Jeg er for så vidt enig, når Grundtvigs Forums formand til Kirke.dk udtaler at: ”Det er fejlagtigt at tro, at åndsfriheden forsvares bedst af de små grupper i folkekirken, der synes, at det allervigtigste i verden er, at kvinder ikke må blive præster. I dette tilfælde er der tale om en mangfoldighed, som godt kan rummes, men som ikke i sig selv bidrager til rummeligheden.”
Til gengæld finder jeg det ikke bare trist, men også modsætningsfyldt, når Kirsten Margrethe Andersen herefter konkluderer, at der ikke er gode argumenter for at fastholde undtagelsesbestemmelsen i ligebehandlingsloven.
For det første har hun netop forud sagt, at der i denne paragraf gives plads til en mangfoldighed, som godt kan rummes. Men nu vil hun så ikke rumme den længere og dermed indsnævre folkekirkens ellers så fornemme tradition for rummelighed.
Og så bliver det for alvor trist. For når vi er enige om, at folkekirkens rummelighed ikke forsvares bedst af ”små grupper i folkekirken, der synes det allervigtigste i verden er, at kvinder ikke bliver præster” (findes de mennesker i øvrigt?), så må det jo netop være fordi, det er de store ”mainstream”-grupper i folkekirken, som bedst forsvarer folkekirkens rummelighed. Men det forudsætter så, at grupper som for eksempel Grundtvigs Forum fastholder at forsvare denne rummelighed og ikke som Kirsten M. Andersen foreslår at indsnævre den.
Grundtvigs frihedsbegreb handlede netop om at forsvare friheden – også i trosspørgsmål – for dem, som man ikke er enig med. En sand rummelig folkekirke er derfor netop, at vi, som betragter os selv som ”den folkekirkelige midterbane” og desuden åbenlyst støtter kvindelige præster, vedholdende forsvarer åndsfriheden og mangfoldigheden i folkekirken ved at kæmpe for, at der også i fremtiden skal være plads til dem, som inden for rammerne af kirkens bekendelsesskrifter tolker Bibelen anderledes end os.
Jeg er personligt stolt af at være kvindelig præst i en kirke, som også kan rumme dem, som ikke ønsker kvindelige præster. I dagens Danmark er vi i alt for mange situationer delt op efter anskuelse og mødes ikke med mennesker – hverken fysisk eller på sociale medier – som vi ikke deler anskuelse med.
Lad os fastholde folkekirken som et sted, hvor man kan dele kirkebænk selvom man ikke er politisk eller teologisk enige i alle detaljer. Da jeg i sin tid blev ordineret, fik jeg lykønskninger fra ikke bare en, men flere mandlige præster, som ikke bakker op om kvindelige præster. Det er da i sandhed udtryk for både rummelighed og åndsfrihed.
Hvis ikke Kirsten M. Andersen, Grundtvigs Forum og andre på den såkaldt folkekirkelige midtbane vil forsvare åndsfriheden i folkekirken, ja, så er der jo kun de små og mere snævre grupper tilbage til at gøre det. Det mener jeg ikke, at Grundtvigs Forum kan være bekendt.