og jeg, og gøre, som Jesus gjorde: Ofre noget af vores ret, rigdom, holdninger og egoisme til fordel for næsten og det menneskelige fællesskab?

Jeg har naturligvis ikke læst alle indlæg om dette emne, men jeg undrer mig over ikke at være faldet over et eneste kirkeligt argument for, hvordan denne gestus vil bidrage loyalt og solidarisk til fællesskabet næsten uden omkostning for den enkelte!

Hvorfor kan det for den kristne traditions bevarelse kæmpende folk ikke se det?