Det er næsten med orglet, som det er med Vorherre: Man må gerne dyrke det for sig selv, men man kan ikke tale om sin kærlighed til det offentligt uden først at tage en masse forbehold og eventuelt pakke det ind i en afvæbnende vits. Jeg har dem også selv i baggagen: Vittigheder om orglet.
Den bedste er måske, at orglet i sandhed er et guddommeligt instrument, for når det spiller, forstår vi Guds storhed, og når det holder op med at spille, ser vi dybderne i hans barmhjertighed. Men når latteren har lagt sig, tror jeg, det er på tide at begynde et opgør med opgøret med orglet som kirkens instrument.
I det seneste nummer af Organistbladet (nr. 4, august 2023) diskuterer fem kirkelige aktører orglets monopolstatus ud fra et (med sikkerhed ganske intentionelt provokerende) postulat om, at orglets monopolstatus gør gudstjenesten fremmed og vanskelig for mange.
Det bliver ikke, som man måske kunne frygte, et slagtegilde – orglet forsvares fra flere sider, måske bedst og smukkest af Præsteforeningens formand.
Desværre forfalder flere af de adspurgte til at nævne, at orglet er bedst til klassisk musik, mens et klaver bedre forløser “det rytmiske” – hvad det så er. En enkelt får endda hævdet, at organister mod bedre vidende “forsøger at tvinge en mere moderne salme ind i orglet trods åbenlyse problemer”. Et sådant problem må i givet fald ligge hos musikeren, og i så fald er det jo ikke mod bedre vidende.
Døde toner fra en bluetooth-højttaler
Jeg ser heldigvis i min hverdag flere og flere anstrøg til at gøre denne meningsløse sondring til fortid. For man kan i princippet forløse de fleste sange og musikstykker på begge instrumenter, selvom satsen ofte vil være forskellig, alt efter hvilket instrument man har til rådighed.
Man kan sagtens spille såkaldt rytmiske salmer på et orgel, og det er under alle omstændigheder altid langt at foretrække frem for de tåkrummende elklaverer, der sniger sig ind i mange kirker og leverer en pladsbesparende og økonomisk bekvem surrogat for et rigtigt klaver med levende strenge.
En af de kraftigste konkurrenter til orglets brusen er efterhånden blevet afspilning af lydfiler gennem et mere eller mindre velspillende musikanlæg. Til især begravelser, men også ved bryllupper, ser man det nu så ofte, at jeg synes, det giver anledning til en principiel samtale om musik i kirken.
“Kun en dåre tør det nægte, at hos dig er alting ægte, alting mageløst”, skriver Grundtvig. Mon ikke mange instinktivt kan fornemme, at kirkens rum og ritualer, hvor alle elementer er af fineste udvirkelse, fortjener bedre musikalsk ramme end en skrattende bluetooth-højttaler? Skal det levende ords katedraler fyldes med hule klange og døde toner?
“Jørgen skal da bæres ud til yndlingsnummeret nede fra værtshuset”
Vores kirker er tegnet af tidernes bedste arkitekter. De er udstyret med smagfuld kunst og brugskunst i de fineste og ædleste materialer. Man har en dygtig og veluddannet præst i fine klæder af uld og silke, og en kvalificeret kirkemusiker, der i de fleste tilfælde har orglet som sit hovedinstrument.
For mig og mange andre nedbrydes det fine, generøse rum med duft og smag af evighed, når der fumles med en telefon, og når der – trods en akavet pause – efterhånden findes frem til et nummer, som måske ikke helt afspilles fra start af, men i hvert fald næsten. Og i en halvsløj lydkvalitet. Ofte som den sidste musik.
“Jørgen skal da bæres ud til yndlingsnummeret nede fra værtshuset.” Kirkens sidste musikalske hilsen til Jørgen og til de pårørende bliver af tvivlsom kvalitet. Det kan ingen være tjent med. Særligt “lejlighedsmenigheden”, som kun sjældent opsøger kirken, fortjener bedre.
En vej mod en løsning kunne være, at vi som organister bliver bedre til at tilbyde levende musik af mere varieret art, end mange måske er vant til at spille.
Orglet kan noget særligt
Der er en vis idé i at finde fælles fodslag mellem præster og organist, så forventninger og grænser er nogenlunde velkendt, men så kan man måske godt lade en melodi af Kim Larsen lyde, når Jørgen bæres ud. Med et glimt i øjet kalder jeg gerne “Om lidt blir der stille” for Danmarks mest spillede stykke kirkemusik. Der skal nok være noget om det.
Orglet kan noget særligt, og det er ikke mere fremmedgørende for mennesker, end alt det andet, vi har inde i kirken: Glasmalerier, bægre af sølv og guld, døbefont i granit, silkevævede messehageler og stivede pibekraver. Det hele i samme høje kvalitet og fra glemte århundreder, hvor man ellers ikke kunne drømme om den velstand, vi lever i nu.
Orglet hører med her. Det taler til os med luft, som af menneskers og engles lunger. Det trøster os i sorgen, beruser os i festen. Det minder os om alvor og evighed. Det omslutter os med varme, fylde og liv. Ja, som jeg har hørt Søren Ulrik Thomsen sige det: Orglet er åndens instrument. Eller Åndens.