I Holland bliver lukkede kirker til hoteller. Skal folkekirken lade sig inspirere?

Man kunne vel godt forestille sig, at et bed & breakfast i en gammel kirke kunne blive et hit. Selvfølgelig skal man vænne sig til tanken, men hvis man tygger længe nok, så er det måske ikke helt skævt, skriver menighedsrådsformand i Sdr. Bjert Anette Jorsal

Flere kirker er blevet til hoteller. Andre er blevet til boliger, kulturcentre, fitnesscentre, butikker og to af dem er blevet til meget smukke boghandler – ja, Boekhandel Dominicanen i den gamle dominikaner-kirke i Maastricht er måske en af de smukkeste i Europa, skriver Anette Jorsdal
Flere kirker er blevet til hoteller. Andre er blevet til boliger, kulturcentre, fitnesscentre, butikker og to af dem er blevet til meget smukke boghandler – ja, Boekhandel Dominicanen i den gamle dominikaner-kirke i Maastricht er måske en af de smukkeste i Europa, skriver Anette Jorsdal Foto: Etienne C.L. van Sloun

Ja, det er der sikkert mange, der har oplevet – at man får en lille blund under en gudstjeneste. Men sådan rigtigt sove i en god seng og under en dejlig dyne – det er der næppe mange, som har prøvet i en kirke.

Det er ikke desto mindre muligt adskillige steder i Holland – og jeg skal hilse og sige, at man sover fortræffeligt. Ja, nærmest sådan lidt himmelsk. I alle tilfælde i den tidligere Grote Kerk (læs: Store Kirke), som i byen Hoorn er forvandlet til et supermoderne hotel, der meget sigende har fået navnet Heavens.

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

Inden man kommer så langt som til at lægge sig under dynen, kan man både spise en udsøgt middag i restauranten "The Saint" og slutte af med en drink i baren med udsigt til den gamle kirkes søjler og solide mure og med et kig op gennem etagernes glasgulve for helt i toppen at kunne se kirkens flotte træloft.

Inde på hotelværelset kan man kigge ud på de smukke glasmosaikker, som er bevaret i de store vinduer. Hotellet, der åbnede sommeren 2022, er nærmest bygget inde i selve kirken, så der er god udsigt til kirkebygningens ydermure og loft.

Bed & breakfast i de gamle kirker

Som allerede antydet er det slet ikke noget enestående fænomen, at en kirke er blevet til hotel i Holland, hvor man er i fuld gang med at lukke kirker. I løbet af de kommende år skal der lukkes et par tusinde kirker. Både protestantiske og katolske kirker. 

Flere kirker er blevet til hoteller. Andre er blevet til boliger, kulturcentre, fitnesscentre, butikker og to af dem er blevet til meget smukke boghandler – ja, "Boekhandel Dominicanen" i den gamle dominikaner-kirke i Maastricht er måske en af de smukkeste i Europa – for som avisen The Guardian engang skrev i en omtale, er det en boghandel "close to heaven".

På et tidspunkt, hvor en provst på Lolland har haft modet til at tale om at lukke middelalderkirken Herredskirke Kirke, er det måske værd at skæve til Holland og se, hvad de gør med lukkede kirker, lige såvel som det er interessant at høre om, hvorfor så mange kirker lukker/skal lukkes i Holland.

På Lolland er der tale om en middelalderkirke, der ikke er i drift – ligesom de mange hollandske kirker, der ikke længere benyttes. Menighedsrådet skal bruge 3,5 millioner på at skifte tag, medmindre man finder en anden løsning – en anden ejer. ”Ja, ja, men der kan da ikke være boghandel eller fitnesscenter som i Holland”, vil mange måske sige.

Nej, men den kan måske bruges til noget andet. Man kunne vel godt forestille sig, at et bed & breakfast eller et lille hotel i en gammel kirke kunne blive et hit og et trækplaster. Man skal selvfølgelig lige vænne sig til tanken, men hvis man tygger længe nok, så er det måske ikke helt skævt. 

Det er jo heller ikke på nogen måde holdbart, at små sogne og pastorater skal bruge så mange millioner på vedligehold af kirker frem for at bruge penge på kirkelivet.

Jeg husker stadig tydeligt, hvordan jeg var ved at trille af stolen, da jeg på sidste års årsmøde i Menighedsrådsforeningen hørte provsten på Mors fortælle om de mange, mange kirker i et lille provsti med et begrænset antal kirkemedlemmer.

Senest talte jeg på et formandsmøde i Menighedsrådsforeningen med en formand i et østfynsk pastorat og måtte igen måbende lytte til deres økonomiske vilkår i forhold til at holde kirker i små sogne ved lige.

Det holder jo ikke i længden, og derfor er alle parter i kirkeverdenen nødt til at tænke på muligheder – ikke i et tempo, der kunne minde om sagsbehandlingstiderne i Kirkeministeriet, men som god og grundig ideudvikling med et par pilotprojekter til afprøvning.

"Ontkerkeling"

Jeg vil lige vende tilbage til Holland for et øjeblik, for det bør også nævnes, hvorfor så mange kirker skal lukkes i Holland. Der er ikke noget, der hedder kirkeskat – medlemmerne af en kirke betaler et frivilligt medlemskontingent til den pågældende kirke, og for det beløb drives kirken.

I takt med at mange hollændere forlader kirkerne i disse år, er der simpelthen ikke penge til at drive en kirke – og så bliver de sat til salg. Nogle bliver revet ned. I storbyen Rotterdam er otte kirker blevet revet ned. 

Med til historien hører også, at der op gennem 1900-tallet blev bygget mange nye kirker, for når et mindretal i en kirke var uenig med flertallet, etablerede mindretallet bare sin egen kirke. Som man siger i Holland: ”Når to hollændere taler sammen, kan man være sikker på, at der er tre kirker i nærheden”.

Men det er nu ikke antallet af kirker, der gør, at hollænderne forlader kirkerne i hobetal. Knap tredive procent kristne er i dag tilknyttet en kirke i Holland. For tredive år siden havde de cirka samme medlemstal, som vi i øjeblikket har i Danmark. I Holland hedder det "ontkerkeling" – som svarer til vores sekularisering. 

Årsagerne til denne "ontkerkeling" er også meget interessante at dykke ned i, men det er en endnu længere historie.