Den seneste tid har udtrykket "offentlighedsteologi" vandret rundt i mine tanker.
En gruppe teologer sendte for nyligt en antologi på gaden, i hvilken de forsøger at engagere flere i samtalen om kristendommens offentlige betydning.
Personligt har jeg ganske stor veneration for den idé, og jeg synes også, forfattergruppen kommer omkring mange emner på inspirerende vis.
Mit syn er, at uanset hvilken teologisk eller kirkelig lejr man ser sig selv i eller tættest på, vil man kunne finde meningsfulde måder at engagere sig på – hvilket da også allerede på lykkeligvis bliver demonstreret i diverse medier og andre offentlighedssammenhænge på daglig basis. Så det er bare om at komme i gang.
Økonomisk etik
Et eksempel på et vigtigt emnefelt for offentlighedsteologien er økonomisk etik, herunder særligt økonomisk ulighed og uretfærdighed.
Mens de fleste teologer tilsyneladende er enige om, at der ikke er én partifarve, som med logisk nødvendighed må hæftes på kristne, er mange også enige om, at kristne må kritisere en ureguleret (ofte kaldet "grasserende") kapitalisme, fordi den er etisk uforsvarlig.
Den udnytter de svageste – mennesker, dyr og natur – sætter vækst og profitmaksimering over velfærd og tryghed, destabiliserer sammenhængskraften og fordrer grådighed og griskhed over centrale dyder.
Kristne og teologer står selvsagt ikke alene om denne kapitalismekritik, men det er heller ikke offentlighedsteologiens pointe. Pointen er snarere, at kristne kan bidrage konstruktivt til at udvikle og forfine den økonomiske etik og protestere, når for eksempel kapitalismen hærger.
Singularitetshypotesen
Men det er som om, at kapitalismekritikken er blevet besværliggjort af nogle samfundsmæssige udviklinger, som kirken også naturligt nok lever i og med. Den tyske sociolog Andreas Reckwitz har tilbudt os en analyse af senmoderniteten, som han kalder for singularitetshypotesen.
Den er formuleret i storværket "Singulariteternes samfund," ligesom han også præsenterer den i sin fælles bog med Hartmut Rosa "Senmoderniteten i krise."
Ideen går kort sagt ud på, at det senmoderne er blevet et samfund, hvor det særegne og unikke belønnes, fordi det er enestående.
Det bliver vurderet etisk, så det særegne har en højere værdi end det almindelige, som fremstår kedeligt. Det singulære – det som står ud som unikt – dyrkes i alle områder af samfundet.
Jeg under enhver at læse Reckwitz’ præcise samfundskritik, men det, jeg vil bruge det til her, er at diskutere de nye rammevilkår for kapitalismekritkken. Og det er slet ikke så langhåret, som det lyder.
Det singulære samfund er nemlig vokset ud af det post-industrielle samfund. Det betyder, at vi i dag prissætter og forhandler værdi af immateriel karakter såsom popularitet, status, succes, relationer og så videre.
Det følgende citat indkapsler Reckwitz’ analyse:
"Som følge af forskydningen af økonomiens tyngdepunkt fra produktion af industrielle, funktionelle standardvarer til en postindustriel fremstilling af kognitive og symbolsk-kulturelle varer, bliver kernen i den vestlige økonomi nu rettet mod singularitetsvarer, der gør fordring på at være enestående, autentiske og attraktive. Den postindustrielle økonomi er en højt differentieret forbrugskapitalisme, hvor den gamle dualisme mellem kultur og økonomi bortfalder."
Kulturen vi alle lever i og former er blevet en del af økonomien, af kapitalismen. Det vil for eksempel sige, at mange af os lever på at brande os selv, gøre os attraktive og synlige, og vedvarende skabe opmærksomhed om vores egen person og vores evner.
Spørgsmålet er, hvor man bedriver kapitalismekritik i et samfund, der er postindustrielt og singulært?
Kritik
Tidligere kunne man gøre protest mod kapitalismen blandt andet ved at undlade at købe varer og give sin kritik til kende via diverse medieplatforme.
Nu er den sidste del af strategien selv blevet inkorporeret i kapitalismen, der har udvidet sin kampzone – som Michel Houellebecq så intelligent har beskrevet det – til også at inkludere meningsmageri.
Enhver kapitalismekritik er nu plettet af sin modstander, fordi den kun får synlighed og kraft via strukturer, der ernæres ved det, der kritiseres. En markedsgørelse af synlighed, en kapitalisering af symbolsk og kulturel kapital.
Det er djævelsk, for det er ikke let at se, hvordan genuin og grundig kapitalismekritik – som jeg selv finder ørevridende nødvendig – kan eksistere uden det organ, som store medier er.
Så måske er kapitalismekritikken afsluttet som legitim praksis, især for teologer, der står i den dobbelte fare at bære brænde til det bål, man vil slukke, samtidig med at man stimulerer det syndige begær til at lade sig styre og lede af opmærksomhedens flygtige pirring.
Offentlighedsteologien er altså kommet i klemme her.
Det mindste af to onder
En klumme uden en konklusion er som en cowboy uden en revolver, men jeg har ingen konklusion her, for jeg cirkler stadig rundt om de mulige konsekvenser af dette.
Èn vej at gå er jo at fastholde Zinzendorfs gamle diktum, "Præk evangeliet, dø, og bliv glemt." Det er der noget insisterende ved, som jeg også synes, kirken skal turde at gå på.
At Gudsriget er det, vi selv søger først, og som vi fortæller andre, at de skal søge først af alt. Historisk glemsel er ikke farlig, når ens navn står indskrevet i livets bog.
En anden vej at gå er jo at erkende, at markedsstrukturer ikke skabes af kirken, men, at vi lever i og med dem. Og derfor kan man alligevel ikke forsøge at træde ud af dem, men må hæve sin profetiske røst fra midten.
Gud sagde også til de landflygtige israelitter, at de skulle søge efter Babylons fremgang, fordi de selv ville få glæde ved det. Så kan kapitalismekritik og andre typer af offentlighedsteologi komme indefra og forsøge at gøre virkning.
Der vil fortsat være svære etiske overvejelser ved selv-eksponering i en postindustriel, kapitalistisk økonomi, men det kan være ét af de mange eksempler på, at man som menneske må vælge det mindste af to onder.