En nu herostratisk berømt bekendtgørelse fra 1978 meddeler, at ”præstestillinger i folkekirken og dertil svarende stillinger inden for trossamfund undtages fra lovens område”, det vil sige fra lov om ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.
Men beskytter bekendtgørelsen en ”frihedsrettighed”, som Kirke.dk's redaktør skriver i en analyse? Er en afskaffelse et "knæfald for moderniteten"? Og vil afskaffelsen i så fald "åbne for flere indhug i folkekirkens frihedsrettigheder"? Jeg vil argumentere for det modsatte.
Kvindelige præster chikaneres i folkekirken
Alle må nu være klar over, at der findes chikane på grund af køn sted i folkekirken. Mine eksempler, der ikke er fra DR’s undersøgelse, står i kø:
Den kvindelige præst, der blev forbudt af kollegerne at deltage i konfirmandsamarbejde, medmindre hun kom uden præstekjole.
Den kvindelige provst, der ligeledes blev bedt om at komme i civil ved en kirkeindvielse i et konservativt sogn.
Den kvindelige præst, der blev ansat som beskyttelse af menighedsrådets mindretal i et sogn, hvor den hidtidige præst og flertallet af menighedsrådet var stærkt imod kvindeligt præsteembede af teologiske grunde, og hvor menighedsrådets flertal brugte enhver anledning til ikke at støtte hendes arbejde, overse og chikanere hende.
Det er muligt, at (nogle af) biskopperne ikke kendte undtagelsesbekendtgørelsen fra ligebehandlingsloven. Men jeg ved, at de, der chikanerede, alle blot mente, at folkekirkens præsteembede jo er undtaget fra ligebehandlingsloven, og derfor troede de, at de var dækket ind, når de undlod samarbejde, negligerede og fratog en kvindelig kollega legitimitet.
Frihedsrettigheder er præcist formuleret og lette at administrere
Blandt folkekirkens rigtige frihedsrettigheder er:
Retten for folkekirkens medlemmer til at kalde en anden præst til at holde gudstjeneste i eget sogn. En ret, der blandt andet benyttes til at sikre gudstjeneste ved konservative mandlige præster (men også kan bruges af folk, der vil høre en kvinde i sogne, hvor et mindretal ikke bryder sig om en mandlige præst).
Retten til sognebåndsløsning (inklusive flytning af valgrettigheder), som bidrager til at etablere profilmenigheder, heriblandt menighedsråd, der af teologiske grunde alene vil have mandlige forkyndere. En ret, som også bruges af folk, der ønsker tilknytning til præster, der for eksempel går ind for en stærk, klassisk liturgi.
Retten for præsten, men ikke menighedsrådet eller den øvrige kirkelige betjening, til at afslå vielse af fraskilte eller par af samme køn (de kan altså stadig blive viet i deres egen kirke, og sognets præst har pligt til at vejlede om, hvem der kan vie dem).
Og retten til, at et mindretal i menighedsrådet, når der er flere præstestillinger, kan få ’mindretalsbeskyttelse’ ved udnævnelse af præst nummer to eller tre.
Alle disse gamle og nyere frihedsrettigheder er præcist formuleret i lovteksten som undtagelser fra hovedreglen om en sammenhæng mellem sognet, menighedsrådets flertal og dets præst. Det er alle regler, som kan administreres, og det er regler, som viser, at sogn, menighedsråd og præst ikke ’ejer’ hinanden, men skal respektere hinanden, også hinandens frihed.
Præster og menighedsrådsflertal, der opfatter disse regler som chikane, har ikke forstået folkekirkens frihedstradition. Men der er ingen grund til at antage, at præcise frihedsrettigheder skulle stå for fald, fordi man lukker en ladeport for chikane.
Chikane er ikke en frihedsrettighed
Chikanen opstår dér, hvor man udvider en frihedsrettighed til noget andet end formålet. For eksempel hvis en præst, der ikke vil vie homoseksuelle, tror, at han så også kan afslå at begrave en kvinde, der havde levet i et homoseksuelt parforhold. Præsten har ikke ret til at på grundlag af en frihedsrettighed (nægtelse af vielse af par af samme køn) at chikanere homoseksuelle.
Men chikanen opstår altså også dér, hvor undtagelsen er alt for bredt formuleret. Dét er problemet med bekendtgørelsen fra 1978.
Alle, også Indre Missions formand, er enige om, at chikane ikke må finde sted i folkekirken. Alle burde derfor også kunne blive enige om, at en ladeport for chikane skal lukkes. Effektivt.
Menighedsrådenes fri kaldelsesret skal opretholdes
Menighedsrådenes fri, teologisk begrundede kaldelsesret skal selvfølgelig opretholdes. Det er et kollektivt organ, der ikke skal begrunde sine beslutninger, men som i påkommende tilfælde skal kunne dokumentere, at de ikke på forhånd har lagt alle ansøgninger fra kvindelige teologer i en bunke for sig og dermed udelukket dem fra at komme i betragtning.
Det vil give de konservative kvindelige teologer bedre muligheder, også på den konservative del af folkekirkens arbejdsmarked. Og det vil give konservative mandlige teologer fred til at forklare deres teologi, uden at skulle diskrimineres på grund af en formodet chikane, de alligevel ikke må udøve.
Undtagelsen har intet med religionsfrihed at gøre
Selvfølgelig kan man bruge et ’religionsfrihedsargument’, nemlig for de trossamfund, som ikke har vedtaget kvindeligt embede (katolikker, ortodokse). Men for de trossamfund, som har indført kvindeligt embede, herunder folkekirken, er der ikke et religionsfrihedsargument.
En klar og præcis afgrænsning af menighedsrådenes ret til fortsat, af teologiske grunde, at lægge vægt på køn i deres kaldelse, uden at det er formuleret som en ladeport for chikane, må være vejen frem. Uden at der dermed gøres indhug i nogens frihedsrettigheder. Bortset fra den forestillede frihed til at chikanere hinanden. Og det er vel en fordel at få den udelukket?
Afskaf undtagelsen for trossamfund med kvindeligt præsteembede
Hvordan sikrer vi – teknisk-juridisk – fortsat rummelighed overfor et konservativt mindretal af menighedsråd?
Jeg skal ikke blande mig i, hvordan kirkeministeren vil gøre det. Men en mulighed var jo, at afskaffe bekendtgørelsen for så vidt angår trossamfund, inklusive folkekirken, der har kvindeligt præsteembede.
Og så samtidig, for eksempel i besvarelsen af den byge af spørgsmål, der er stillet af Venstres medlem af kirkeudvalget, understrege, at formålet med afskaffelsen naturligvis ikke er at begrænse menighedsrådenes frie, teologisk begrundede valg.