En typisk orgelbænk er lavet af solidt egetræ og har en mekanisk eller elektrisk hæve-sænke-funktion.
Uanset om man som organist til dagligt sidder på en elektrisk, ergonomisk eller traditionel orgelbænk, kan man deltage i gudstjenesten på lige fod med menigheden.
Selvom vi er ansvarlige for musik, korsanger(e) og lovsang, er det muligt at udviske forskellen mellem orgel-og kirkebænk.
Alteret er man i visuel kontakt med via bakspejl, og lydforholdene – forstærket på pulpituret om nødvendigt – tillader, at man tydeligt kan følge med i bønner, prædiken og bemærkninger fra præst og lægmænd.
Hvad står mere i vejen for at deltage i gudstjenesten, som sad man på en kirkebænk side om side med menigheden? Denne klumme berører følgende tre parametre: Fremgangsmåde i salmespil, forberedelse og indstilling til kirken.
Forskelle på fremgangsmåder
Der er stor forskel på kirkemusikernes fremgangsmåde til udførelsen af præludium, salmer og ledsagesatser.
Jeg har stiftet bekendtskab med kollegaer, der foretrækker at spille salmer udenad med improviserede forspil, og de som benytter sig af en mappe til hver gudstjeneste indeholdende udskrevne noder og alle gudstjenestens salmer med dertilhørende antal vers.
Det førstnævnte eksempel forudsætter en udpræget grafisk hukommelse, og improvisation kan derfor stjæle meget af musikerens kognitive kapacitet. Det sidstnævnte kræver et velorganiseret arkivsystem og har den fare at kunne føre til et rigidt resultat.
Kan man nøjes med at spille efter melodibogen ved at tilføje de øvrige stemmer med det harmoniske udgangspunkt der passer til salmens kirkemusikalske oprindelse, er teksten til samtlige vers let at følge med i.
En følelse af fællesskab
Med koralbogen ude af billedet bliver man også mere opmærksom på de harmoniske variationsmuligheder, som salmeteksten måtte inspirere til. Dog er koralbogen nok for de fleste organister et værktøj, som de konsekvent benytter sig af.
Derfor er den næstbedste løsning, at salmens tekst står i periferien. Så kan man med salme- eller melodibog slået op ved siden af nodepulten følge med.
Personligt har jeg glæde af at synge med på salmer og de små stumper af musik, som korsvarene består af. Det giver en følelse af fællesskab, og synkroniserer samtidig ens vejrtrækning med kor og menighed.
Derudover har jeg givet mine korsangere besked på, at vores arbejde som kirkemusikgruppe også består i at støtte menigheden i de fællesbønner i vores gudstjeneste, som ikke er ledsaget af musik.
Tid til en god idé
Man skal være velforberedt for at have overskuddet til at leve sig med i gudstjenesten. Det gælder i øvrigt også i andre kunstformer såsom dans, teater og skuespil. Man er dog langt fra enerådig over kvaliteten af ens forberedelse.
Kommer salmerne flyvende fra præstekontoret 48 timer inden tjenesten, eller har der i ugens løb været tid til et kort møde om salmer, motet- og musikvalg ud fra søndagens læsninger og stikord om prædikenen?
Ved sidstnævnte eksempel gives der anledning til at summe over salmevalg. Der vil også være overskud til at overveje stemningen ved tjenesten – og så er der tilmed tid til at få en god idé til et forspil.
Forkyndelsen
Noget, der er mindre håndgribeligt end selve den kunstneriske udførelse, er organistens indstilling til kirken og den kristne forkyndelse.
Oplevelsen af gudstjenesten afhænger af, hvordan organisten tilgår formidlingen af kristendommen gennem sine musikalske kompetencer.
I de fleste kirker fylder musik og sang halvdelen af en gudstjenestes længde. Et velment ønske om at forstå det religiøse og højtidelige ved gudstjenestens indhold inspirerer et medrivende orgelspil i en selvforstærkende proces.
Funderet i en personlig tro eller ej er religiøs indlevelse klart en betingelse for, at gudstjenesten bliver en oplevelse, som man kan dele med menighed, præst, kordegn og kirkesangere.
Styrk kollegaskabet
En passiv attitude overfor evangeliet fra orgelbænken efterlader uden tvivl medarbejdere og menighed – og unægtelig i tidens løb en selv – uinspireret.
Det styrker kollegaskabet, at man er sammen om noget, og menigheden bemærker, at man er mere end blot en spillemand. Det befordres i den grad også at deltage i kirkekaffen.
Ved at betragte orgelbænken som en kirkebænk og således fremme sin egen deltagelse i gudstjenesten, bliver jobbet som organist og kirkemusiker i folkekirken mere meningsfuldt.