På høringen denne uge i Folketingets Kirkeudvalg om det lokale demokrati og folkekirkens tilstedeværelse i fremtiden var der fokus på ledelse, organisering og organisationsformer.
Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge omtalte, hvordan helhedstænkning, selvbestemmelse og tillid kan indgå som grundstøtter i måden, folkekirken fremover tænker ledelse og organisering i det helt særlige hverdagsdemokrati, der kendetegner folkekirken. Hun nævnte eksplicit “teal”, som en ledelses- og organisationsform, man med fordel kan implementere i folkekirken.
Jeg er fuldstændig enig!
En fælles forståelse af et formål
Folkekirken har allerede høj grad af selvbestemmelse, når det kommer til hverdagens løsning af arbejdsopgaver. Det gælder både for præster og kirkefunktionærer. Det er noget af det, der fremføres som det velfungerende i den netop offentliggjorte arbejdsmiljøundersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken.
Teal [efter engelsk “blågrøn”, red.] er en organisationsform, der lidt populært sagt ser en organisation som en organisme frem for en maskine. Grundstoffet i tænkningen er tre ledende principper, nemlig at organisationen har
- et evolutionært organisk formål, der er ledestjernen for alt virke i organisationen
- selvledelse, hvor både hierarki, central kontrol og konsensus er afskaffet
- en helhedstænkning, hvor medarbejderne skal være ”hele sig selv” på arbejde
Det er min påstand, at flere steder i folkekirken som minimum fungerer efter de to første principper, eller at forudsætninger for at kunne udleve principperne i praksis er tilstede – blandt andet qua de allerede eksisterende organiseringsformer, hvor samvirket mellem eksempelvis præst og kirkefunktionærer netop bygger på og en forbundethed til noget, der er større end en selv.
Beslutninger skal ikke bygge på konsensus
Folkekirken er endvidere i sit hverdagsdemokrati organiseret i mindre autonome enheder (menighedsråd), der har initiativpligten og -retten i forhold til den lokale kirkes liv og vækst. Der er tale om en særlig organisationsform, hvor demokratiet betyder, at der kan tages lokale initiativer inden for det handlerum, der er tillagt menighedsrådene via lovgivningen.
I teal er der en tænkning, der gør, at beslutninger ikke altid går ud på at opnå konsensus. En beslutningsform, jeg vurderer, er en af de foretrukne i folkekirken. Metoden benævnes ”rådgivningsproces”.
Her er der tale om, at menighedsrådsmedlemmet, præsten eller kirkefunktionæren har initiativpligt og mandat til at gøre noget ved en idé eller en løsning af et problem og via en rådgivningsproces skal spørge personer, der enten bliver berørt af en beslutning eller har en viden i forhold til udfordringen.
Når vedkommende har indhentet de gode råd og gjort sig sine overvejelser og yderligere refleksioner, kan personen træffe beslutningen, som så ikke længere er til diskussion.
Når vi taler om beslutningshastighed, så kan der være en skyggeside i det lokale demokrati i folkekirken. Ting tager tid. Det vil derfor være nødvendigt at skabe de politiske rammer og præmisser, der gør at myndighedsbehandlingen og nogle af de eksisterende bureaukratiske sagsgange ændres i en ny menighedsrådslov.
Men de grundlæggende vilkår for at kunne agere i en mere teal-inspireret organisationsform er helt sikkert tilstede. Lad os komme i gang med den kulturforandring.