Jeg har kun holdt tre bededagsgudstjenester, siden jeg blev ordineret i 2006, men jeg vil glæde mig til at holde bededagsgudstjeneste igen, hvis den nye regering får held til at sløjfe store bededag som en fridag.
For så er dagen jo ikke længere en dag, som de fleste folkekirker ignorerer og reserverer til konfirmationer, og således kan kirkerne bruge bededag til at holde gudstjenester efter fyraften over temaerne bøn, skyld og tilgivelse.
Faktisk kan store bededag set fra kirkens synspunkt gå hen blive mere bededag, end den er nu, hvis den afskaffes som fridag. Det kan blive fedt.
Det undrer mig meget, at kirkefolk kan få sig selv til at beskrive regeringens planer angående bededag som et angreb på folkekirken og den treenige Gud. Hallo! Regeringen foreslår at få folk på arbejde på en folkekirkelig helligdag, som folkekirken næsten har glemt.
Regeringen gør dette for at øge det danske samfunds arbejdsudbud. Hvis det er vigtigt at øge arbejdsudbuddet, ja, så kan vi vælge, at vi alle skal arbejde én dag mere om året, eller også kan vi gøre noget andet.
En af de ting, der har været prøvet, er at presse svage mennesker ud i arbejdsprøvninger, som i nogle tilfælde endte med, at velfærdssamfundet knækkede mennesker, som burde have fået hjælp. Jeg synes ikke, vi skal forsøge noget, der ligner det igen.
Så vil jeg hellere som præst have bøvlet med at lægge konfirmationerne på andre dage end store bededag, og så vil jeg ellers lægge tankerne i blød for at skabe rammer for en smuk aftengudstjeneste store bededag over temaerne, bøn, skyld, bod og tilgivelse.
Måske vil jeg ved sådan en gudstjeneste bede om tilgivelse på vegne af de kirkefolk, der, ved samfundets bøn om kirkeligt samfundssind, erklærer, at nu er både Faderen, Sønnen og Helligånden blevet dødeligt fornærmet.
Og indrømmet: Påstanden om forbindelse mellem bededag, arbejde og oprustning er torskedum.