For knapt et år siden var jeg i Etiopien for at undervise teologistuderende, som jeg tidligere har fortalt om her i spalterne. Blandt mange gode diskussioner var der af og til også nogle spøjse.
Selvom jeg underviste i fortolkningsteori, spurgte en studerende mig for eksempel pludseligt, om jeg mente, der var ånder til stede i undervisningslokalet.
Altså, sådan i helt bogstavelig forstand, om der var engle og dæmoner i loftshjørnerne. Lidt ængsteligt kiggede jeg op, inden jeg indrømmede, at jeg det troede jeg faktisk ikke.
Det var ikke et gennemtænkt, teologisk svar. Det var min spontane – og noget overraskede – reaktion.
Åndevæsener spiller ingen rolle i min teologi og min forestillingsverden, ikke fordi jeg benægter deres eksistens, men jeg har ingen erfaring med dem, og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal stille op med dem. En lille, ufrom indrømmelse.
Julens overnaturlige hændelser
Her i julen læser vi konstant tekster i kirkerne, hvor åndsvæsener (læs: engle) er afgørende. Ja, hvor det mystiske og overnaturlige ikke blot er garniture, men reelt betydningsbærende for historiens fremdrift.
Elisabeth bliver gravid med Johannes Døber, selvom hun er for gammel til det. Husbonden Zakarias møder en engel under sin præstetjeneste, som resulterer i en midlertidig stumhed.
Maria får besøg af en engel, der fortæller, at hun skal blive gravid ved Helligåndens mellemkomst – og Josef får af en engel at vide, at han skal tage sig af både mor og barn. Døberen jubler i maven på Elisabeth, alene fordi Maria med Jesusbarnet i maven siger goddag.
Englene kommer og peger hyrderne i retningen af stalden, hvor Jesus er blevet født. Vismændene fra Østen bliver guidet af en unaturligt stor nova. En engel genbesøger Josef og guider først familien til Egypten for at beskytte dem og dernæst retur, da Herodes er død.
Der står meget andet i teksterne, men både Matthæus og Lukas’ fortællinger om Jesus undfangelse og fødsel er klippet i smadder, hvis man fjerner det mirakuløse fra dem.
Mange kirkefolk læser den slags tekster med et stænk af uro.
Og løsningen bliver ofte, at man ignorerer det overnaturlige (som undertegnede), hvis man da ikke lidt febrilsk kaster sig ud i en afmytologiseringsøvelse, der dog sjældent har den store effekt, for hvorfor så overhovedet læse teksterne?
Indre mystik vs. ydre mirakler
Men hvad er problemet egentlig? For vi er jo ikke i halvfjerdserne længere, hvor man kan forstå folks lede ved Bibelens overnaturlige elementer, fordi man blev skammet ud, hvis man bekendte sig til den slags.
Folk uden for kirken af i dag er vel generelt mere spirituelle og åbne for det overnaturlige, end de faste kirkegængere er det. Så det er ikke skrækken for social stigmatisering, der er problemet. Men hvad er det så?
Henrik Holmgaard fra Studiecenter for menighedsbaseret teologi er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om forholdet mellem nyomvendte og kirkestrukturer.
I et foredrag fortalte han, at hans interviews havde afsløret, at de nyomvendte fandt resonans i kirken, når de fik indre erfaringer af det mystiske. Men samtidig også at de ikke brød sig om det, når der var ydre manifestationer af noget åndeligt, for eksempel helbredelser eller tungetale.
Holmgaard undersøger pentekostale menigheder, så man forstår, at der er udfordringer med den slags reservationer, men det lærer også os fra andre kirkeretninger noget.
De tekster i Bibelen, og de erfaringer i folks liv, som handler om indre mystik, om det indre lys, om indre fred, dem trives vi med og finder inspiration i. Men de bibeltekster og de erfaringer, som taler for tydeligt om ydre manifestationer om det guddommeliges tilstedeværelse i vores liv, de giver kvababbelser.
Den fælles virkelighed
Juleteksterne gør det synligt, at det er en udfordring at tænke sådan. For som nævnt så er teksterne gennemvædet af de ydre manifestationer. Der er ingen vej uden om. Eller hvad?
Jeg har allerede indrømmet, at det også er fremmed for mig, og jeg tror endda på teksternes vidnesbyrd. Jeg tror, det skete, som det står.
Men det afslører også for mig, at jeg er dybt påvirket af nogle eksterne, kulturelle forhold, som er et filter mellem min egen ideale læsning og min reelle/spontane overbevisning.
Mit spinkle forslag her er, at de danske kirker i denne jul tør træde ud af den trygge, indre spirituelle sfære og ud i den skræmmende, underlige, åndsgennemvædede sfære, det vi kalder den fælles virkelighed.
At turde læse teksterne med deres påstande om englesang, jomfrufødsel og en nova, der agerer GPS, og bare tage dem på ordet: Gud blev menneske, det evige blev timelig, det uforgængelige antog forgængelig natur.
Den verdenshistoriske begivenhed fik konstanterne i universet til at vakle, og skal vi kalibrere vores egen anskuelse efter historiens indhold, er det vores frygt for de ydre åndserfaringer, der må dæmpes.
Med ønsket om en glædelig og åndsfyldt julefejring til Kirke.dk’s læsere.