Juraprofessor: Regeringen har ret til at tage kirkepolitiske initiativer

Vi havde aldrig fået kvindelige præster i Danmark, hvis den eneste initiativret lå hos kirken selv, skriver Lisbet Christoffersen

Regering og folketing altid har taget upopulære kirkepolitiske initiativer, siger Lisbet Christoffersen. Foto: Kåre Gade

Jeg er noget forundret over en forestilling, der synes at brede sig over det ganske land. Ikke mindst affødt af fru Birthe Rønn Hornbechs skarpe indlæg i Kirke.dk i store bededags-debatten.

Det er, som om man forestiller sig, at praksis i forhold til ændringer i kernen af de indre kirkelige anliggender er, at initiativet alene kan komme fra kirken selv. Men det har jo aldrig været situationen. De mest kontroversielle initiativer er kommet i mål i et (u)skønt samvirke mellem politiske og kirkelige niveauer. Og ofte med de kirkelige niveauer i mindretal.

Danmark skiller sig kirkepolitisk ud i Norden

Vi har ikke finske tilstande i Danmark. I Finland har man, som i Danmark, kun én lovgivende magt. Der er altså ikke parallelle retssamfund, som situationen er ved at udvikle sig til i Svenska kyrkan og Den norske kirke, hvor man har en omfattende intern lovgivningsmagt i kirkerne.

I Finland har man kun én lovgivende magt. Men den kan kun godkende eller forkaste de forslag til ændringer i kirkelovene, som kommer fra den finske evangelisk-lutherske synode. Initiativretten ligger hos synoden. Politikerne har ikke initiativret.

Tradition for upopulære kirkepolitiske initiativer

Vi havde aldrig fået kvindelige præster i Danmark, hvis den eneste initiativret lå hos kirken selv, hvad enten det nu tæller biskopperne, samtlige præster, Præsteforeningen, Provsteforeningen eller samtlige menighedsråd.

Tværtimod. Den kirkepolitiske ændring kom fra regering og folketing (og et mindretal blandt lægfolk). Og den blev stemt igennem, selvom en betragtelig del af præsterne skrev under på, at det var en skismatisk handling. For ikke at tale om biskopperne, der ikke ville ordinere kvinder. Før biskop Øllgaard på Fyn gav udtryk for, at “der skal nogen til det grove” og ordinerede.

Og vi havde aldrig fået et ritual for vielse af par af samme køn i folkekirken, hvis ikke Folketinget først havde vedtaget en ændret ægteskabslov og en ændret lov om medlemskab i folkekirken, der gav alle medlemmer ret til vielse, også par af samme køn – og blot gav mulighed for at præsterne kunne sige nej til personligt at foretage vielsen.

Det ritual kom ikke fra kirken selv. Det kom heller ikke i første omgang fra biskopperne. Først da lovgivningen var på plads og regeringens vilje var klar, gik biskopperne med til at skrive. I første omgang halvdelen af dem, så otte ud af ti. Ikke dem alle.

Men grundloven skal overholdes

Det er indlysende, at det er ministeren, der går til regenten og kontrasignerer, hvis store bededag skal afskaffes som helligdag. Det kan selvfølgelig ikke kan ske, hvis store bededag er definerende for folkekirken som evangelisk-luthersk kirke, jævnfør grundlovens § 4.

Og det er altid bedst at have ro på bagsmækken – at have “fred med de hellige”, som en eller anden salig socialdemokratisk leder engang skal have sagt.

En del af uroen lige nu handler om processen. Det skal jeg ikke blande mig i. Udover altså i al stilfærdighed at pege på, at regering og folketing altid har taget upopulære kirkepolitiske initiativer.

Et simpelt spørgsmål

Men hvad indholdet angår, tillader jeg mig igen at foreslå ministeren, at hun stiller biskopperne ét simpelt spørgsmål: Vil det fratage folkekirken dens karakter af at være evangelisk-luthersk kirke, hvis man afskaffer store bededag som helligdag på fjerde fredag efter påske?

Med de seneste omfattende pressemeddelelser ser det ud som om “hele folkekirken” vil være læremyndighed – menighedsrådsforeningen, præsteforeningen, de kirkelige organisationer. Så man kan jo stille samme spørgsmål til dem.

Jeg er spændt på, hvem der med æren i behold kan sige, at ja, det er i strid med folkekirkens karakter af at være evangelisk-luthersk kirke at afskaffe store bededag.