Hvornår er det egentlig jul? Mange vil nok svare, at det er det omkring den 1. december.
For de fleste butikker er det jul allerede dagen efter, at Halloweenslikket er ryddet af hylderne. På skoler, i kommunale institutioner, på gader og stræder blev juletræer sat op med levende lys, gaver, julemænd og andet festligt julet allerede i slutningen af november.
Mit pastorale indre har jo lyst til at fastholde stædigt, at jul er det selvfølgelig først, når evangeliet har lydt den 24. (eller egentlig den 25. december), og vi rettidigt kan højtideligholde den himmelske, kosmiske begivenhed, Jesu Kristi fødsel. Indtil da er det adventstid, tiden for forventningen og tålmodigheden. En mørk(ere) eftertankens tid. Det er ikke jul endnu.
Men det er de fleste danskere jo bare ikke med på. Og dermed bliver det sådan lidt noget kirkesnobberi at hævde.
Endnu tydeligere bliver uoverensstemmelsen, når man ser, hvor meget julen er overstået i de fleste hjem (og de fleste øvrige sammenhænge) allerede op ad dagen den 25. december. Der, hvor kirken ellers foreskriver, at det hele skulle til at begynde og vare – om ikke lige til påske – så dog til Helligtrekonger.
Min pointe er: Adventstiden er stendød. Julen er her.
En folkekirke kan ikke vende det blinde øje til befolkningen
Skredet har selvfølgelig været i gang i mange år – som det er med så mange traditioner – men stadig tydeligere bliver det: Kirkekalender og kapitalismekalender stemmer ikke overens. Og som det så ofte er, så vinder kapitalen i det lange løb. Der findes ingen bodstid længere. Det, mener mange nok, er et tab. Men selvfølgelig gider de fleste selvfølgelig ikke at afstå fra alt det lækre og hyggelige. Det er jo så mørkt og koldt.
Måske kan det for nogle opleves som en slags bodstid at skulle sidde igennem 24 afsnit af en eller anden mere eller mindre vellykket eventyragtig TV-julekalenderproduktion – med en skurk, der skal overvindes, eller en julehygge, der skal hentes hjem igen.
At der ikke længere er så meget bodstid over adventstiden, kan ”Guds børn” i deres kirkefællesskab jo vælge at være ligeglade med og stædigt holde fast i deres mørke eftertænksomhed og selvforbedrende fromhed. En folkekirke kan dog nok vanskeligere vende det blinde øje til befolkningens ændrede syn på årets gang.
I denne tid er det snarere naturen, der holder faste. Med sine afpillede træer og stadigt mere invasive grå og brune nuancer er det vores omverden, der klæder sig ”i sæk og aske”.
Og mørke. Åh, det mørke. Her træder kulturen heldigvis til med guirlander og glimmer, julekugler og julemænd – og uendeligheder af lyskæder. Og man fristes til at sige: ”og mørket greb det ikke.”
Kristendom handler altid om det, Gud allerede har gjort for os
Er jeg så bare utilfreds? Mavesur? Bagstræberisk?
Nej, for afskaffelsen af tiden for bod og faste har en meget klar gevinst. Den giver mulighed for at droppe gøgleriet og fastholde, at kristendom aldrig er ventetid, men altid handletid (altså ikke i betydningen indkøbstid).
For den teologiske udfordring med adventstidens bods- og forventningstid er dens karakter af teater – fromhedsteater, om man vil. At man i for stor udstrækning fremtvinger en forstilt måde at gå til verden på, der skal ”foregøgle”, at ”der sker noget nyt lige om lidt”.
Men der sker ikke noget nyt. Kristendommen er altid den samme. Og kirkeårets narrative stigninger og fald er mestendels et pædagogisk værktøj til at fortælle den guddommelige historie igen og igen og igen, år efter år.
Men de pædagogiske greb må ikke dække over, at Gud ikke vil have forskellig slags ”rigtig handling” af os alt efter om det er trinitatis-, advents, faste- eller påsketid. Kristendom handler altid om det, Gud allerede har gjort for os, og (afledt deraf) hvad vi mennesker derfor er skyldige at gøre over for hinanden – hver dag og altid.
Derfor skal hele evangeliet også prædikes hver gang, der er gudstjeneste. I adventstiden skal der ikke kun prædikes om, at vi venter, selvom det selvfølgelig kan være et tema i en prædiken.
Derfor: Adventstiden er stendød – julen er her. For hver dag, der er gået siden Guds åbenbaring i sin søn, har været en dag levet på de frisættende ord: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde!”
Derfor er det jul hver dag. Derfor er det påske hver dag. Derfor er det pinse hver dag. For Gud kommer til verden – også i dag. Gud opstår fra de døde – også i dag. Og Helligånden lever iblandt os – også i dag.