Kirken må både anerkende eksistensens skrøbelighed og hjælpe til robusthed

Stor litteratur fortæller ligesom evangeliet om syndens virkelighed og eksistensens skrøbelighed. Men præster må også gerne hjælpe mennesker til livsduelighed og modstandskraft, skriver Michael Agerbo Mørch

Det eksistentielle grundvilkår, at vi ikke er herre over vores liv, men at vi alle skal herfra, er ufravigeligt. Og det kaster en skygge over livet, som for nogle står i fare for at blive et altopædende mørke, skriver Michael Agerbo Mørch.
Det eksistentielle grundvilkår, at vi ikke er herre over vores liv, men at vi alle skal herfra, er ufravigeligt. Og det kaster en skygge over livet, som for nogle står i fare for at blive et altopædende mørke, skriver Michael Agerbo Mørch. Foto: Kåre Gade

"Du bestemmer selv hvornår det skal gøre ondt."

Per Pettersons mesterlige fortælling "Ud og stjæle heste" har en dydsetik, som næsten er rystende.

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

Fortælleren beretter om sit liv i både nutid og fortid, og i en scene fra barndommen hører vi ovenstående citat, hvor han ømmer sig, fordi han skal nedlægge nogle høje og genstridige brændenælder i haven.

Med de bare næver tager faderen fat om nælderne, rykker dem hurtigt op og kigger på sønnike og kommer med den hårde kommentar.

At gøre sig hård

Senere i historien er fortælleren ude at ride med faderen. Han bliver slået af hesten i et antrit, falder til jorden og slår sig.

Faderen, der faktisk er væsentligt mere elskelig end ovennævnte passage indikerer, spørger ind til smerten, og dydsetikkens pointe dukker frem igen:

"Gør det meget ondt nogen steder?"

"Egentlig ikke," sagde jeg.

"Kun lidt i sjælen måske?"

"Lidt, måske."

"Lad det være, Trond," sagde han.

"Lad det bare ligge. Du kan ikke bruge det til noget."

At gøre sig hård og selv tage kontrol over sin skæbne, det er faderens dyd, som han gerne vil installere i sin egen søn. Og Trond får også brug for den.

En dag er faderen stukket af. Han har efterladt en sum penge for nogle fældede træstammer, som han har forsøgt at sælge. Beløbet kender de ikke, og de må rejse til Sverige for at hæve summen.

Det viser sig, at beløbet er forsvindende lille. Faderen satsede og fejlede i sit forsøg på at forcere en indkomst for træet, og nu kunne både den efterladte hustru og den efterladte søn, lade sig knække.

Men i stedet vælger de at ranke ryggen, købe et nyt sæt tøj til Trond og lade pointen om, at man selv bestemmer, hvornår det skal gøre ondt, tone frem.

Dødsangsten

Men kan man det? Er det en farbar moral?

Læser man Don DeLillos mesterværk "Hvid støj" fra 1985, er det plottets pointe, at der en smerte, vi mennesker ikke kan bestemme over selv: Angsten for døden.

Hovedpersonen Jack Gladney, er professor i Hitler-studier på det opdigtede College-on-the-Hill, mens konen, Babette, i al hemmelighed har forsøgt at overvinde sin dødsangst ved at begynde at tage et eksperimenterende stof, kaldet "Dylar".

Pillerne skulle have den virkning, at de regulerer på udvalgte nervebaner, så vedkommende slipper for sin dødsangst.

Da Jack Gladney opdager, at konen tager medikamentet og konfronterer hende med det, afsløres det, at hovedpersonen også selv har denne opslidende frygt for at skulle forlade livet.

I en af deres intense samtaler udspilles replikskiftet:

"Jeg er bange for at dø," sagde hun.

"Jeg tænker på det hele tiden. Det vil ikke forsvinde."

"Fortæl mig det ikke. Det er frygteligt," siger manden.

"Jeg kan ikke lade være med det. Hvordan kan jeg lade være med det," svarer hun.

Det ser ud til, at Tronds far pointe har en grænse. Dødsangsten kan vi ikke vælge til eller fra.

Det eksistentielle grundvilkår, at vi ikke er herre over vores liv, men at vi alle skal herfra, er ufravigeligt.

Det kaster en skygge over livet, som for nogle står i fare for at blive et altopædende mørke.

Kirkens dobbelthed

Kirken stiller sig i et interessant felt, hvor vi på den ene side forsøger at hjælpe til livsduelighed og robusthed, fordi vi anerkender syndens virkelighed og dermed også eksistensens skrøbelighed.

Her kan vi faktisk læne os henimod Tronds far og sige, at det at modnes som menneske også er at lære sit sind modstandsdygtighed og måske også en vis form for hærdning.

Jeg tænkte på dette, da jeg for nyligt læste Pia Callesens bestseller "Lev mere, tænk mindre".

Her giver hun en lynindføring i metakognitiv psykologi, der har den basale præmis, at vi kan lære at parkere de tanker, der trigger vores negative tankemønstre, til et tidspunkt, hvor vi reelt kan behandle dem.

På den måde kan vi lære at undgå at gå rundt i et konstant, kværnende grubleri.

Og jeg tænker: Det må præster jo også gerne hjælpe mennesker til.

Altså, modstandskraft mod mørket, der vil overtage et menneskes tankeverden. Som helt almen livsduelighed.

Evangeliets kraft

Men på den anden side tager vi også dødsangsten alvorligt, fordi vi ikke mener, at døden burde være en del af livet. Som den danske teolog K. E. Løgstrup siger, "så kommer livet før døden, og i den forstand er der en asymmetri imellem dem."

Her tror jeg, at kirken må turde insistere på, at evangeliet er en kraft, der kommer med noget andet og mere. Noget, som vi ikke bestemmer over eller lægger til ved, men som vi trækker på.

Jeg tænker også på det som står i Hebræerbrevet 2,14-15:

"Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han [Jesus] også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom."

Hverken Per Petterson eller Don DeLillo har et kristent livssyn, som kan være en ressource for deres romankarakterers kvaler.

Men kirken kommer netop med det budskab udefra, som lægger dét til, mennesker ikke selv kan finde: At døden er overvundet, og vi derfor ikke behøver at frygte døden.

Når det er sagt, er vi sat fri til at tage fat på alle de hverdagslige problemer, vi hver især render ind i hele tiden. Og også her må kirken gerne hjælpe til!