"Verdens ensomste mand er død". Sådan kunne man læse i flere medier for nogen tid siden. Det handlede om en mand, der havde levet isoleret i regnskoven i Brasilien i mange år. Han havde ikke haft kontakt med omverden i en menneskealder.
Han var den sidste af sit folk.
Det er en trist historie. Der er sikkert mange præster, der efter en samtale eller en bisættelse er gået hjem med fornemmelsen af et virkeligt ensomt menneske. Måske ikke verdens ensomste, men tæt på.
Manden i Brasilien var den sidste af sit folk. I Danmark er det modsatte tilfældet: Der bliver flere og flere ensomme. Det lyder jo helt skørt.
Hver ottende dansker viser tegn på svær ensomhed, og pandemi og isolation har ikke gjort det bedre. Antallet af mennesker, der oplever svær ensomhed er steget med 50 procent de seneste fem år.
Kirken udelades i statsligt løsningsforslag mod ensomhed
Et meget bredt flertal i Folketinget står bag et såkaldt "Nationalt partnerskab mod ensomhed." I foråret 2022 udsendte Social- og Ældreministeriet et kommissorium for arbejdet. Kommissoriet var stærkt inspireret af et inspirationsoplæg, som Folkebevægelsen mod Ensomhed udarbejdede i 2021. Der var dog en enkelt bemærkelsesværdig forskel.
I folkebevægelsens oplæg nævnes både "kirke" og "trossamfund", mens det er helt fraværende i det statslige kommissorium, som vel at mærke skal udmøntes af civilsamfundsorganisationer, kommuner, foreninger et cetera.
Ikke ét ord om kirke – selvom folkekirken og andre kirkesamfund ofte lokalt nærmest ligner en folkebevægelse mod ensomhed: Der er fællesspisning, sangkor, nørklegrupper, Mad for Mænd, sorggrupper og babysalmesang, besøgstjenester og foredragsaftener og vandreture, og og og…
Kan man overhovedet forestille sig en national indsats mod ensomhed uden folkekirken? Det kunne man åbenbart i Social- og Ældreministeriet.
Ensomhed er et problem, ingen kan løse alene
Det er en lille ting, men også et interessant eksempel på, hvad der kan ske, når noget flytter fra en ikke-statslig sammenhæng til en statslig: kirke og trossamfund forsvinder. Til gengæld forsvinder de ikke mere, end at de kan komme på banen igen, når arbejdet skal gøres.
Og det er historien om det nationale partnerskab også et eksempel på: Arbejdet med at holde tov i partnerskabet er lagt hos et par civilsamfundsorganisationer, Røde Kors og Ældre Sagen.
Det er begge organisationer, der har været med til at udarbejde ideoplægget, hvor kirker og trossamfund ikke var "glemt". Og her var der åbne arme, da vi fra Helsingør Stift i sommer forhørte os, om vi kunne være med.
Så folkekirken er med i partnerskabet. I første omgang med repræsentanter fra et hjørne af folkekirken, Helsingør Stift, men det er oplagt med alt det arbejde, der gøres lokalt rundt omkring, at det også bliver et bredere, folkekirkeligt engagement i samarbejdet om at bekæmpe ensomhed. I samarbejdet, for det er det, det må være.
Ensomhed er et såkaldt "wicked problem", et uartigt problem. Det er et problem, der trækker tråde fra mange sammenhænge, og derfor må der også tages hånd om det i mange sammenhænge eller arenaer, der til sammen udgør et kort over ensomhed: "Fritid og fællesskaber", "Hjem og bolig", "Skole og uddannelse", "Sundhed og pleje", "Arbejdsliv og beskæftigelse".
Ensomhed er et problem, ingen kan løse alene. Heller ikke folkekirken, selv med nok så mange fællesskabsaktiviteter. Men hvis man går sammen, foreninger, skoler, virksomheder, kommuner – og kirker og trossamfund – så er chancen for, at det lykkes at bekæmpe ensomhed større.