"Er du en rigtig præst?" Spørgsmålet fik samtalen i lokalet til at forstumme, mens alle øjne rettede sig i min retning.
Hmm, sagde jeg, det kommer an på, hvad du mener med præst.
For nej, jeg er ikke cand.theol. og har heller ikke gået på Pastoralseminariet. Men jeg har studeret teologi i halvtreds år, læste Bibelen igennem otte gange inden jeg fyldte atten, har gået på en international bibelskole i USA og virket som frikirkepræst i over tyve år.
Og siger apostlen Peter ikke, at vi alle er præster, endda et kongeligt præsteskab?
Et lettelsens suk bredte sig i lokalet hos den kirkelige ngo, og spørgeren var tilfreds. Jeg var hermed åbenbart godkendt til den kirkelige kommunikation, jeg så har bedrevet intenst de seneste tyve år.
Det almene - og kongelige - præsteskab
Situationen dukkede frem af hukommelsen i forbindelse med den verserende debat om manglende præster i folkekirken. Og jeg skal hilse og sige, at der er mangel på præster, prædikanter og missionærer overalt. Også i frikirkerne.
Hvorfor er der ikke flere, der melder sig på banen? Hvorfor er der ikke flere kirker, der anerkender præster, uanset hvilken teologisk uddannelse kandidaten har? Selv udøver jeg mit almene - og kongelige - præstekald ved mine skriblerier for Gud og hvermand. Men jeg tænker alligevel, at opgaven som præst i en fysisk kirke med mennesker i 3D må være det bedste i verden.
Jeg underkender bestemt ikke teologisk uddannelse. Jeg læser som en hest for at holde mig ajour. Og jeg ville ønske, at nogen havde sagt til mig, da jeg landede i Danmark som 18-årig med tropehjelm og stikkelsbærben: Du skal da læse videre, måske endda teologi. Jeg anede intet om det danske uddannelsessystem.
Men bagved det hele, uanset hvor vi kommer fra, er der vel også andre kvaliteter, som gælder. Kvaliteter, som også ikke-teologer besidder, og som kan gøre nytte i en præstegerning: Kald, kommunikation og grundlæggende kundskab om den menneskelige psykologi.
Livskald
Jeg er selv rundet af en tid, hvor det var et livskald at være sygeplejerske, læge, skolelærer og ja, præst og missionær. Mine egne forældre drog ud som missionærer til Tanzania på en enkeltbillet og med kun 800 kroner på lommen.
Ikke alle skal være præster. Gud forbyde det. Men alle kristne bør overveje det almene præstekald, og vurdere i hvilke grad, de vil formidle evangeliet i ord og gerning i hverdagen. Og kirken bør sænke barren, så også andre end de formelt teologisk uddannede kan vise deres teologiske kompetence.
Formidlingsevne
Selv oplever jeg evangeliet som det mest frigørende budskab, der findes. Al synd, skyld og skam er taget bort, så kun tro, håb og kærlighed venter os.
Men det er sandt at sige ikke alle med syv års teologi i bagagen, der evner at formidle dette frigørende budskab. Faktisk havde jeg i en treårig periode over 2.000 præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer på skolebænken for netop at lære kommunikationens ædle kunst.
Derfor skal opfordringen lyde til præsteansættende kirker: Gør som på journalistuddannelsen. Lad det komme an på en optagelsesprøve.
Menneskekundskab
Når du ser ind i øjnene på børnene, forældrene, narkomanen, alkoholikeren, de ensomme ældre, flygtningene, så ser du altså mennesker, og kigger du længe nok, opdager du, at de er vidunderlige alle sammen.
Det er selvfølgelig ikke nok. Der skal grundlæggende menneskekundskab til. Først og fremmest om sig selv. Hvordan viser jeg åbenhed med mimik, kropssprog og velvalgte ord. Dernæst om sjælesorg til mennesker i krise. Men mest af alt om de mennesker, man som præst er sat iblandt, og hvordan man individuelt møder dem som en ressource midt i deres stress, angst, depression, konflikt, sygdom eller dødsfald i familien.
Hvorfor kan ikke-akademikere ikke være gode præster?
Præster er en ofte undervurderet ressource. De er limen i samfundet.
Og derfor er det bundærgerligt, at folkekirken ikke anerkender den teologiske kompetence, der bliver vist i praksis gennem det almene præsteskab.
Det gøres til dels gennem den såkaldte paragraf 2-ordning, hvor personer med anden akademisk baggrund kan få en teologisk overbygning og blive præster.
Men hvad med dem uden akademisk uddannelse, men med et langt liv i teologi og kommunikation og menneskekundskab i øvrigt?