Måske er der nogen ting i livet, vi ikke kan lære uden at gå en omvej omkring modstand og smerte?
Jobs Bog er kendt for sin intense skildring af Jobs møde med Gud gennem lidelsen. Job er rig og velstående, men får taget alting fra sig i en slags test, som Satan får lov at effektuere på Guds forordning.
Da Job sidder tilbage med tomme hænder, udfordrer hans kone ham med de måske voldsomste ord i Bibelen: ”Holder du stadig fast i din retsindighed? Forband Gud, og dø!”
Job afviser hende med svaret: ”Du taler som en kvinde uden forstand! Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde.”
Job holder fast, for han kender Gud … ik’?
Ligheder med romantikken
Springer vi fyrre kapitler frem, har Jobs fire venner og Gud givet deres besyv med, og som indledning til det afsluttende kapitel siger Job så de overraskende ord: ”Nu ved jeg, at du formår alt.”
Men det er faktisk ikke, fordi Job har lært noget nyt på et intellektuelt niveau. Som troende monoteist vidste han godt, at Gud formår alt, og det var også det, der lå i hans indledende svar til hustruen.
Det nye er erkendelsen, der er formet af erfaringen. Der var noget, Job ikke kunne have forstået, hvis han ikke var blevet ført ad omvejen omkring lidelsen og smerten. Han ville ikke have haft adgang til det uden afmagten.
På den måde har bibelteksterne en erfaringsvision, der kan minde om forfatterne fra den romantiske periode som Keats, Shelley, Coleridge og Byron. Som svar på oplysningstidens snævre fokus på stringent rationalitet hævdede de, at der er nogle indsigter, vi kun kan gøre ved hjælp af det poetiske sprog, som formidler følelsesmæssige erfaringer. Vi kan ikke sige det lige ud, derfor må poesien komme til.
Bibelen er en teodicé
I den prisvindende amerikanske forfatter Marilynne Robinsons nyeste bog, "Reading Genesis", får vi en af de mest forførende åbninger på en essaysamling, jeg har læst:
”The Bible is a theodicy, a meditation on the problem of evil.” ["Bibelen er en teodicé, en mediation over ondskabens problem."]
Med andre ord er Bibelen som helhed, og ikke kun i fortællinger som Jobs bog, en refleksion over, hvorfor der er ondskab i verden, når nu Gud står bag alt.
Og som sådan læser Robinson, dog uden at nævne det, Første Mosebog i lyset af Paulus’ berømte ord i Romerbrevet: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det”.
Hvis Bibelen samlet set er en meditation over ondskabens problem, er teksterne skrevet for at vi skal lære at se vores eget liv igennem teksternes erfaringsverden og forstå vores egne erfaringer med smerte i lyset af de gamle tekster.
Bibelens personer formes af modgangen
Så vidt jeg kan se, er langt de fleste personkarakteristikker i bibelteksterne varianter af denne idé. Gud udvælger et menneske til tjeneste, som i sig selv virker utilstrækkelig.
Om det er Abraham, der skal blive stamfar til et stort folk, men egentlig er for gammel til at få børn; Moses, der skal tales hele folkets sag overfor Farao, men ikke har ordet i sin magt; Jeremias, der skal vække folket fra deres religiøse utroskab, men egentlig er for ung; David, der skal være den nye konge, men ikke står det rigtige sted i arvefølgen – så kommer de alle til at stå i en opgave, hvor de selv kommer til kort.
Men netop dét er en central pointe i teksterne, for Gud vil ikke kun noget med dem, men også i dem. De skal selv formes af opgaven, og der er erfaringer, de skal gøre sig, som de ikke kan gøre på anden vis end ved modgangen og smerten. De skal, ligesom Job, gå omvejen for med deres liv af at komme til erkendelsen, ”nu ved jeg, at du formår alt”.
Positiv skam
En del af Bibelens svar på lidelsens problem, som Robinson altså mener, er den centrale tematik, er således, at Gud selv lægger nogle bump på vejen i menneskers liv, fordi de er nødvendige redskaber til at skabe dyb indsigt.
Peter gik på vandet, men sank i. Det vidste Jesus jo godt, at han ville gøre, så hvorfor skulle Peter have den skamfulde oplevelse? Og da Peter sad der i båden bagefter, sjaskvåd og skamfuld, hvad stod så tilbage? Miraklet eller ydmygelsen?
Jeg tror, det var det sidste, og jeg tror, det var meningsfuldt, for netop Peter virker i Det Nye Testamente som en karakter, der ikke har let ved at gøre sig dybe erfaringer uden om en positiv skam.
Jesus var villig til at lade ham synke ned i søens dyb, fordi han ikke kunne lære på anden vis, at det ikke er Peter, der bærer Gud med sit frimodige væsen og sin faste bekendelse, men det er Gud, der bærer Peter gennem livets oprørte vande.
Hvis vi skal tage Paulus på ordet og lade alt, hvad der tidligere er skrevet, være noget, vi lærer af, er spørgsmålet til os i dag:
Hvilken sø må vi synke ned i for at lære noget om Guds nåde, nærvær, omsorg og magt, som vi ikke kunne have lært uden denne ydmygende erfaring?