Folkekirken har heldigvis mange dygtige præster, der tænker nyt, som er kreative og som byder på idéer til, hvordan kirken bliver mindre støvet, mere i samklang med tiden, mere moderne.
Mange er omsorgsfulde over for ønsker og ideer fra de mennesker, der søger kirken ved forskellige lejligheder. Vi har også dygtige kirkemusikere og andre ansatte, der forstår at indgå engageret i lignende processer.
Jeg er oprigtigt overbevist om, at alle tiltag kommer fra et godt og velment sted. Mange af ideerne har jeg også selv som organist været med til at føre ud i livet.
Samtidig har jeg ofte stået og vogtet lidt om “alt det, vi er vant til”. Jeg har tidligere formuleret min position som en frembærer af den lille mands uudtalte veto, og jeg mener stadig, den formulering kan forsvares, men jeg er efterhånden også nået til et sted, hvor jeg tror, den kan udbygges lidt.
Selvfølgelig er professionelle kirkefolk forpligtet på at forsøge at sikre en folkelig tilslutning til kirkens arbejde, men har vi en dybere, lidt mere usynlig forpligtelse, som måske er vigtigere?
Kirken som "det andet sted"
På baggrund af mit engangement i mange sogne og min brede orientering i forhold til det folkekirkelige landskab er jeg på det seneste blevet bekymret for, om kirken som "det andet sted" er kommet i fare.
Bag tanken ligger naturligvis en grundlæggende præmis, som nogle givetvis vil være uenige i, men som jeg mener er fundamental: Kirken er blandt meget andet vigtigt et andet sted, hvor vi mennesker kan gå hen, når dagligdagen, jobbet, hjemmet og fritidslivet ikke slår til.
Menneskers dagligdag står i højere grad end nogensinde i modsætningsforhold til vores bestemmelse.
Hvad enten vi har for travlt på arbejdet, eller om vi er på samfundets yderkant og har svært ved at få tingene til at hænge sammen, har vi brug for kirken som et sted, der ikke overskygges og defineres af de ting, der gør livet svært og uoverskueligt for os.
Jeg er overbevist om, at kirken er givet os som sådan et sted. Et sted for omsorg, evighed og samvær med den levende Gud. Et sted, hvor brikkerne til puslespillet for en stund kan få lov til at blive lagt der, hvor de skal være. Et sted, hvor tidens ubønhørlige masen mod et mål, der måske slet ikke findes, hører op. Et evighedens rum. Et andet sted.
Kirkens anderledeshed er i fare
Det andet sted er et rum med en særlig duft. Et sted, hvor lyde forandres og stemmer dæmpes. Et sted, hvor jeg kan sidde med en fin bog i hænderne, og bogen rummer salmer og bønner, jeg ikke forstår, og papiret er underligt tyndt og knitrer mellem fingrene.
Der læses tekster, jeg hverken kan eller skal rumme, og der er musik, som sætter min tilværelse ind i en uforklarligt ordnet rytme.
Det er et sted, vi rejser til hver søndag eller bare engang imellem alt efter behov og bevidsthed. Uden at tjene penge, uden at være aktive på de sociale medier. Uden at bekymre os om ubetalte regninger og svigtede relationer. Eller der, hvor vi kan komme af med de bekymringer.
Og det er et sted, hvor man på en ganske særlig måde kan møde den Gud, som vel er overalt, men som de fleste steder er uhørlig, mest af alt på grund af vores larm. I kirkens rum, på det andet sted, er Gud lige så usynlig som alle andre steder. Men han kendes dér på sit ord og på sin stemme.
Men det sted er desværre i fare, tror jeg. Vi hæmmer det, når vi skrotter kirkens musik og salmebøgerne for mere hjemlige udtryk med bluetooth-højttalere og sange, alle kan lide.
Vi undertrykker det, når vi omdanner kirkerummet i retning af den fremadskridende tids magelige åndehuller, caféer, spillesteder, lounges og lignende. Steder som ikke er anderledes, men er en del af vores udvidede, kontrollerbare liv og rum.
Vi glemmer det, når vores mål bliver kundetilfredshed. For mange af dem, der kommer i kirken, har måske ikke gjort sig tanker om, at de har brug for det andet sted.
Lad os give hellestedet videre
Man må ikke forstå mig som en, der sætter lighedstegn mellem “gamle ting” og “det hellige”. Platkonservative paradigmer ligger meget langt fra min pointe.
Men det er mit håb, at man ved fornyelse og ændring af indhold, og også ved nybyggeri, vil besinde sig på de to akser, der efter min mening muliggør vores oplevelse af det andet sted.
Den første akse er de fysiske rammer: Hvad betyder rummets arkitektur og indretning for formidlingen af det hellige? Den anden akse er indhold: Hvad foretager vi os, og hvad siger vi kirken? Er vores bevægelser, handlinger og ord kongruente med evigheden?
Vores omsorg for de mennesker, der søger kirken, kan måske få os til at komme dem i møde på en måde, som faktisk gør skade på det sted, som vi ellers er betroet i vores varetægt og pleje. Måske er der mere omsorg i at række folk en salmebog, selvom de efterspørger et sangark?
Måske er der mere omsorg i at insistere på levende musik, selvom de efterspørger en afspilning fra mobiltelefonen? Jeg tror faktisk, de fleste forstår det med det samme. Også dem, der næsten aldrig kommer. Måske behøver vi ikke være bange for at tale om kirken som det andet sted?
Og, hey, hvad med at genlære vores børn at tage hat og hue af, når de går derind? Fortælle dem, at kirken er et særligt sted, hvor man færdes på en særlig måde. Lad os give hellestedet videre til dem, der kommer efter os!
