"Der skulle jo nødig gå valgkamp i talerstolen."
Det sagde formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, under årsmødet i Nyborg for et par måneder siden.
Jeg havde lyst til at råbe ud til de 400 andre delegerede: "Jamen, hvad skal talerstolen ellers bruges til?"
Jeg nærede mig naturligvis, men siden har formandens udtalelse forfulgt mig. Jeg deler min oplevelse, fordi jeg mener, at en i øvrigt velfungerende forening har en del at lære om medlemsdemokrati.
Valg før debatten
Jeg var en af kandidaterne til foreningens bestyrelse, indstillet af Bornholm. Før årsmødet havde der været en fin proces, hvor kandidaterne fik spalteplads og taletid i foreningens medier.
Et af de store spørgsmål på årsmødet var, hvordan de delegerede og kandidaterne forholdt sig til bestyrelsens ønske om at overtage forhandlingsretten i forhold til kirkernes ansatte (ikke præsterne) fra staten.
Op til mødet havde de ansattes organisationer en bloc udtrykt mistillid til foreningens evne til at overtage arbejdsgiverrollen, ikke blot i det daglige som nu, men også når det drejer sig om at forhandle, indgå overenskomster, løse konflikter og meget andet.
Stor var min overraskelse nu alligevel, da jeg så årsmøde-dagsordenen. Det så nemlig ud til, at der var valg til bestyrelsen før debatten om dette vigtige punkt i bestyrelsens beretning. Kunne det være rigtigt?
Det spurgte jeg dirigenterne om, som efter lod formanden afvise mit ønske med ordene:
Der skulle jo nødig gå valgkamp i talerstolen!
Politisk set en paradeforestilling
Formanden meddelte således, at bestyrelsen ikke kunne støtte, at valget ventede til debatten om beretning var overstået – og at mit forslag ville komme til afstemning.
Jeg fik dog forinden ordet for at plædere for mit argument; at forsamlingen - for at kunne bedømme de opstillede og beslutte sig for stemmeafgivning – burde lytte til kandidaternes eventuelle synspunkter på de afgørende spørgsmål, som bestyrelsen stillede årsmødet. Det er jo normal praksis i enhver organisation, som baserer sig på medlemsdemokrati.
Afstemningen viste trods alt en vis støtte til mit argument, 25 procent, mens de fleste fulgte bestyrelsens anbefaling.
Nu er det ikke foreningsteknik, jeg ønsker at bruge læsernes tid på, men selve holdningen til medlemsdemokrati.
Det stikker nemlig tilsyneladende dybt i foreningen, at årsmødet er socialt betonet, men politisk set en paradeforestilling. Selvfølgelig er ordet frit, men den siddende bestyrelse havde brug for årsmødet til at blive bekræftet, ikke til at blive udfordret.
Tag medlemsdemokratiet alvorligt
Denne siddende bestyrelse har eksempelvis i sagen om forhandlingsret overset, at der er en afgrundsdyb mistillid blandt de faglige organisationer til, at landsforeningen aktuelt kan magte opgaven som arbejdsgivermodpart. Og før denne mistillid er forvundet eller reduceret er opstilling af krav om forhandlingsretten som at smide benzin på bålet.
Jeg kan i hvert fald konstatere, at årsmødet – foreningens højeste myndighed – ikke skal spille nogen rolle i ledelsen af foreningen.
Jeg har oplevet det tidligere; at generalforsamlingerne af de siddende bestyrelser opfattes som et nødvendigt onde, som ikke skal påvirkes af tilfældige medlemsstemninger og antaste positioner og strategier.
En sådan beskyldning har jeg ganske vist ikke belæg for at skyde Landsforeningen af Menighedsråd i skoene. Faktisk opfatter jeg bestyrelsen som kompetent ved at have bragt landsforeningen frem i både offentlighedens, medlemmernes og politikernes bevidsthed. Tilmed fungerer sekretariatet professionelt, og den siddende formand bør – i øvrigt – roses for handlekraft.
Jeg beder blot om, at man tager medlemsdemokratiet alvorligt og fremover tillægger årsmøderne reelt politisk indhold fremfor at bruge flere millioner kroner på et pseudodemokratisk paradenummer.
For nu er være helt sikker i min kritik, hentede jeg formandens udtalelse fra årsmødets officielle referat. Citat:
"Hvis vi imødekommer forslaget (mit forslag/Esben Ørberg), så flytter vi valgkampen op på talerstolen."
Har man hørt mage!
Jeg fik i øvrigt ikke stemmer nok til at opnå valg, men kan forsikre om, at det ikke har indflydelse på ovennævnte holdninger.
Esben Ørberg er redaktør og medlem af menighedsrådet i Rønne Sogn, Bornholm.
