I morgen vil Folketinget med stor sandsynlighed stemme for koranloven, der forbyder utilbørlig omgang med religiøse skrifter.
Regeringen siger selv, at det sker af sikkerhedspolitiske grunde. Samtidig bagatelliserer den lovgivningen med, at det kun er et lille indgreb, der kun skal ramme nogle få tosser, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
Man må nemlig stadig kritisere religionerne, siges det. Ikke desto mindre er det, man kalder et lille indgreb ikke så lille endda. Det rokker nemlig ved noget grundlæggende i den vestlige tradition for religionskritik.
Religionskritik kan være mange ting. Det kan være en kritik af religion, som man ønsker fjernet fra menneskers livsverden – den slags ateistisk religionskritik er blevet drevet i de gamle østbloklande.
Men religionskritik kan også vise sig som et teologisk opgør med vedtagne fortolkninger af skrifterne. Det kan enten være et opgør med bestemte trossamfunds brug af skrifterne, eller det kan være et opgør med magthavere, der anvender skrifterne i deres udøvelse af magt.
Med koranloven rokkes der ved denne mulighed for religionskritik, eftersom den ikke bare forbyder utilbørlig omgang med Koranen, men også med Toraen og Bibelen.
Således bliver koranloven også et kristent teologisk anliggende, da den gør de bibelske skrifter til hellige skrifter, som man ikke må behandle ”utilbørligt”.
Da ”utilbørligt” kan tolkes langt bredere end bare det at afbrænde religiøse bøger, kan loven ende med at sætte nye grænser for kritikken. For hvornår er kritisk omgang med skrifterne utilbørlig?
Den kritiske tradition er ligeså gammel som kristendommen
Spørgsmålet er teologisk afgørende i en kirke, hvor historien fortæller om en lang tradition for kritik af menneskers brug af skrifterne. Jesus kritiserede således de jødiske lærde for at bruge skrifterne til at fastholde deres magt med. De svarede på kritikken ved at korsfæste ham.
Siden kritiserede kristne de romerske kejseres gudestatus og nægtede at dyrke dem. Svaret var forfølgelser og henrettelser. Mange år senere kritiserede Luther den katolske kirke for magtmisbrug. Svaret var udstødelse.
Man kan med således hævde, at kristendommen er vokset ud af en religionskritik, der siden er fortsat op gennem historien. Kritikken har villet fastholde evangeliets kerne, som er, at Kristus alene er herre.
Uden kritikken vil kirken nemmere kunne bruge skrifterne til at fremme egne hensigter i en grad, så kernen forsvinder. Snart er det ikke længere Kristus, der er Herre, men kirken eller præsten. Hvor evangeliets kerne skal sætte mennesker fri, gøres mennesker ufri.
Også verdslige magthavere vil have nemmere ved at anvende skrifterne til at fremme magten. Når de gennemtvinger deres beslutninger, kan de gøre det med henvisning til skriften.
Således kan de sende soldater i krig med præsters velsignelse og en forsikring om, at Gud er med dem. Sættes der spørgsmålstegn, er det ikke kun magthaveren, der kritiseres. Det er også Gud, og konsekvensen kan være fatal.
Enhver protestantisk teolog vil vide, hvordan det, man i historien har kaldt for utilbørlig omgang med religiøse skrifter, også har været kirkers og staters måde at fastholde magten over mennesker.
Det handler om frihed
Det er ikke svært at se parallellen i den muslimske verden, hvor magthavere ønsker at forbyde enhver form for kritik af skrifterne med frygtelige konsekvenser for de mennesker, de hersker over.
Den muslimske sammenslutning OIC har for tiden stor succes med dette forehavende. Det er blandt andet i det lys, at man skal se en koranlovgivning, der ikke bare handler om sikkerhedspolitik men også handler om danske politikere, der har glemt, hvad kirkehistorien kan fortælle.
Det er ikke uden grund, at protestantiske teologer i dette land skal lære at gå kritisk til skrifterne, lære deres kirkehistorie og store dele af den vestlige tradition for religionskritik at kende.
Det handler ikke om at kritisere religion som sådan. Det handler om at kunne skelne mellem evangeliet og menneskers vilje til magt. Det handler i sidste ende om frihed.
Derfor er teologiens udøvelse af religionskritik ikke bare af afgørende betydning for kirken, men også for det samfund, som kirken er en del af.
Det er det, som koranlovgivningen nu vil rokke ved.