Konfirmationstiden er skøn. Med festlige gudstjenester, glade og feststemte mennesker, gaver og god mad, hygge og fællesskab – og fællessang. Men hvad skal der så synges?
I en del kirker går man nye veje. I stedet for klassiske salmer med kirkens traditionelle instrument lægges vægten på nyere, rytmisk musik med mere eller mindre kirkeligt præg (eller måske helt uden) – og måske med musikere hyret specielt til opgaven.
Mennesker skal jo mødes i øjenhøjde, og der skal tales i et sprog og synges i en stil, som er kendt og tiltalende og ikke fremmed og frastødende. Meningen er sikkert god, men det er aktuelt at spørge, om det ikke alligevel er en afvej. Er problemet ikke en form for forlegenhed eller mindreværdsfølelse i forhold til kirkens budskab og dens klassiske sprog og stil?
Resultatet kan hurtigt blive, at endnu færre både unge og ældre kender "Den signede dag", "Hil dig, frelser og forsoner", "Du, Herre Krist" og "Til himlene rækker". I stedet blev det til "Lyse nætter", "Linedanser", "De smukke, unge mennesker" eller andre (kirkelige eller ukirkelige) rytmiske sange.
Dem kan der siges meget godt om, og de kan give god mening hjemme i stuen eller henne på hotellet. Men oppe i kirken bør vi holde godt fast i de klassiske salmer – og arbejde engageret og målrettet på at give dem videre.
Det er tid til at gå til bevidst kamp mod forlegenheden og mindreværdsfølelsen på salmernes vegne. Den er også ubegrundet, for sikken et skatkammer af bibelsk substans og troserfaring, der ligger frit tilgængeligt, når salmebogen åbnes. At bytte dét ud med populære sange er dybest set et svigt.
Unge og ældre skal ikke spises af med lommefilosofi og naturlyrik. De skal – troværdigt og i øjenhøjde – møde kirkens klassiske forkyndelse om Gud og om det at tro på ham. Og dét ord og de salmer, som har substans og langtidsholdbarhed. Mindre kan ikke gøre det.