I 2012 fremkom første gang (mig bekendt) et politisk forslag om at fjerne store bededag. Argumentet var, at vi i Danmark havde en offentlig helligdag/samlet fridag flere end vores nabolande.
Dengang blev det politiske forslag lagt død efter et fremragende indlæg i Altinget, skrevet af biskop Peter Skov Jakobsen og et lige så fremragende indlæg skrevet i Information af redaktør David Rehling. Peter Skov-Jakobsen understregede behovet for fælles fridage i familierne og for en dag, folkekirken kan bruge til forårskonfirmationerne. David Rehling fortalte om de skønne forårsferier der gav mulighed for cykelture ud i det blå og sydpå.
I mellemtiden er David Rehling død og Information ikke længere så optaget af hverken helligdage eller fælles fridage. Salling-gruppen og andre store erhvervsdrivende har presset på i ti år, og da regeringen så i sit regeringsgrundlag, december 2022, lagde sig fast på at lægge en helligdag død, var biskoppernes og fagforeningernes protester ikke nok – ud røg store bededag. Med virkning fra i år.
Rørende omsorg for bededag
I år er til gengæld store bededag forsøgt genoplivet i folkekirken som gudstjenestedag. Aftengudstjenester med varme hveder blomstrer over hele landet. Fremragende teologer begrunder, hvorfor store bededag er umistelig i vores kirkeår. Biskopperne står last og brast om at være vrede og holde konferencer og gudstjenester og tage ved lære i stat-kirke-forholdet.
Det er jo rørende at se denne omsorg for en helligdag, der tidligere lige præcis intet kirkeligt-liturgisk indhold havde i praksis. Det vil da være en glæde, hvis denne omsorg nu kan føre til, at vi faktisk får en praksis for liturgiske bededags-gudstjenester – vi har alle brug for de helligdage og samlingspunkter, vi kan få.
Men måske var det nok så vigtigt, hvis biskopper, præster, menighedsråd og kirkefolk i øvrigt begyndte at se alvorligt på de andre forårshelligdage, der snildt kunne ryge en anden gang. For hvorfor holder vi egentlig Kristi himmelfartsdag? 2. påskedag? 2. pinsedag? Det er da et spørgsmål, de store erhverv vil fokusere på de næste ti år – for har vi ikke for mange fælles helligdage, nu sammenlignet med USA, som i den sammenhæng pludselig bliver den vigtigste at sammenligne med?
Skæve hellige i fare for at glide ud af danskernes bevidsthed
Jeg kan sagtens selv svare teoretisk på de spørgsmål. Men selvom jeg i øvrigt er fast gudstjenestedeltager, hører jeg også til de mange danske kirkegængere, der stort set aldrig er i kirke Kristi himmelfartsdag.
Jeg har svært ved at forbinde noget med dagen, indholdsmæssigt, salmer, liturgi, traditioner. Og i øvrigt bliver den som regel brugt til konfirmationer – der er for eksempel stort set aldrig en forårs-aften-gudstjeneste for den almindelige kristenhed (som jo er det, der ellers er i centrum Kristi himmelfartsdag).
2. pinsedag bliver heldigvis mange steder nu brugt til at holde fælles udendørs gudstjenester og den dag er da også den eneste dag, der sikrer, at pinsen stadig optræder i den fælles danske kalender – uden 2. pinsedag ville pinsedag være en søndag som alle andre. 2. påskedag er man også begyndt at optraditionalisere mange steder, med pilgrimsgudstjenester, børnegudstjenester med videre.
For mig at se er det dér, biskopper, provster, præster og menighedsråd skulle lægge deres kræfter. Nemlig i at skabe holdbare traditioner for de kirkegængere, der ikke skal til konfirmation, på de øvrige helligdage, der ellers står i fare for at glide ud af danskernes bevidsthed som andet end netop konfirmationsdage og hyggelige forårsfridage.
Jeg foreslår, at det bliver første opgave for det nye liturgiske forum. Inden de store erhverv har fået nedlagt endnu 2-3 af danskernes fælles helligdage.