Har kirken mistet sin revolutionære nerve? Det spørgsmål dannede udgangspunkt for en konference for præster og teologer på Københavns Universitet for nylig. Den var arrangeret af Det Teologiske Fakultet i samarbejde med folkekirkens fem østlige stifter - Fyn, Lolland-Falster, Roskilde, København og Helsingør.
Konferencens overordnede titel var “Komme dit rige” med en henvisning til det, vi beder om i Fadervor: at Guds rige vil bryde igennem. At Guds vilje vil ske, som i himlen, således også på jorden. For hvordan går det lige med det? Og hvorfor arrangere en hel konference, der ønsker at provokere til en fornyet besindelse på, hvad det vil sige at være et kristent menneske i dag?
Jeg var selv en af arrangørerne bag konferencen, og da vi sad og brainstormede på forskellige emner, var der hele tiden en fællesnævner, der dukkede op: at vi lige nu lever i en tid, der opleves som en opbrudstid med store, endnu uoverskuelige forandringer på vej. Er der noget, vi som kirke overser?
Har kirken været for tilpasningsdygtig?
Hver dag følger vi med i en krig, der er slem nok i sig selv, men som også indvarsler en ny koldfront mellem øst og vest. Samtidig vokser kløften mellem syd og nord: Mellem dem, der rammes hårdest af klimaforandringer og katastrofer, de fattige og ubeskyttede – og så os, der stadig går rundt og drikker kold rosé og glæder os over den varme sensommer.
Og så er der også efterveerne af det store globaliseringseventyr. Vi troede, vi kunne løfte den generelle velstand, men de fattige blev bare endnu fattigere, mens de rige blev endnu rigere.
Engang troede vi også på, at det menneskelige fællesskab kunne bygge bro mellem køn og forskellige kulturer. Men så blev vi overrumplet af en forbavsende hidsig, identitetspolitisk sårbarhed, som ikke interesserer sig for det fælles, men mere dyrker det, der adskiller os.
Hvordan kan kirken finde sin plads i en verden, hvor vi fornemmer, at jorden ryster under os? Det var det spørgsmål, konferencen ville stille. Hvordan holder vi fast i håbet om, at verden kan forandres til det bedre? Har kirken været for tilpasningsdygtig og glemt oprøret og solidariteten med de mindste?
Dyrkelsen af det syndige menneske fører til handlingslammelse
Den samfundsengagerede kirke er en ambivalent størrelse. Der er mange dårlige eksempler på, hvad der kan ske, når kirken bliver politisk. Den svenske kirke er et godt eksempel på, at man kan blive så korrekt politisk, at man bliver mere blind end den blindhed, man ønskede at kurere.
Og da jeg læste teologi i 1980’erne, var aktivist det værste, man kunne være. Det var ikke bare tåbeligt, men ligefrem farligt at gå rundt at mene, at man kunne bygge Guds rige på jorden. For der var jo talrige eksempler på, at den slags ender galt.
Alle drømme om tusindårsriget er endt i grusomme diktaturer, og der er en god grund til, at efterkrigstidens dominerende teologi, repræsenteret herhjemme af Tidehvervsbevægelsen, var anti-idealistisk og skeptisk over for menneskeheden.
Når alt kommer til alt, er vi uforbederlige syndere med hang til magt og ære – og det er altid godt at holde sig for øje, når utopien om det fuldendte samfund begynder at rejse sig derude i drømmenes horisont.
Men spørgsmålet er, om den teologi ikke er blevet skåret så hårdt op, at vi er endt med at dyrke det syndige menneske i en sådan grad, at det har taget fusen ud af den kristne tro. Som om mistroen er blevet en dyd i sig selv, og enhver forsigtig tro på at kunne forandre noget som helst er en synd i sig selv.
Tiden er inde til et nyt tidehverv
Det er præcis den passivitet og handlingslammelse, forfatteren Karl Ove Knausgård langer ud efter, når han i et interview i Weekendavisen (1. maj 2023) beklager den moderne kristendoms manglende tro på muligheden af et andet samfund.
Han siger, at kirken har mistet sin radikale og utopiske dimension, og det er et kæmpe tab i en verden fyldt med bekymring og angst – for hvem skal så tale frygten imod?
Ja, hvem skal det? Måske er det tid til et nyt tidehverv. Kirken skal måske til at interessere sig mindre for sig selv og mere for verden. Mens vi går rundt om os selv og tæller kirkegængere, koger kloden over.
Mens vi knokler for at skræddersy gudstjenester til et uinteresseret, kræsent publikum, er der mennesker og liv, der har brug for, at nogen råber højt og træder ind for at forsvare og beskytte dem, der ikke kan klare sig selv.
Tør man være så fræk at sige, at folkekirken i al sin nervøse frygt for at blive betydningsløs, er gået hen og blevet det? Har vi pakket den politiske og medmenneskelige radikalitet ind i en dyne af almene velfærdsværdier og tilbud om åndelig retræte for middelklassen?
Det var tankevækkende nok netop den kritik, den tyske præst og modstandskæmper Dietrich Bonhoeffer rettede mod den tyske kirke under det nazistiske regime.
Han anklagede kirken for at have været for defensiv og mest optaget af at beskytte sine egne interesser. Forfatteren Peter Tudvad, som holdt foredrag om Bonhoeffer på konferencen i sidste uge, skød en pil igennem hele den ømfindtlige diskussion om, hvorvidt Guds rige er af denne verden eller ej.
For Guds rige er som et sennepsfrø, der lægges i jorden for at vokse sig stort. Guds rige findes ikke som et sted, men finder sted, hver gang man kaster sig ind i kampen for retfærdighed og fred og står fast på det enkelte menneskes liv som gudgivet og ukrænkeligt.
For Bonhoeffer handlede det om modet til at ”kaste sig ind i hjulet”, om nødvendigt med livet som indsats. Han blev selv skudt af nazisterne, men hans martyrium gjorde faktisk, selv i nederlaget, verden bedre.
Guds rige er der, hvor andres liv berører os
I vores folkekirkelige hverdag kan det lyde lidt overspændt at tale om martyriet som en konsekvens af ens tro. Men er der ikke også lige nu i dag noget, man simpelthen må sige nej til? Og sige det højt! Selvom det er besværligt, og selvom man får tæsk for det?
Vi har en klimakrise, der kalder på, at vi skal lære at give afkald på vores eget. Vi skal give plads, vi skal stå sammen. Og vi har en polariseret verden, der råber på, at nogen forkynder fred både for ven og fjende. Vi har en krig, det er så let at vælge side i – men skal vi det?
Herhjemme står vi helt aktuelt overfor en ny runde i debatten om aktiv dødshjælp. Hvem stiller sig nu op til kamp, for at forsvare retten til at være syg og svag og ubrugelig, når der går kold praksis i menneskesynet?
Guds rige er der, hvor andres liv berører os. Det kan så let smutte fra os. Derfor skal kirkefolket ud og blande sig aktivt og højlydt – sige nej og sige fra.
Det skulle nødig være sandt, som den katolske præst Alfred Loisy blev berømt for at sige: “Jesus forkyndte Guds rige, men så kom kirken.” Hvor skuffende!