Efter regeringens fjernelse af bededag er det blevet tid til at overveje forholdet mellem stat og kirke.
Ligesom et ægteskab er det et forhold mellem to ligeværdige partnere. I forholdet forpligter man sig på hinanden. Staten forpligter sig på at understøtte kirken, og kirken forpligter sig på at være evangelisk-luthersk.
Som i de fleste forhold taler man sammen om det, man har sammen. For det man har sammen, er afgørende for begge parter. Det gælder både i medgang og modgang.
Forholdet sætter nemlig staten og kirken fri til at være dem, de er.
Det er det samme i et ægteskab, hvor forholdet sætter partnerne fri til at være sig selv. Kirken bliver således sat fri til at være kirke og ikke stat. Staten bliver for sit vedkommende sat fri til at være stat og ikke kirke. Ignorerer en af partnerne forholdet, kan det ske, at kirken bliver stat og så får vi en kirke, der pludselig mener sig berettiget til at blande sig i statens politiske arbejde. Eller også får vi en stat, der pludselig mener, at den også skal være kirke.
Måske er det lige præcis det, vi oplever i disse måneder. ”Det er et politisk valg, hvilke helligdage vi skal have i det her land”, som beskæftigelsesministeren sagde, inden hun forlod en høring på Christiansborg onsdag den 22. februar. Sådan kan en politiker kun sige, når hun mener, at staten også er kirken.
Man siger ellers, at forhold gør partnerne gode. Men når forholdet ignoreres, bliver partnerne det modsatte. De puster sig op og pynter sig med lånte fjer, så man ikke kan kende dem igen. Og straks begynder de at beskylde hinanden for alt muligt for at få ret.
Men i et forhold er der aldrig nogen, der har ret. For forholdet er altid bestemt af så mange ting på en gang, at det er svært at afgøre, hvad der er ret og ikke ret. Forholdet mellem kirken og staten er således bestemt af historie, jura, teologi og meget mere. Dybest set er forholdet derfor altid en anelse uklart.
Derfor har det gennem årene altid været praksis at forholde sig til forholdet med skønsomhed og ikke mindst samtale. Enhver, der lever i et parforhold, ved, at skønsomheden og samtalen ikke bare er en god idé i forholdet mellem kirke og stat. Det er det i alle forhold.
Men nu er skønsomheden røget. Det samme er samtalen. For staten og dens ministre er som partnere, der er kommet hjem efter en tur i byen. De råber op om kriser, krig og forsvarsbudgetter. Derfor skal der fjernes en helligdag, siger de. Fornuften i lige præcis det argument er staten og dens ministre vist de eneste, der kan se.
Kirken tror, at den lever i et forhold, og at man derfor kan tale om det. Men der er ikke noget at tale om. Staten og dens ministre fortæller, at de bestemmer, og kirken derfor skal makke ret. For som ministeren siger, er det et politisk valg, hvilke helligdage vi skal have. Det er ikke noget, staten hverken kan eller vil tale med kirken om.
Derfor tager kirken nu sit forhold til staten op til overvejelse. Der tales ikke om skilsmisse, men om en form for separation. Man vil danne et kirkeråd eller måske ligefrem en synode, som skal forsvare kirken overfor staten. Et sådant organ skal selvfølgelig bestå af professionelle kirkefolk.
Disse professionelle kirkefolk vil lave en fortælling om folkekirken, hvor de omtaler sig selv som ”vi som kirke” – som om, at de var kirkens subjekt. Disse professionelle kirkefolk kan så fortælle, at kirken er et sted med særlige helligdage, en særlig liturgi og ikke mindst en særlig kristen etik, som den kan gøre gældende overfor statens politiske arbejde.
Jo mere kirken taler, jo mere puster den sig op og bliver til en kirke med stort K, ligesom staten puster sig op og bliver en stat med stort S.
I stedet for at lade forholdet sætte dem fri, ser de friheden i at være sig selv. Og langsomt glemmer de det afgørende, som de havde sammen: At staten satte kirken fri til at forkynde evangeliet, og kirken satte staten fri til at være en stat, der sekulært sørgede for lov og orden.
Når forholdet ignoreres, bliver ingen af dem det, de skulle være. Må de derfor besinde sig og tale om forholdet i stedet for at tale om alt det, de kan hver for sig.